Der skal være en økonomisk gulerod ved at arbejde

Det skal kunne betale sig at arbejde. Så kort og præcist kan det siges. Den danske samfundsmodel er kørt af sporet når det for mange borgere i Danmark ikke kan betale sig, at påtage sig et arbejde, men i stedet er attraktivt og muligt at være på permanent offentlig forsørgelse. Vi er på gal kurs når den økonomiske gevinst ved at få et arbejde ikke er stor nok til at opveje friheden ved ikke at have et arbejde. At sikre, at der er en økonomisk gevinst ved at påtage sig et arbejde i Danmark må ikke blive en hetz mod de allersvageste i vort samfund, men der er behov for en økonomisk ”ulighed” mellem at have et arbejde og være på offentlig forsørgelse. Der er brug for en økonomisk ”gulerod” der favoriserer at være i arbejde eller aktivt jobsøgende i stedet for blot at modtage penge fra staten.

Aktuelt er incitamentet til at få et arbejde ikke stort nok…

For mange borgere i Danmark er den økonomiske motivation til at få et arbejde ikke særlig stor. Aktuelle beregninger viser, at den økonomiske ”gulerod” ved at have et arbejde 37 timer om ugen i forhold til at være på permanent offentlig forsørgelse for mange personer er på under tusind kroner om måneden – og at det for visse borgere næsten kan betale sig at få offentlige ydelser i forhold til at være i arbejde. Dette er et kæmpe problem da det ikke giver personer uden arbejde en tilstrækkelig økonomisk motivation for at søge at få et arbejde. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der aktuelt er op imod 750.000 borgere i den arbejdsdygtige alder (18-65 år), som er uden for arbejdsmarkedet. Og heri er ikke medregnet de over 200.000 borger der aktuelt er arbejdsløse. For en stor del af de næsten 950.000 borgere der ikke har et arbejde er den økonomiske gulerod ved at få et arbejde ikke særlig stor.

… og det skal en kommende skattereform lave om på.

Den kommende skattereform vil være en vigtig aftale der skal sikre, at der bliver et incitament til at arbejde, men at det samtidig gøres mindre attraktivt at forurene samt ikke at tænke over sit forbrug af el, vand og varme. Vi har brug for, at dem som er på arbejdsmarkedet, har en økonomisk motivation til at arbejde lidt mere – og samtidig har vi brug for, at dem som er uden for arbejdsmarkedet har større økonomisk motivation til at få et arbejde. Derfor skal personer, der arbejder lidt ekstra, belønnes for det – og det kan gøres ved at nedsætte topskatten og dermed skatten på den sidste tjente krone. Dernæst skal det gøres mere attraktivt at få et arbejde i stedet for at være uden for arbejdsmarkedet – og det kan gøres, ved at hæve beskæftigelsesfradraget for de laveste indkomster. I dag er beskæftigelsesfradraget ens for alle indkomstgrupper og det skal laves om. Beskæftigelsesfradraget skal være højest for lave indkomster, og skal nedsættes i takt med at indkomsten stiger.

Vi skal sikre en social anstændighed for de svageste i vort samfund…

Der er ingen modsætning mellem at skabe et fornuftigt økonomisk incitament for at arbejde, og samtidig sikre at der er en social anstændighed for de svageste i vort samfund. Ved at øge beskæftigelsesfradraget kan man skabe et naturligt incitament til at få et arbejde. Det skal være muligt og fordelagtigt, at have et deltidsarbejde mens man er på offentlig forsørgelse, men det bærende princip skal være, at det er mere økonomisk attraktivt at være på arbejdsmarkedet i forhold til at være på offentlig forsørgelse. Der skal være en økonomisk underligger for de allersvageste i vort samfund der er på offentlig forsørgelse for at sikre, at vi ikke skaber unødig fattigdom – især for børn.

…, men sikre at der er en økonomisk gulerod ved at få et arbejde – for alle borgere.

Det danske velfærdssamfund er funderet på, at vi alle yder så vi kan sikre finansiering til lige adgang til sundhed, frihed til at uddanne sig og at sikre en social sikkerhedsnet for de mest udsatte i vores samfund. Vi er på gal kurs når det for mange borgere ikke kan betale sig, at yde en indsats for fællesskabet – og når 750.000 borgere er på permanent offentlig forsørgelse i stedet for at være aktive på arbejdsmarkedet. Der er behov for en skattereform der øger den økonomiske motivation til at få et arbejde samt at arbejde lidt mere. Samtidig er der behov for, at vi sikrer et social sikkerhedsnet til de allersvageste i vort samfund, men den helt grundlæggende regel må være, at det kan betale sig at yde en indsats for fællesskabet, og at færrest mulige borgere er på offentlig forsørgelse. Ellers så er det et farvel til det danske samfund som vi kender det i dag. Et “far-velfærd” om man vil.

Statens indtægter fra Nordsøen skal i en oliefond

Den danske stat har store indtægter fra olie- og gas produktionen i Nordsøen. I 2010 var de samlede statslige indtægter fra Nordsøen lige under 24 mia. kroner. I mange år er indtægterne fra olien- og gassen gået direkte ned i statskassen, og er blevet brugt til at alt fra skattelettelser til et højere offentligt forbrug. I stedet burde pengene være gået til områder der kunne skabe økonomisk vækst i Danmark på sigt. F.eks. investeringer i forskning, bedre infrastruktur eller vedvarende energi. Danmarks undergrund tilhører ikke kun de nuværende generationer, men også fremtidige generationer. Derfor bør Danmark efter norsk forbillede oprette en oliefond der sparer olieindtægterne op, og bruger dem til investeringer i forskning, infrastruktur og vedvarende energi – og som øger Danmarks økonomisk vækst på såvel kort sigt og længere sigt.

Ideen om at oprette en dansk oliefond er ikke ny…

Ideen om at oprette en oliefond er ikke ny, og blev så sent som i 2008 diskuteret livligt. De økonomiske vismænd foreslog tilbage i 2006 at oprette en dansk oliefond efter norsk forbillede for at sikre, at pengene fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen ikke gik til skattelettelser eller et forøget offentligt forbrug, men i stedet blev sparet op. En dansk oliefond vil være en fornuftig samfundsopsparing der kan bruges på investeringer i Danmark der skaber økonomisk vækst på sigt. Investeringer i forskning, infrastruktur og vedvarende energi er alle områder hvor en investeret krone i dag ikke kun slår sig ud i et afkast i morgen og næste år, men i et højt afkast mange år ud i fremtiden.

…, men med en ny regering skal forslaget om en dansk oliefond  realiseres.

Alle partierne på venstrefløjen – Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet – og Radikale har udtrykt sig positivt over for en dansk oliefond efter norsk forbillede. En dansk oliefond vil falde helt i tråd medregeringsgrundlaget der lægger op til, at investere mere i vedvarende energi og i et mere klimavenligt Danmark. Og endnu vigtigere, så falder det helt i tråd med den grundlæggende socialliberale tanke om, at vi ikke ejer det danske samfund, men derimod tager fornuftig vare på det, så vi kan overlade det i en endnu bedre forfatning til kommende generationer. Det gælder os miljøet og de danske naturressourcer – herunder især den danske olie og gas i Nordsøen.

En oliefond ville bidrage til økonomisk ansvarlighed…

At samle statens indtægter fra de danske olie- og gas forekomster i en oliefond ville bidrage til at føre en mere ansvarlig økonomisk politik i Danmark. De nuværende olieindtægter er aktuelt en årlig ”gave” til den danske statskasse, men desværre ikke en gave der varer evigt. Den danske stats indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen har siden 2000 været på over 10 mia. kr. om året. I 2008 var indtægterne dog helt oppe på 36 mia. kroner (inkl. alle statens indtægter fra olie og gas i Nordsøen herunder kulbrinteskat, selskabsskat, produktionsafgift, dispensationsafgift, olierørledningsafgift og overskudsdeling). Den store variation i statens indtægter fra Nordsøen er en tungtvejende grund til at samle indtægterne i en statslig fond, da man derved ikke vil budgettere med indtægterne i statens finanser og i Finansloven. Ved aktuelt at budgettere med indtægterne fra Nordsøen – og derved ”for høje” offentlige indtægter – risikerer man samtidig at budgettere med for høje offentlige udgifter. At placere indtægterne fra Nordsøen i en fond – og ikke lade dem være en del af de samlede offentlige indtægter – ville altså bidrage til en større ansvarlighed over for de offentlige udgifter.

… og gavne fremtidige generationer samt dansk økonomi – også på kort sigt.

Aktuelt snolder vi i Danmark indtægterne fra olie- og gas ressourcerne i Nordsøen væk. I stedet burde vi være ansvarlige ligesom de har gjort i Norge, og sætte indtægterne fra olie- og gasproduktionen i en fond, der kan bruges til samfundsnyttige investeringer. Det er foreslået, at man genforhandler Nordsøaftalen – og der er gode argumenter for og imod. Der er kun gode argumenter for at oprette en dansk oliefond der med indtægterne fra olie- og gasproduktionen investerer i dansk forskning, vedvarende energi og en bedre infrastruktur i Danmark. Især i disse år er der behov for, at vi værner om pengene og investerer i det Danmark skal leve af i fremtiden. Derfor bør vi i Danmark oprette en samfundsnyttig oliefond. Og hellere i dag end i morgen.

Unødig kontrol koster penge vi ikke har

Læger der hver dag bruger tid på kontrol og administration i stedet for på at tilse patienter. Skolelærere der gerne vil bruge mere tid på undervisning, men i stedet må bruge tid på elevplaner, tests og rapportering. Og ansatte i jobcentrene der udelukkende beskæftiger sig med nye regler fra Christiansborg.  Vi har i Danmark verdens største offentlig sektor, men mange af pengene går til unødig kontrol og formålsløse administrative opgaver. Over 1.600 læger i Region Hovedstaden sagt fra over for det unødvendige bureaukrati. Samfundsøkonomisk skønnes det, at en reduktion i den tvungne kontrol og unødvendige dokumentation kan spare det danske samfund for langt over 13 mia. kroner årligt. Både for medarbejdernes skyld og for samfundsøkonomiens skyld bliver vi nødt til at reducere bureaukratiet i den offentlige sektor.

Kampen mod bureakrati er ikke ny…

Udbygningen af den offentlige sektor har kraftig forøget omfanget af kontrol og unødvendig administrative opgaver. Især siden 1980’erne har skiftende regeringer søgt at minimere omfanget af kontrol og regler i den offentlige sektor under slogans som ”Operation regelstorm” og ”Kampen mod bøvlet”.  Status i 2011 er dog, at f.eks. de danske dagpengeregler er ved at blive til verdens tykkeste bog med sine over 20.000 sider. Især siden år 2001 er antallet af nye love, regler, kontrolsystemer og unødvendig administration eksploderet. Krav om elevplaner i Folkeskolen, tidskontrol i hjemmeplejen og regeljunglen på dagpengeområdet – for blot at nævne et par eksempler – koster årligt de offentligt ansatte oceaner af tid og derfor samfundet masser af penge.

…, men i en tid med økonomisk smalhals og verdens største offentlige sektor må vi intensivere kampen.

Siden 2006 har Danmark haft verdens største offentlige sektor, og derfor er der mere end nogensinde brug for, at vi siger stop og reducerer den unødvendige kontrol og dokumentation i den offentlige sektor. Undersøgelser har vist, at f.eks. lærere, socialrådgivere og sygeplejersker bruger en time om dagen på at dokumentere det arbejde de har lavet. Årligt bliver det til 60 mio. timer. En reduktion af den unødvendige administration og kontrol – bare for lærere, socialrådgivere og sygeplejersker - kunne spare det danske samfund for over 13 mia. kroner om året. De samfundsmæssige gevinster kan dog være meget højere hvis man på alle områder i den offentlige sektor vurderede hvor man kunne spare penge på unødvendigt bureaukrati. F.eks. bruger offentlige uddannelsesinstitutioner hvert år op imod 500 mio. kroner på markedsføring. Og her er altså også en oplagt mulighed for en besparelse.

Mindre bureakrati vil ikke kun spare penge…

Det høje grad af kontrol og unødvendigt bureakrati koster ikke kun mange penge i tabte arbejdstimer, men nedsætter også arbejdskvaliteten hos mange offentligt ansatte. Derudover, så forringer det den offentlige service. I skolerne betyder tvungne elevplaner og unødvendig administration mindre undervisningstid for lærerne. Og det kan forringe elevernes indlæring. I sygehusvæsenet betyder unødvendig administration mindre tid til patienterne for læger og sygplejersker. Og lægerne i Region Hovedstaden har nu fået nok. Derfor har over 1.600 læger indgivet et protestbrev om omfanget af unødvendig administration og kontrol i sygehussektoren til Region Hovedstadens ledelse.

…, men vil også øge arbejdsmoralen hos mange offentligt ansatte.

Hvis man gjorde op med en stor del kontrollen og den unødvendige administration ville man øge arbejdsmoralen hos mange offentligt ansatte. Dette kunne betyde et fald i antallet af sygedage. Og dette kunne spare samfundet for mange penge.  Derudover ville man med mindre bureaukrati opnå store gevinster indenfor den offentligt støttede forskning hvor mange forskere i dag bruger mere tid på at konkurrere internt og søge penge til forskning end på at forske.

Medarbejderne ved bedst…

Selv om man kan afskaffe megen kontrol, så er det dog nødvendigt med en vis dokumentation. Undersøgelser har dog vist, at jo mere medarbejderne har været inddraget i at vælge formerne for dokumentation, i desto større grad oplever de, at dokumentationen af opgaverne på deres arbejdsområde bidrager til bedre service for borgerne. Derfor skal man ikke angribe det unødvendige bureakrati og kontrol oppefra, men nedefra. Man skal i højere grad sætte de overordnede rammer – især økonomiske – centralt, men lade det være lokalt bestemt hvor meget kontrol og dokumentation man ønsker. Man skal fra Christiansborg ikke detailstyre detaljerne, men blot fastlægge rammerne.

… og derfor skal opgøret med bureaukratiet påbegyndes nedefra.

Til forskel for tidligere tider, så skal man i videst mulige omfang forsøge at komme det unødvendige bureaukrati, og den ineffektive kontrol, til livs nedefra hos de medarbejdere der sidder og skal bruge tid på dokumentation og kontrol. Hvis man endnu engang forsøger at komme den unødvendige kontrol til livs fra højeste niveau med kommissioner, så vil det kuldsejle ligesom det har gjort siden 1980′erne. En ny tilgang skal være, at man sætter de overordnede økonomiske rammer, men at man så lader det være lokalt bestemt – i kommunerne, på sygehuset, på plejehjemmet, på den enkelte skole - hvor meget dokumentation og kontrol som ledelsen og medarbejderne ønsker. Kun på den måde kan vi reducere bureaukratiet, højne arbejdsglæden hos mange offentligt ansatte og spare det danske samfund for mange milliarder kroner årligt.

En privatisering kan hjælpe DSB

DSB er i store problemer. Ikke bare er DSB aktuelt på jagt efter en ny topchef – den femte på blot otte måneder. Skandalerne i DSBfirst, problemerne med IC4-togene og de store besværligheder med at effektivisere DSB vidner om en organisation og virksomhed der ikke på nogen måde fungerer optimalt. Et af de store problemer i DSB er, at det både er en virksomhed der nyder stor politisk opmærksomhed og kontrol, men samtidig er en virksomhed der drives som en privat aktør, og som er i konkurrence med andre selskaber både indenlandsk og udenlandsk, f.eks. Arriva. Denne virksomhedskonstruktion er ikke optimal for DSBs mulighed for at være et effektivt transportselskab - og det går ud over kunderne. Derfor er der behov for, at man gør op med gamle dogmer og privatiserer DSB. Det offentlige skal stadig eje skinne- og signalnettet samt stationerne, men det skal gennem fri konkurrence og politisk bestemte krav gøres helt frit hvem der kører på hvilke strækninger i Danmark. Dette er den eneste måde hvorpå man kan effektivt kan sikre, at vi i Danmark igen får en effektiv togdrift af høj kvalitet – til tiden – og til en fornuftig billetpris.

DSB’s problemer skyldes især politikerne…

Den konstante politiske indgriben i DSBs interne anliggender samtidig med at virksomheden skal drives som en privat aktør gør, at DSB som virksomhed ikke kan fungere optimalt. Det har indtil videre resulteret i flere skandaler og i en generelt dårligere kvalitet af togdriften i Danmark. Politikerne har gang på gang ændret de vilkår som DSB arbejder under og det har gjort det svært for DSB at omstille sig. Politikerne har ønsket konkurrence, og der er i dag 11 transportselskaber der opererer på jernbanenettet i Danmark. DSB er dog det eneste selskab der er underlagt konstant politisk styring og ændrede vilkår.

… og helt grundlæggende at DSB er både en privat og offentlig virksomhed.

Den stramme politiske styring og det faktum at DSB er et offentligt selskab har gjort det svært at effektivisere DSB. Lønniveauet og personalegoderne i DSB helt ude af trit med resten af samfundet. F.eks. er lønningerne i DSB langt højere end i resten af staten. Og også højere end hos nogle af DSB’s konkurrenter. DSB kan ikke fortsat blive drevet som en både privat og offentlig virksomhed. Man må fra politisk side tage et valg. Og ud fra de gode erfaringer fra andre lande – herunder Sverige – så bør DSB blive privatiseret. Staten ejer Banedanmark, og det skal staten fortsat blive ved med. Det sikrer nemlig at man kan bestemme hvordan vilkårene skal være for de selskaber der får lov at køre på skinnenettet.

Staten skal eje skinner, signaler og stationer…

Gennem ejerskabet af Banedanmark og de danske stationer man fra politisk side sikre en god kontrol med de transportselskaber der får lov at køre på skinnerne. Bl.a. skal der være klare krav til hyppighed, billetpriser og kvaliteten af togtransporten. Det er en helt grundlæggende socialliberal holdning, at man ikke er fortaler for udelukkende offentlig eller privat, men er tilhænger af den kombination af offentlig eller privat der skaber den mest optimale løsning for samfundet og borgerne. Offentligt ejede skinner, signaler og stationer, men private aktører på skinnerne ville skabe de bedst mulige vilkår for en i Danmark effektiv togdrift af høj kvalitet til en fornuftig billetpris. Og erfaringerne fra andre af vores nabolande underbygger dette.

… men derfra bør det gives frit til hvem der bedst kan levere den bedste service og pris på skinnerne.

DSB er i så store problemer at det dagligt går ud over de mange tusinde borgere der bruger DSB. Helt grundlæggende, så vil en privatisering af DSB ikke betyde forværrede forhold for passagererne hvis man fra politisk side går ind og formulerer konkrete og dybdegående retningslinjer for de selskaber der skal kunne køre på det danske skinnenet. Dermed vil en privatisering af DSB heller ikke slå sig ud i en højere billetpris eller færre togafgange. Derimod ville en privatisering af DSB forbedre forholdene i den danske togtransport. Der er mange spørgsmål angående en privatisering af DSB – og de skal besvares før man eventuelt privatiserer DSB. En ting er dog helt sikkert. DSB kan ikke fortsætte som det gør i dag. Der er behov for, at vi ændrer helt grundlæggende på DSB for at sikre den togdrift som borgerne fortjener. En togdrift til en ordentlig pris, med hyppige afgange og vigtigst af alt: En togdrift til tiden.

Afskaf værnepligten og invester i Arktis

Værnepligten er ikke længere tidssvarende. En stor del af Danmarks NATO-allierede har allerede afskaffet værnepligten og Danmark burde gøre det samme. En tvungen værnepligt er ikke den bedste måde hvorpå man kan få udvalgt de bedst egnede til Forsvaret. Frivillig rekruttering til Forsvaret ville derimod resultere i bedre egnede folk – og derved sikre et mere professionelt dansk forsvar. Derudover, så er værnepligten dyr. I en tid hvor Forsvaret overvejer at spare på noget så nødvendigt som en intensiveret indsats i Danmarks Arktiske områder, så burde man i stedet afskaffe værnepligten der årligt koster Forsvaret over 1 milliard kroner.

En afskaffelse af værnepligten vil gøre Forsvaret mere professionelt…

Hvert år bliver flere tusind unge mænd i Danmark indkaldt til session og måske efterfølgende værnepligt. De fleste af dem fortsætter ikke i Forsvaret efter endt værnepligt og mange af dem som vælger at blive militærnægtere skal bruge tid på at aftjene social værnepligt. Det danske forsvar kunne sagtens klare sig med frivillig rekruttering og det ville også være med til at gøre det danske Forsvar en mere interessant karriere-vej for unge i Danmark. Ved frivillige rekruttering ville man i Forsvaret have langt nemmere ved at vælge de bedst egnede. Dermed ville en afskaffelse af værnepligten bidrage til at gøre det danske forsvar mere professionelt. Der er i regeringsgrundlaget “Et Danmark der står sammen” lagt op til at værnepligten muligvis skal afskaffes. Indtil videre er der dog kun lagt op til, at man skal lave en analyse af værnepligtens fremtid. Erfaringerne med afskaffelsen af værnepligten hos andre af Danmarks NATO-allierede er særdeles positive – både hvad angår antallet af personer der søger ind i Forsvaret og kompetencerne hos dem der vælger dette. Derfor burde man ikke iværksætte flere tidskrævende analyser, men afskaffe værnepligten allerede her og nu.

… og vil spare forsvaret for over en milliard kroner årligt.

En afskaffelse af værnepligten vil medføre en besparelse på over en milliard kroner årligt. Som følge af bl.a. indsatsen i Afghanistan og Libyen, og i kraft af det store underskud på de offentlige budgetter, så skal Forsvaret spare penge. Aktuelt er der lagt op til at Forsvaret over de kommende år skal spare 3 milliarder kroner. En afskaffelse af værnepligten ville kunne afhjælpe en tredjedel af denne besparelse. Der er med de nuværende besparelser i Forsvaret bl.a. lagt op til at man skal reducere indsatsen i de Arktiske områder der hører under Danmark. Dette er dog en særdeles dårlig ide. Den danske indsats i Arktis og i verdens brændpunkter skal ikke nedprioriteres for at kunne opretholde den utidssvarende værnepligt. De 1 milliard kroner man kan spare på afskaffelsen af værnepligten kunne med fordel bruges på den danske Afghanistan-indsats eller på at øge den danske tilstedeværelse i de Arktiske områder.

Dermed vil en afskaffelse af værnepligten være til glæde for det danske forsvar…

En afskaffelse af værnepligten er set fra Forsvarets side en god ide. Ikke bare økonomisk, men også med hensyn til kompetencerne hos ansøgerne til Forsvaret er der store fordele at hente. Erfaringerne fra andre lande viser, at man ikke opnår et ringere Forsvar ved at afskaffe værnepligten. Tværtimod. Hvis man helt skal afskaffe værnepligten, så skal man ændre grundloven da værnepligten er nedfældet i den danske grundlov. Det er dog muligt at suspendere værnepligten på ubestemt tid, og derved reelt afskaffe den. På sigt er det dog nødvendigt, at man ændrer grundloven og afskaffer værnepligten.

… og give plads til at Forsvaret kan prioritere vigtige områder, som f.eks. tilstedeværelse i Arktis.

Det danske Forsvar er med i mange betydningsfulde missioner rundt om i verdens brændpunkter. I Afghanistan yder det danske Forsvar en meget vigtig opgave med at få Afghanistan på fode igen, og i Libyen var danske F16-fly medvirkende til at vælte Gaddafi. Alle disse operationer koster penge, og derfor er det ikke kun vigtigt, at vi afsætter de nødvendige ressourcer til det danske Forsvar, men også ser på hvordan vi kan spare penge i Forsvaret. Og her er værnepligten en oplagt mulighed. Specielt i kraft af at det danske Forsvar fremadrettet også vil have stigende udgifter forbundet med bl.a. indsatsen i Arktis. Det Arktiske område er vigtigt for Danmark, og det er et område hvor spændingerne er stigende, hvilket bl.a. er slået fast af Forsvarets Efterretningstjeneste. Derfor burde vi i Danmark droppe værnepligten og fokusere på de områder af Forsvarets arbejde der er særligt vigtige for Danmark i de kommende år – herunder især det arktiske område.