mar 1, 2009
Mathias Kryspin Sørensen

Støtte til elbiler er støtte til vindmøller og grøn energi

Danmark står sammen med resten af verden overfor globale problemer som det trængte klima, fremtidig mangel på fossile brændstoffer og et stadigt større forbrug af energi. Hvis disse problemer skal løses er der brug for at tænke i alternative baner som stadig er økonomisk holdbare. Vindmøller er en god alternativ energiform, men vindmøllerne snurrer kun når det blæser om der så er brug for enerien eller ej. Og dette kan være et problem da efterspørgslen efter strøm er langt lavere om natten i forhold til om dagen. I yderste konsekvens kan man derfor blive nødt til at stoppe vindmøllen på trods af at der er kraftig blæst.

Dette ville ikke være nødvendigt hvis der var en større efterspørgsel i nattetimerne. F.eks. til biler der skulle lades op! Den store danske energiproducent DONG er meget interesseret i, at der kommer flere elbiler, og er gået sammen med 14 danske kommuner om forsøgsordninger med elbiler. Der er afsat penge til forsøgsordningerne med elbilerne på finansloven, men der er brug for en mere aktiv og gennemtænkt politik på dette område. De åbenlyse fordele af elbilerne for både miljø, støjgener og energieffektivitet er så store, at der skal arbejdes hårdt for at der kommer flere elbiler på vejene. Elbilerne vil kun blive en succes hvis ikke de skal konkurrere på prisen med almindelige benzindrevne biler, og derfor skal der ydes støtte fra statslig side så elbilerne kan blive lige så attraktive som benzinbilerne. Registreringsafgiften på elbiler skal ned, og der skal laves gennemtænkt prissystem mht. opladning så bilisterne ikke vil opleve så store svingninger i prisen på strøm, som der generelt er på El-markedet.

En omlægning af registreringsafgiften der ligger højere afgift på benzinbiler og mindre afgift på elbiler vil give større incitament til at invistere i elbiler uden at påvirke de offentlige finanser. Støtten til elbilerne vil ikke bare være en støtte til mindre forurening fra transportsektoren, men vil også afhjælpe behovet – og derfor også økonomiske tab – for at skulle stoppe vindmøllerne, så de ikke overproducerer strøm. Og set i lyset af Danmarks ambitiøse klimamålsætning, så er behovet for elbiler og flere vindmøller ikke bare ønskværdigt, men skærende nødvendigt. Støtte til elbiler er også støtte til vindmøller, og såvel elbiler som vindmøller kan bidrage til at nedbringe Danmarks CO2 udslip til glæde for klimaet og miljøet.

2 kommentarer

  • Synes det er en kanon idé at lade elbiler op om natten, med energi fra vindmøller

  • Tusind tak for din kommentar, Kim!
    Og det er bl.a. derfor, at DONG er meget interesseret i at der kommer El-biler til Danmark. Man har ikke mulighed for at lagre energien særlig effektivt, og da vindmøller kun producerer strøm når det blæser, så vil det alt andet lige gøre det mere attraktivt at sætte flere vindmøller op såfremt der kom en mere konstant efterspørgsel af energi hen over døgnet. F.eks. fra El-biler der skal oplades om natten.

    Bedste Hilsner

    Mathias

Skriv en kommentar

Velkommen til Krysser.dk!

Krysser.dk er en uafhængig blog der stiller skarpt på dansk politik med en socialliberal indgangsvinkel.

Krysser.dk udgives af Mathias Kryspin Sørensen.

Politikområder