Økonomi og behov skal gå hånd i hånd – også når det kommer til velfærdsydelser
Den svære økonomiske situation i mange kommuner og de aktuelle nationale spareplaner har foranlediget en generel debat om kommunernes økonomi – og især en debat om de områder af de kommunale budgetter der i højere grad er behovsstyret end budgetstyret. Kommunerne overtog i 2007 mange af opgaverne fra de tidligere amter, og en stor del af kommunerne har efterfølgende haft svært ved at styre udgifterne til disse opgaver. Efter kommunesammenlægningerne er udgifterne til f.eks. handicapområdet vokset meget kraftigt i visse kommuner. På folkeskoleområdet er kommunernes udgifter til skolebørn med behov for ekstra støtte eller specialundervisning også vokset kraftigt – og det skyldes ikke, at der er kommet flere børn med problemer, men primært at udgifterne til de specifikke børn er vokset langt mere end den generelle prisudvikling. I enkelte sager har visse kommuner haft udgifter for over en halv million kroner til et enkelt skolebarn med problemer eller særlige behov. I andre sager på handicapområdet har visse kommuner årligt millionudgifter til enkelte handicappede der har brug for ekstra hjælp og støtte i hverdagen. Ankestyrelsen (tidligere den Sociale Ankestyrelse) er den øverste klageinstans på social- og velfærdsområdet for borgerne. Ankestyrelsen har efter kommunalreformen og nyindført lovgivning oplevet en meget stor stigning i antallet af klager. Siden 2005 er antallet af klagesager i Ankestyrelsen steget med over 37 procent, og det har medført et stigende antal principafgørelser der i mange tilfælde har pålagt kommunerne øgede udgifter.
Det danske velfærdssamfund er opbygget for at skabe de bedste rammer for borgerne, og især hjælpe de borgere i vores samfund der har ekstra brug for hjælp. Dog er vi ved at udhule velfærden for flertallet på bekostning af en høj grad velfærd til få specifikke borgere – og det kan blive et problem på sigt. Den sociale anstændighed skal veje tungt, men det skal også være rimeligt at sammenholde økonomi og behov når det kommer til velfærdsydelser. Vi har et ansvar for de svageste i vores samfund, men vi har også et ansvar for at lave fornuftige prioriteringer der kommer hele samfundet til gode. Derfor skal Ankestyrelsen i højere grad sammenveje økonomi og behov i deres principafgørelser. Derudover skal kommunerne have øget rådgivning fra Socialministeriet og Indenrigsministeriet til at styre de kommunale udgifter på social- og handicapområdet. Vi skal have en høj grad af velfærd i Danmark der tilfalder alle danskere, og selvom mange af de offentlige ydelser er behovsstyret, så påhviler der os også en økonomisk ansvarlighed for at lave fornuftige prioriteringer der kommer flest muligt til gode uden at vi giver afkald på den social anstændighed.
2 kommentarer
Skriv en kommentar
Velkommen til Krysser.dk!
Nyeste indlæg
- Der skal være en økonomisk gulerod ved at arbejde
- Statens indtægter fra Nordsøen skal i en oliefond
- Unødig kontrol koster penge vi ikke har
- En privatisering kan hjælpe DSB
- Afskaf værnepligten og invester i Arktis
- Færre og mindre risikable lån til boligejerne
- En adskillelse af kirke og stat kan kun gå for langsomt




Hej Mathias!
;o)
Tager jeg fejl, eller var visse former for specialundervisning samt hele handicap-området ikke tidligere amtsligt?
Hvis jeg har ret, kunne dette så ikke være en del af forklaringen på denne udgiftseksplosion? Måske var amterne bare bedre til at udføre denne opgave mere omkostningseffektivt end kommunerne? Måske burde disse opgave i virkeligheden overflyttes til regionerne?
Vh.
Karsten Kristoffersen
Kære Karsten,
Tak for din kommentar!
Efter kommunalreformen fik kommunerne en stor del af amternes opgaver – bl.a. voksenhandicap-området. Og du påpeger en meget vigtig pointe! En stor del af udgiftsstigningen skyldes bl.a., at visse kommuner er blevet nødt til at købe ydelser fra private og andre kommuner – f.eks. på handicapområdet – efter at de fik opgaven med f.eks. voksenhandicappede fra amterne.
Derfor kunne der være ide i, at nogle af de tidligere amtslige (nu kommunale) opgaver bliver overflyttet til regionerne. Og det tror jeg godt kunne være med til at give en bedre økonomi – dvs. bedre kvalitet til de samme eller færre penge.
Mvh
Mathias