Der skal være en økonomisk gulerod ved at arbejde
Det skal kunne betale sig at arbejde. Så kort og præcist kan det siges. Den danske samfundsmodel er kørt af sporet når det for mange borgere i Danmark ikke kan betale sig, at påtage sig et arbejde, men i stedet er attraktivt og muligt at være på permanent offentlig forsørgelse. Vi er på gal kurs når den økonomiske gevinst ved at få et arbejde ikke er stor nok til at opveje friheden ved ikke at have et arbejde. At sikre, at der er en økonomisk gevinst ved at påtage sig et arbejde i Danmark må ikke blive en hetz mod de allersvageste i vort samfund, men der er behov for en økonomisk ”ulighed” mellem at have et arbejde og være på offentlig forsørgelse. Der er brug for en økonomisk ”gulerod” der favoriserer at være i arbejde eller aktivt jobsøgende i stedet for blot at modtage penge fra staten.
Aktuelt er incitamentet til at få et arbejde ikke stort nok…
For mange borgere i Danmark er den økonomiske motivation til at få et arbejde ikke særlig stor. Aktuelle beregninger viser, at den økonomiske ”gulerod” ved at have et arbejde 37 timer om ugen i forhold til at være på permanent offentlig forsørgelse for mange personer er på under tusind kroner om måneden – og at det for visse borgere næsten kan betale sig at få offentlige ydelser i forhold til at være i arbejde. Dette er et kæmpe problem da det ikke giver personer uden arbejde en tilstrækkelig økonomisk motivation for at søge at få et arbejde. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der aktuelt er op imod 750.000 borgere i den arbejdsdygtige alder (18-65 år), som er uden for arbejdsmarkedet. Og heri er ikke medregnet de over 200.000 borger der aktuelt er arbejdsløse. For en stor del af de næsten 950.000 borgere der ikke har et arbejde er den økonomiske gulerod ved at få et arbejde ikke særlig stor.
… og det skal en kommende skattereform lave om på.
Den kommende skattereform vil være en vigtig aftale der skal sikre, at der bliver et incitament til at arbejde, men at det samtidig gøres mindre attraktivt at forurene samt ikke at tænke over sit forbrug af el, vand og varme. Vi har brug for, at dem som er på arbejdsmarkedet, har en økonomisk motivation til at arbejde lidt mere – og samtidig har vi brug for, at dem som er uden for arbejdsmarkedet har større økonomisk motivation til at få et arbejde. Derfor skal personer, der arbejder lidt ekstra, belønnes for det – og det kan gøres ved at nedsætte topskatten og dermed skatten på den sidste tjente krone. Dernæst skal det gøres mere attraktivt at få et arbejde i stedet for at være uden for arbejdsmarkedet – og det kan gøres, ved at hæve beskæftigelsesfradraget for de laveste indkomster. I dag er beskæftigelsesfradraget ens for alle indkomstgrupper og det skal laves om. Beskæftigelsesfradraget skal være højest for lave indkomster, og skal nedsættes i takt med at indkomsten stiger.
Vi skal sikre en social anstændighed for de svageste i vort samfund…
Der er ingen modsætning mellem at skabe et fornuftigt økonomisk incitament for at arbejde, og samtidig sikre at der er en social anstændighed for de svageste i vort samfund. Ved at øge beskæftigelsesfradraget kan man skabe et naturligt incitament til at få et arbejde. Det skal være muligt og fordelagtigt, at have et deltidsarbejde mens man er på offentlig forsørgelse, men det bærende princip skal være, at det er mere økonomisk attraktivt at være på arbejdsmarkedet i forhold til at være på offentlig forsørgelse. Der skal være en økonomisk underligger for de allersvageste i vort samfund der er på offentlig forsørgelse for at sikre, at vi ikke skaber unødig fattigdom – især for børn.
…, men sikre at der er en økonomisk gulerod ved at få et arbejde – for alle borgere.
Det danske velfærdssamfund er funderet på, at vi alle yder så vi kan sikre finansiering til lige adgang til sundhed, frihed til at uddanne sig og at sikre en social sikkerhedsnet for de mest udsatte i vores samfund. Vi er på gal kurs når det for mange borgere ikke kan betale sig, at yde en indsats for fællesskabet – og når 750.000 borgere er på permanent offentlig forsørgelse i stedet for at være aktive på arbejdsmarkedet. Der er behov for en skattereform der øger den økonomiske motivation til at få et arbejde samt at arbejde lidt mere. Samtidig er der behov for, at vi sikrer et social sikkerhedsnet til de allersvageste i vort samfund, men den helt grundlæggende regel må være, at det kan betale sig at yde en indsats for fællesskabet, og at færrest mulige borgere er på offentlig forsørgelse. Ellers så er det et farvel til det danske samfund som vi kender det i dag. Et “far-velfærd” om man vil.
Skriv en kommentar
Velkommen til Krysser.dk!
Nyeste indlæg
- Der skal være en økonomisk gulerod ved at arbejde
- Statens indtægter fra Nordsøen skal i en oliefond
- Unødig kontrol koster penge vi ikke har
- En privatisering kan hjælpe DSB
- Afskaf værnepligten og invester i Arktis
- Færre og mindre risikable lån til boligejerne
- En adskillelse af kirke og stat kan kun gå for langsomt



