Der skal være en økonomisk gulerod ved at arbejde

Det skal kunne betale sig at arbejde. Så kort og præcist kan det siges. Den danske samfundsmodel er kørt af sporet når det for mange borgere i Danmark ikke kan betale sig, at påtage sig et arbejde, men i stedet er attraktivt og muligt at være på permanent offentlig forsørgelse. Vi er på gal kurs når den økonomiske gevinst ved at få et arbejde ikke er stor nok til at opveje friheden ved ikke at have et arbejde. At sikre, at der er en økonomisk gevinst ved at påtage sig et arbejde i Danmark må ikke blive en hetz mod de allersvageste i vort samfund, men der er behov for en økonomisk ”ulighed” mellem at have et arbejde og være på offentlig forsørgelse. Der er brug for en økonomisk ”gulerod” der favoriserer at være i arbejde eller aktivt jobsøgende i stedet for blot at modtage penge fra staten.

Aktuelt er incitamentet til at få et arbejde ikke stort nok…

For mange borgere i Danmark er den økonomiske motivation til at få et arbejde ikke særlig stor. Aktuelle beregninger viser, at den økonomiske ”gulerod” ved at have et arbejde 37 timer om ugen i forhold til at være på permanent offentlig forsørgelse for mange personer er på under tusind kroner om måneden – og at det for visse borgere næsten kan betale sig at få offentlige ydelser i forhold til at være i arbejde. Dette er et kæmpe problem da det ikke giver personer uden arbejde en tilstrækkelig økonomisk motivation for at søge at få et arbejde. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der aktuelt er op imod 750.000 borgere i den arbejdsdygtige alder (18-65 år), som er uden for arbejdsmarkedet. Og heri er ikke medregnet de over 200.000 borger der aktuelt er arbejdsløse. For en stor del af de næsten 950.000 borgere der ikke har et arbejde er den økonomiske gulerod ved at få et arbejde ikke særlig stor.

… og det skal en kommende skattereform lave om på.

Den kommende skattereform vil være en vigtig aftale der skal sikre, at der bliver et incitament til at arbejde, men at det samtidig gøres mindre attraktivt at forurene samt ikke at tænke over sit forbrug af el, vand og varme. Vi har brug for, at dem som er på arbejdsmarkedet, har en økonomisk motivation til at arbejde lidt mere – og samtidig har vi brug for, at dem som er uden for arbejdsmarkedet har større økonomisk motivation til at få et arbejde. Derfor skal personer, der arbejder lidt ekstra, belønnes for det – og det kan gøres ved at nedsætte topskatten og dermed skatten på den sidste tjente krone. Dernæst skal det gøres mere attraktivt at få et arbejde i stedet for at være uden for arbejdsmarkedet – og det kan gøres, ved at hæve beskæftigelsesfradraget for de laveste indkomster. I dag er beskæftigelsesfradraget ens for alle indkomstgrupper og det skal laves om. Beskæftigelsesfradraget skal være højest for lave indkomster, og skal nedsættes i takt med at indkomsten stiger.

Vi skal sikre en social anstændighed for de svageste i vort samfund…

Der er ingen modsætning mellem at skabe et fornuftigt økonomisk incitament for at arbejde, og samtidig sikre at der er en social anstændighed for de svageste i vort samfund. Ved at øge beskæftigelsesfradraget kan man skabe et naturligt incitament til at få et arbejde. Det skal være muligt og fordelagtigt, at have et deltidsarbejde mens man er på offentlig forsørgelse, men det bærende princip skal være, at det er mere økonomisk attraktivt at være på arbejdsmarkedet i forhold til at være på offentlig forsørgelse. Der skal være en økonomisk underligger for de allersvageste i vort samfund der er på offentlig forsørgelse for at sikre, at vi ikke skaber unødig fattigdom – især for børn.

…, men sikre at der er en økonomisk gulerod ved at få et arbejde – for alle borgere.

Det danske velfærdssamfund er funderet på, at vi alle yder så vi kan sikre finansiering til lige adgang til sundhed, frihed til at uddanne sig og at sikre en social sikkerhedsnet for de mest udsatte i vores samfund. Vi er på gal kurs når det for mange borgere ikke kan betale sig, at yde en indsats for fællesskabet – og når 750.000 borgere er på permanent offentlig forsørgelse i stedet for at være aktive på arbejdsmarkedet. Der er behov for en skattereform der øger den økonomiske motivation til at få et arbejde samt at arbejde lidt mere. Samtidig er der behov for, at vi sikrer et social sikkerhedsnet til de allersvageste i vort samfund, men den helt grundlæggende regel må være, at det kan betale sig at yde en indsats for fællesskabet, og at færrest mulige borgere er på offentlig forsørgelse. Ellers så er det et farvel til det danske samfund som vi kender det i dag. Et “far-velfærd” om man vil.

Statens indtægter fra Nordsøen skal i en oliefond

Den danske stat har store indtægter fra olie- og gas produktionen i Nordsøen. I 2010 var de samlede statslige indtægter fra Nordsøen lige under 24 mia. kroner. I mange år er indtægterne fra olien- og gassen gået direkte ned i statskassen, og er blevet brugt til at alt fra skattelettelser til et højere offentligt forbrug. I stedet burde pengene være gået til områder der kunne skabe økonomisk vækst i Danmark på sigt. F.eks. investeringer i forskning, bedre infrastruktur eller vedvarende energi. Danmarks undergrund tilhører ikke kun de nuværende generationer, men også fremtidige generationer. Derfor bør Danmark efter norsk forbillede oprette en oliefond der sparer olieindtægterne op, og bruger dem til investeringer i forskning, infrastruktur og vedvarende energi – og som øger Danmarks økonomisk vækst på såvel kort sigt og længere sigt.

Ideen om at oprette en dansk oliefond er ikke ny…

Ideen om at oprette en oliefond er ikke ny, og blev så sent som i 2008 diskuteret livligt. De økonomiske vismænd foreslog tilbage i 2006 at oprette en dansk oliefond efter norsk forbillede for at sikre, at pengene fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen ikke gik til skattelettelser eller et forøget offentligt forbrug, men i stedet blev sparet op. En dansk oliefond vil være en fornuftig samfundsopsparing der kan bruges på investeringer i Danmark der skaber økonomisk vækst på sigt. Investeringer i forskning, infrastruktur og vedvarende energi er alle områder hvor en investeret krone i dag ikke kun slår sig ud i et afkast i morgen og næste år, men i et højt afkast mange år ud i fremtiden.

…, men med en ny regering skal forslaget om en dansk oliefond  realiseres.

Alle partierne på venstrefløjen – Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet – og Radikale har udtrykt sig positivt over for en dansk oliefond efter norsk forbillede. En dansk oliefond vil falde helt i tråd medregeringsgrundlaget der lægger op til, at investere mere i vedvarende energi og i et mere klimavenligt Danmark. Og endnu vigtigere, så falder det helt i tråd med den grundlæggende socialliberale tanke om, at vi ikke ejer det danske samfund, men derimod tager fornuftig vare på det, så vi kan overlade det i en endnu bedre forfatning til kommende generationer. Det gælder os miljøet og de danske naturressourcer – herunder især den danske olie og gas i Nordsøen.

En oliefond ville bidrage til økonomisk ansvarlighed…

At samle statens indtægter fra de danske olie- og gas forekomster i en oliefond ville bidrage til at føre en mere ansvarlig økonomisk politik i Danmark. De nuværende olieindtægter er aktuelt en årlig ”gave” til den danske statskasse, men desværre ikke en gave der varer evigt. Den danske stats indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen har siden 2000 været på over 10 mia. kr. om året. I 2008 var indtægterne dog helt oppe på 36 mia. kroner (inkl. alle statens indtægter fra olie og gas i Nordsøen herunder kulbrinteskat, selskabsskat, produktionsafgift, dispensationsafgift, olierørledningsafgift og overskudsdeling). Den store variation i statens indtægter fra Nordsøen er en tungtvejende grund til at samle indtægterne i en statslig fond, da man derved ikke vil budgettere med indtægterne i statens finanser og i Finansloven. Ved aktuelt at budgettere med indtægterne fra Nordsøen – og derved ”for høje” offentlige indtægter – risikerer man samtidig at budgettere med for høje offentlige udgifter. At placere indtægterne fra Nordsøen i en fond – og ikke lade dem være en del af de samlede offentlige indtægter – ville altså bidrage til en større ansvarlighed over for de offentlige udgifter.

… og gavne fremtidige generationer samt dansk økonomi – også på kort sigt.

Aktuelt snolder vi i Danmark indtægterne fra olie- og gas ressourcerne i Nordsøen væk. I stedet burde vi være ansvarlige ligesom de har gjort i Norge, og sætte indtægterne fra olie- og gasproduktionen i en fond, der kan bruges til samfundsnyttige investeringer. Det er foreslået, at man genforhandler Nordsøaftalen – og der er gode argumenter for og imod. Der er kun gode argumenter for at oprette en dansk oliefond der med indtægterne fra olie- og gasproduktionen investerer i dansk forskning, vedvarende energi og en bedre infrastruktur i Danmark. Især i disse år er der behov for, at vi værner om pengene og investerer i det Danmark skal leve af i fremtiden. Derfor bør vi i Danmark oprette en samfundsnyttig oliefond. Og hellere i dag end i morgen.

Unødig kontrol koster penge vi ikke har

Læger der hver dag bruger tid på kontrol og administration i stedet for på at tilse patienter. Skolelærere der gerne vil bruge mere tid på undervisning, men i stedet må bruge tid på elevplaner, tests og rapportering. Og ansatte i jobcentrene der udelukkende beskæftiger sig med nye regler fra Christiansborg.  Vi har i Danmark verdens største offentlig sektor, men mange af pengene går til unødig kontrol og formålsløse administrative opgaver. Over 1.600 læger i Region Hovedstaden sagt fra over for det unødvendige bureaukrati. Samfundsøkonomisk skønnes det, at en reduktion i den tvungne kontrol og unødvendige dokumentation kan spare det danske samfund for langt over 13 mia. kroner årligt. Både for medarbejdernes skyld og for samfundsøkonomiens skyld bliver vi nødt til at reducere bureaukratiet i den offentlige sektor.

Kampen mod bureakrati er ikke ny…

Udbygningen af den offentlige sektor har kraftig forøget omfanget af kontrol og unødvendig administrative opgaver. Især siden 1980’erne har skiftende regeringer søgt at minimere omfanget af kontrol og regler i den offentlige sektor under slogans som ”Operation regelstorm” og ”Kampen mod bøvlet”.  Status i 2011 er dog, at f.eks. de danske dagpengeregler er ved at blive til verdens tykkeste bog med sine over 20.000 sider. Især siden år 2001 er antallet af nye love, regler, kontrolsystemer og unødvendig administration eksploderet. Krav om elevplaner i Folkeskolen, tidskontrol i hjemmeplejen og regeljunglen på dagpengeområdet – for blot at nævne et par eksempler – koster årligt de offentligt ansatte oceaner af tid og derfor samfundet masser af penge.

…, men i en tid med økonomisk smalhals og verdens største offentlige sektor må vi intensivere kampen.

Siden 2006 har Danmark haft verdens største offentlige sektor, og derfor er der mere end nogensinde brug for, at vi siger stop og reducerer den unødvendige kontrol og dokumentation i den offentlige sektor. Undersøgelser har vist, at f.eks. lærere, socialrådgivere og sygeplejersker bruger en time om dagen på at dokumentere det arbejde de har lavet. Årligt bliver det til 60 mio. timer. En reduktion af den unødvendige administration og kontrol – bare for lærere, socialrådgivere og sygeplejersker - kunne spare det danske samfund for over 13 mia. kroner om året. De samfundsmæssige gevinster kan dog være meget højere hvis man på alle områder i den offentlige sektor vurderede hvor man kunne spare penge på unødvendigt bureaukrati. F.eks. bruger offentlige uddannelsesinstitutioner hvert år op imod 500 mio. kroner på markedsføring. Og her er altså også en oplagt mulighed for en besparelse.

Mindre bureakrati vil ikke kun spare penge…

Det høje grad af kontrol og unødvendigt bureakrati koster ikke kun mange penge i tabte arbejdstimer, men nedsætter også arbejdskvaliteten hos mange offentligt ansatte. Derudover, så forringer det den offentlige service. I skolerne betyder tvungne elevplaner og unødvendig administration mindre undervisningstid for lærerne. Og det kan forringe elevernes indlæring. I sygehusvæsenet betyder unødvendig administration mindre tid til patienterne for læger og sygplejersker. Og lægerne i Region Hovedstaden har nu fået nok. Derfor har over 1.600 læger indgivet et protestbrev om omfanget af unødvendig administration og kontrol i sygehussektoren til Region Hovedstadens ledelse.

…, men vil også øge arbejdsmoralen hos mange offentligt ansatte.

Hvis man gjorde op med en stor del kontrollen og den unødvendige administration ville man øge arbejdsmoralen hos mange offentligt ansatte. Dette kunne betyde et fald i antallet af sygedage. Og dette kunne spare samfundet for mange penge.  Derudover ville man med mindre bureaukrati opnå store gevinster indenfor den offentligt støttede forskning hvor mange forskere i dag bruger mere tid på at konkurrere internt og søge penge til forskning end på at forske.

Medarbejderne ved bedst…

Selv om man kan afskaffe megen kontrol, så er det dog nødvendigt med en vis dokumentation. Undersøgelser har dog vist, at jo mere medarbejderne har været inddraget i at vælge formerne for dokumentation, i desto større grad oplever de, at dokumentationen af opgaverne på deres arbejdsområde bidrager til bedre service for borgerne. Derfor skal man ikke angribe det unødvendige bureakrati og kontrol oppefra, men nedefra. Man skal i højere grad sætte de overordnede rammer – især økonomiske – centralt, men lade det være lokalt bestemt hvor meget kontrol og dokumentation man ønsker. Man skal fra Christiansborg ikke detailstyre detaljerne, men blot fastlægge rammerne.

… og derfor skal opgøret med bureaukratiet påbegyndes nedefra.

Til forskel for tidligere tider, så skal man i videst mulige omfang forsøge at komme det unødvendige bureaukrati, og den ineffektive kontrol, til livs nedefra hos de medarbejdere der sidder og skal bruge tid på dokumentation og kontrol. Hvis man endnu engang forsøger at komme den unødvendige kontrol til livs fra højeste niveau med kommissioner, så vil det kuldsejle ligesom det har gjort siden 1980′erne. En ny tilgang skal være, at man sætter de overordnede økonomiske rammer, men at man så lader det være lokalt bestemt – i kommunerne, på sygehuset, på plejehjemmet, på den enkelte skole - hvor meget dokumentation og kontrol som ledelsen og medarbejderne ønsker. Kun på den måde kan vi reducere bureaukratiet, højne arbejdsglæden hos mange offentligt ansatte og spare det danske samfund for mange milliarder kroner årligt.

Færre og mindre risikable lån til boligejerne

Det danske boligmarked er stadig hårdt ramt oven på den økonomiske krise. Priserne er faldet drastisk, men mange har stadig svært ved at sælge deres bolig. Prisboblen på boligmarkedet der blev bygget op fra især 2002, og som brast i 2008, var ikke kun affødt af den stærke økonomiske vækst op til krisen, men fik også næring af de nye lånemuligheder der var blevet gjort tilgængelige – bl.a. flekslån og afdragsfrie lån. I første kvartal 2011 var næsten 3 ud af 4 nye boliglån variabelt forrentede lån – og heraf var en stor del af dem et-årige flekslån. Især muligheden for et-årige flekslån og afdragsfrie lån har betydet, at de fleste boligejere hvert år skal refinansiere deres boliglån eller ikke afdrager på lånet. Det giver en stor økonomisk usikkerhed. Ikke bare for den enkelte boligejer – den enkelte familie – men også for hele samfundsøkonomien. Derfor skal der ydes støtte til at flere boligejere omlægger deres korte lån til lån med en længere løbetid, og lån hvor renten er fast og ikke variabel. Helt konkret så skal der gives et skattefradrag for at omlægge et kort lån til et lån med længere løbetid.

Renten er lav og det kommer mange boligejere til gode…

Den lave rente kommer aktuelt mange boligejere til gode. De lave renter betyder, at man kan låne en million kroner til ca. 1.000 kroner om måneden og det er med til at holde boligpriserne på et urealistisk højt niveau. Den lave rente betyder, at det i et almindeligt parcelhus kan være tilfældet at varmeregningen større end boligafgiften.

…, men det kan hurtigt vende.

Den lave rente kan dog ikke forventes at vare ved. Især mange boligejere, som primært har finansieret sig med afdragsfrie lån eller flekslån, kan blive ramt meget hårdt af en stigende rente da deres månedlige ydelser risikerer at stige kraftigt. Det øgede antal låneformer og lånemuligheder har gjort det svært for mange boligejere præcist, at gennemskue de forskellige låneformer – og risikoen ved at finansiere sig med flekslån eller et afdragsfrit i forhold til et fastforrentet lån med afdrag.

Danskerne har inden for de seneste år fået deres valgmuligheder for boligfinansiering kraftigt forøget med indførelsen af forskellige former for afdragsfrie lån, flekslån, prioritetslån osv. En del af disse lån kaldes under et SDO-lån (Særligt Dækkede Obligationer) og kom på markedet i 2007. Hele motivationen for at indføre muligheden for SDO-lån var, at bankerne derved fik mulighed for at konkurrere med realkreditselskaberne, og at det i sidste ende ville give forbrugerne flere valgmuligheder og bedre priser på boligfinansiering. Indtil nu har SDO-lånene dog ikke givet de forventede fordele for danskerne. Selv bankerne erkender, at realkreditlån stadig er den billigste form for boligfinansiering, hvilket er blevet underbygget af analyser af bl.a. Forbrugerrådet. Endvidere, så har indførelsen af SDO-lån gjort det langt sværere for boligejerne, at finde ud af hvilken finansieringsform der er den mest optimale, og udsat dem for langt større risiko med deres lån samt gjort dem mere eksponerede overfor renteudsving. På den baggrund har bl.a. Nationalbanken slået fast, at bl.a. flekslån og afradgsfrie lån har været med til at forstærke den prisbobel på boligmarkedet som brast i 2008.

Vi skal gøre det attraktivt at have mindre risikable boliglån…

Det øgede antal låneformer og lånemuligheder har gjort det svært for mange boligejere præcist, at gennemskue de forskellige låneformer – og risikoen ved at finansiere sig med flekslån eller et afdragsfrit lån i forhold til et fastforrentet lån med afdrag. Det kan ikke forventes, at “Hr. og fru Jensen” eller den almindelige borger kan gennemskue alle detaljerne i de lånemuligheder de står over for når de køber f.eks. hus eller lejlighed, og slet ikke at den enkelte borger kan gætte rigtigt når det kommer til den fremtidige renteudvikling. Derfor skal lovgivningen skærpes omkring kortere flekslån og afdragsfrie lån. Helt konkret skal der stilles krav om, at boligejerne (herunder både andel og ejer) skal have afdraget en vis andel af deres boliglån før de kan få lov til at konvertere hele eller noget af boliglånet til et afdragsfrit lån eller et flekslån med variable rente. Det er en forringelse af den nuværende frihed boligejerne har til at finansiere deres bolig, men vil til gengæld nedsætte den risiko mange boligejere løber ved at finansiere sig med primært afdragsfrie lån eller korte flekslån.

Derudover, så skal det gøres attraktiv at omlægge fra et kort lån med en variabel rente til et lån med en længere løbetid hvor renten er fast. Helt konkret, så skal der gives et skattefradrag for udgifterne forbundet med at omlægge et kort lån til et lån med længere løbetid. Derudover, så skal der pålægges en årlig afgift på variabelt forrentede lån og lån uden afdrag. Korte lån, lån med variabel rente og afdragsfrie lån øger den økonomisk usikkerhed for den enkelte boligejer og det kan blive et stort problem ikke bare for den enkelte, men også for hele boligmarkedet og for dansk økonomi.

… for at skærme borgerne mod økonomisk usikkerhed – og øge tilliden til dansk økonomi.

For langt størstedelen af borgerne i Danmark er boligen noget af det de bruger den største del af deres indkomst på, og derfor er boligfinansieringen ikke noget de ønsker at ”gamble” med. Staten har en forpligtelse for at sikre en stabil økonomisk udvikling og for at minimere den økonomiske usikkerhed for borgerne. Derfor skal der strammes op på reglerne for boligfinansiering og det skal gøres mere attraktivt at have lån med lang løbetid og fast rente i forhold til kortere flekslån eller lån uden afdrag.

En ny vækstpakke må ikke være et gældsbrev