Der skal være en økonomisk gulerod ved at arbejde

Det skal kunne betale sig at arbejde. Så kort og præcist kan det siges. Den danske samfundsmodel er kørt af sporet når det for mange borgere i Danmark ikke kan betale sig, at påtage sig et arbejde, men i stedet er attraktivt og muligt at være på permanent offentlig forsørgelse. Vi er på gal kurs når den økonomiske gevinst ved at få et arbejde ikke er stor nok til at opveje friheden ved ikke at have et arbejde. At sikre, at der er en økonomisk gevinst ved at påtage sig et arbejde i Danmark må ikke blive en hetz mod de allersvageste i vort samfund, men der er behov for en økonomisk ”ulighed” mellem at have et arbejde og være på offentlig forsørgelse. Der er brug for en økonomisk ”gulerod” der favoriserer at være i arbejde eller aktivt jobsøgende i stedet for blot at modtage penge fra staten.

Aktuelt er incitamentet til at få et arbejde ikke stort nok…

For mange borgere i Danmark er den økonomiske motivation til at få et arbejde ikke særlig stor. Aktuelle beregninger viser, at den økonomiske ”gulerod” ved at have et arbejde 37 timer om ugen i forhold til at være på permanent offentlig forsørgelse for mange personer er på under tusind kroner om måneden – og at det for visse borgere næsten kan betale sig at få offentlige ydelser i forhold til at være i arbejde. Dette er et kæmpe problem da det ikke giver personer uden arbejde en tilstrækkelig økonomisk motivation for at søge at få et arbejde. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der aktuelt er op imod 750.000 borgere i den arbejdsdygtige alder (18-65 år), som er uden for arbejdsmarkedet. Og heri er ikke medregnet de over 200.000 borger der aktuelt er arbejdsløse. For en stor del af de næsten 950.000 borgere der ikke har et arbejde er den økonomiske gulerod ved at få et arbejde ikke særlig stor.

… og det skal en kommende skattereform lave om på.

Den kommende skattereform vil være en vigtig aftale der skal sikre, at der bliver et incitament til at arbejde, men at det samtidig gøres mindre attraktivt at forurene samt ikke at tænke over sit forbrug af el, vand og varme. Vi har brug for, at dem som er på arbejdsmarkedet, har en økonomisk motivation til at arbejde lidt mere – og samtidig har vi brug for, at dem som er uden for arbejdsmarkedet har større økonomisk motivation til at få et arbejde. Derfor skal personer, der arbejder lidt ekstra, belønnes for det – og det kan gøres ved at nedsætte topskatten og dermed skatten på den sidste tjente krone. Dernæst skal det gøres mere attraktivt at få et arbejde i stedet for at være uden for arbejdsmarkedet – og det kan gøres, ved at hæve beskæftigelsesfradraget for de laveste indkomster. I dag er beskæftigelsesfradraget ens for alle indkomstgrupper og det skal laves om. Beskæftigelsesfradraget skal være højest for lave indkomster, og skal nedsættes i takt med at indkomsten stiger.

Vi skal sikre en social anstændighed for de svageste i vort samfund…

Der er ingen modsætning mellem at skabe et fornuftigt økonomisk incitament for at arbejde, og samtidig sikre at der er en social anstændighed for de svageste i vort samfund. Ved at øge beskæftigelsesfradraget kan man skabe et naturligt incitament til at få et arbejde. Det skal være muligt og fordelagtigt, at have et deltidsarbejde mens man er på offentlig forsørgelse, men det bærende princip skal være, at det er mere økonomisk attraktivt at være på arbejdsmarkedet i forhold til at være på offentlig forsørgelse. Der skal være en økonomisk underligger for de allersvageste i vort samfund der er på offentlig forsørgelse for at sikre, at vi ikke skaber unødig fattigdom – især for børn.

…, men sikre at der er en økonomisk gulerod ved at få et arbejde – for alle borgere.

Det danske velfærdssamfund er funderet på, at vi alle yder så vi kan sikre finansiering til lige adgang til sundhed, frihed til at uddanne sig og at sikre en social sikkerhedsnet for de mest udsatte i vores samfund. Vi er på gal kurs når det for mange borgere ikke kan betale sig, at yde en indsats for fællesskabet – og når 750.000 borgere er på permanent offentlig forsørgelse i stedet for at være aktive på arbejdsmarkedet. Der er behov for en skattereform der øger den økonomiske motivation til at få et arbejde samt at arbejde lidt mere. Samtidig er der behov for, at vi sikrer et social sikkerhedsnet til de allersvageste i vort samfund, men den helt grundlæggende regel må være, at det kan betale sig at yde en indsats for fællesskabet, og at færrest mulige borgere er på offentlig forsørgelse. Ellers så er det et farvel til det danske samfund som vi kender det i dag. Et “far-velfærd” om man vil.

Færre og mindre risikable lån til boligejerne

Det danske boligmarked er stadig hårdt ramt oven på den økonomiske krise. Priserne er faldet drastisk, men mange har stadig svært ved at sælge deres bolig. Prisboblen på boligmarkedet der blev bygget op fra især 2002, og som brast i 2008, var ikke kun affødt af den stærke økonomiske vækst op til krisen, men fik også næring af de nye lånemuligheder der var blevet gjort tilgængelige – bl.a. flekslån og afdragsfrie lån. I første kvartal 2011 var næsten 3 ud af 4 nye boliglån variabelt forrentede lån – og heraf var en stor del af dem et-årige flekslån. Især muligheden for et-årige flekslån og afdragsfrie lån har betydet, at de fleste boligejere hvert år skal refinansiere deres boliglån eller ikke afdrager på lånet. Det giver en stor økonomisk usikkerhed. Ikke bare for den enkelte boligejer – den enkelte familie – men også for hele samfundsøkonomien. Derfor skal der ydes støtte til at flere boligejere omlægger deres korte lån til lån med en længere løbetid, og lån hvor renten er fast og ikke variabel. Helt konkret så skal der gives et skattefradrag for at omlægge et kort lån til et lån med længere løbetid.

Renten er lav og det kommer mange boligejere til gode…

Den lave rente kommer aktuelt mange boligejere til gode. De lave renter betyder, at man kan låne en million kroner til ca. 1.000 kroner om måneden og det er med til at holde boligpriserne på et urealistisk højt niveau. Den lave rente betyder, at det i et almindeligt parcelhus kan være tilfældet at varmeregningen større end boligafgiften.

…, men det kan hurtigt vende.

Den lave rente kan dog ikke forventes at vare ved. Især mange boligejere, som primært har finansieret sig med afdragsfrie lån eller flekslån, kan blive ramt meget hårdt af en stigende rente da deres månedlige ydelser risikerer at stige kraftigt. Det øgede antal låneformer og lånemuligheder har gjort det svært for mange boligejere præcist, at gennemskue de forskellige låneformer – og risikoen ved at finansiere sig med flekslån eller et afdragsfrit i forhold til et fastforrentet lån med afdrag.

Danskerne har inden for de seneste år fået deres valgmuligheder for boligfinansiering kraftigt forøget med indførelsen af forskellige former for afdragsfrie lån, flekslån, prioritetslån osv. En del af disse lån kaldes under et SDO-lån (Særligt Dækkede Obligationer) og kom på markedet i 2007. Hele motivationen for at indføre muligheden for SDO-lån var, at bankerne derved fik mulighed for at konkurrere med realkreditselskaberne, og at det i sidste ende ville give forbrugerne flere valgmuligheder og bedre priser på boligfinansiering. Indtil nu har SDO-lånene dog ikke givet de forventede fordele for danskerne. Selv bankerne erkender, at realkreditlån stadig er den billigste form for boligfinansiering, hvilket er blevet underbygget af analyser af bl.a. Forbrugerrådet. Endvidere, så har indførelsen af SDO-lån gjort det langt sværere for boligejerne, at finde ud af hvilken finansieringsform der er den mest optimale, og udsat dem for langt større risiko med deres lån samt gjort dem mere eksponerede overfor renteudsving. På den baggrund har bl.a. Nationalbanken slået fast, at bl.a. flekslån og afradgsfrie lån har været med til at forstærke den prisbobel på boligmarkedet som brast i 2008.

Vi skal gøre det attraktivt at have mindre risikable boliglån…

Det øgede antal låneformer og lånemuligheder har gjort det svært for mange boligejere præcist, at gennemskue de forskellige låneformer – og risikoen ved at finansiere sig med flekslån eller et afdragsfrit lån i forhold til et fastforrentet lån med afdrag. Det kan ikke forventes, at “Hr. og fru Jensen” eller den almindelige borger kan gennemskue alle detaljerne i de lånemuligheder de står over for når de køber f.eks. hus eller lejlighed, og slet ikke at den enkelte borger kan gætte rigtigt når det kommer til den fremtidige renteudvikling. Derfor skal lovgivningen skærpes omkring kortere flekslån og afdragsfrie lån. Helt konkret skal der stilles krav om, at boligejerne (herunder både andel og ejer) skal have afdraget en vis andel af deres boliglån før de kan få lov til at konvertere hele eller noget af boliglånet til et afdragsfrit lån eller et flekslån med variable rente. Det er en forringelse af den nuværende frihed boligejerne har til at finansiere deres bolig, men vil til gengæld nedsætte den risiko mange boligejere løber ved at finansiere sig med primært afdragsfrie lån eller korte flekslån.

Derudover, så skal det gøres attraktiv at omlægge fra et kort lån med en variabel rente til et lån med en længere løbetid hvor renten er fast. Helt konkret, så skal der gives et skattefradrag for udgifterne forbundet med at omlægge et kort lån til et lån med længere løbetid. Derudover, så skal der pålægges en årlig afgift på variabelt forrentede lån og lån uden afdrag. Korte lån, lån med variabel rente og afdragsfrie lån øger den økonomisk usikkerhed for den enkelte boligejer og det kan blive et stort problem ikke bare for den enkelte, men også for hele boligmarkedet og for dansk økonomi.

… for at skærme borgerne mod økonomisk usikkerhed – og øge tilliden til dansk økonomi.

For langt størstedelen af borgerne i Danmark er boligen noget af det de bruger den største del af deres indkomst på, og derfor er boligfinansieringen ikke noget de ønsker at ”gamble” med. Staten har en forpligtelse for at sikre en stabil økonomisk udvikling og for at minimere den økonomiske usikkerhed for borgerne. Derfor skal der strammes op på reglerne for boligfinansiering og det skal gøres mere attraktivt at have lån med lang løbetid og fast rente i forhold til kortere flekslån eller lån uden afdrag.

Virksomhedsskatter der giver profit og arbejdspladser

I Danmark har vi en interesse i, at erhvervslivet har de bedst mulige vilkår. Konkurrencedygtige virksomheder er med til at gøre Danmark rigere. De er fundamentet for, at vi er i stand til at finansiere skoler og hospitaler. De er en af kernerne i vores velfærdssamfund. Vi skal alle bidrage til det danske samfund. Det gælder også virksomhederne.

Virksomheder i Danmark bidrager bl.a. over selskabsskatten…

De danske virksomheder bidrager til samfundet ved at betale selskabsskat. Selskabsskatten gav i 2007 64,3 milliarder kroner til den danske statskasse. I 2011 skønnes selskabsskatten at bidrage med 55,2 milliarder kroner (jf. Finansministeriet). Den danske selskabsskat er blevet sat ned over flere omgange siden 1980‘erne. Siden 2001 er den sat ned fra 30 procent til 25 procent, med anbefaling fra Velfærdskommissionen. Den danske selskabsskat er lavere end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Sverige har en selskabsskat på 26,3 procent, Norge ligger på 28 procent, Tyskland på 29,8 procent og Finland 26 procent. Danmark har dog en relativt vidtgående skattebase. Skatten beregnes ud fra et bredt fundament hos virksomhederne. Det er dog ikke alle virksomheder, der betaler selskabsskat. Kun omkring halvdelen af virksomhederne i Danmark betaler selskabsskat, og andelen er faldende. Selskabsskatten betales primært af de største industri- og finansielle virksomheder og af de mindre handels- og servicevirksomheder. Dermed vil en lavere selskabsskat ikke komme hele det danske erhvervsliv til gode, men kun udvalgte sektorer og brancher. Danmark har ingen interesse i at bidrage til et “race to the bottom” med selskabsskatterne i EU. Danmark skal arbejde for, at man får en ens selskabsskat i alle EU-lande. Virksomheder skal ikke skele til selskabsskattesatsen, når de vælger hvilket EU-land, de skal slå sig ned i.

…, men der er andre skatter som virksomhederne også finder problematiske.

Selskabsskatten er kun én af de skatter, som virksomhederne betaler. Den høje skat på arbejde, iværksætterskatten og en lang række afgifter er for mange virksomheder en langt større hæmsko for vækst og flere arbejdspladser end selskabsskatten. Dansk Byggeri har advokeret for, at det ville være langt mere hensigtsmæssigt for erhvervslivet at sænke skatten på arbejde i forhold til at sænke selskabsskatten. DI og Dansk Erhverv har også været stærke fortalere for en lavere skat på arbejde. Dette understøttes af opgørelser fra OECD, der slår fast, at gevinsten i kroner og øre ved at yde en ekstra arbejdsmæssig indsats på arbejdsmarkedet i Danmark er blandt de laveste i alle OECD-landene.

Vi skal have et skattesystem der tilskynder virksomhederne til forskning og udvikling…

Et andet forslag, der udover en lavere skat på arbejde og en afskaffelse af iværksætterskatten, er, hvis mindre virksomheder kunne trække deres udgifter til forskning og udvikling fra i skat og i stedet betale skatten senere, når de vokser sig store. Aktuelt har man sådan en ordning i Storbritannien, og her har man gode erfaringer med denne tidsforskudte virksomhedsskat.

…, og så skal vi afskaffe de skatter der virkelig hæmmer virksomhederne i at skabe vækst og arbejdspladser.

Vi burde nedsætte skatten på arbejde, afskaffe iværksætterskatten og tilbyde mindre virksomheder fradrag for investeringer i forskning. Hvis Danmark eller andre EU-lande begynder at konkurrere på at nedsætte selskabsskatten, kan vi ende med at have en selskabsskat på et rundt “0”. Og det vil ikke bidrage til at finansiere det velfungerende danske samfund, som virksomhederne er en del af. Det vil ikke give danskerne mere lyst til at arbejde mere, og det vil ikke gøre det mere attraktivt at investere i små iværksættervirksomheder, som er en af kernerne i fremtidens velfærdssamfund.

Alle borgere skal uden brugerbetaling have adgang til velfærden

Alle borgere i Danmark bidrager til velfærdsgoderne over deres skatteindbetalinger. Nogle betaler mere i skat, mens andre betaler lidt mindre, og nogle har et større behov for velfærdsgoderne, mens andre har et langt mindre behov for f.eks. læge- og hospitalsbehandling. Princippet om, at der skal være gratis adgang for alle borgere til velfærdsgoderne uanset deres økonomiske formåen eller sociale baggrund, er et princip vi skal holde fast i. Dette princip er nemlig det, der er med til at sikre sammenhængskraften og tilslutningen til den danske samfundsmodel – en samfundsmodel der har skabt os en høj velstand og et velfungerende samfund med mest mulig frihed til den enkelte borger.

Det er nødvendigt, at alle borgere bidrager til fællesskabet. Forholdet mellem borgerne og samfundet skal være defineret ved, at vi alle yder efter evne og nyder efter behov. Styrken i den danske samfundsmodel er, at vi alle bidrager til det fælles bedste, mod at vi også får del i det fælles bedste – og på den måde har et tilhørsforhold til fællesskabet og hinanden. Derfor er ideen om at målrette offentlige ydelser, eller at pålægge brugerbetaling på offentlige ydelser en rigtig dårlig ide. En beskeden brugerbetaling på det at gå til lægen, vil være fornuftigt, men generel brugerbetaling på en lang række offentlige ydelser vil skævvride det forhold borgerne har til velfærden – og dermed fællesskabet.

Selv de der betaler allermest i skat, skal have gratis adgang til hospitalerne uden at blive opkrævet en større betaling. Det progressive skattesystem betyder, at de som tjener mest betaler en større andel af deres indkomst i skat – og derfor er det kun rimeligt, at de også har samme adgang til ydelserne som alle andre.  Samtidig er det vigtigt, at vi ikke friholder nogle fra fællesskabet på baggrund af deres økonomiske formåen eller sociale baggrund. Derfor skal vi ikke gennem en høj brugerbetaling udelukke nogle fra velfærdsgoder såsom uddannelse og sundhed. Styrken i den danske samfundsmodel er, at alle har de samme muligheder, men at vi ikke kræver, at alle borgere opnår de samme resultater. I stedet danner vi grundlaget for, at alle kan opnå de bedst mulige resultater til deres eget og samfundets bedste uanset deres økonomiske eller sociale baggrund.

Den politiske debat i Danmark er meget centreret om hvad specifikke ydelser koster samfundet, men det er vigtigt at denne debat ikke kommer til at omhandle specifikke samfundsgrupper. Det er helt fornuftigt og naturligt, at vi løbende i Danmark diskuterer hvordan vi bruger pengene bedst muligt og løbende omprioriterer midlerne. Dog skal vi holde fast i, at pengene tilhører fællesskabet og relaterer sig til offentlige ydelser – og ikke specifikke samfundsgrupper. Styrken i den danske samfundsmodel er, at vi alle bidrager og derigennem får de samme muligheder – og det skal vi holde fast i.

Det skal være mere attraktivt at arbejde i Danmark

Jo flere der er i arbejde i Danmark, jo større velstand kan vi opnå som samfund, og jo flere velfærdsgoder kan vi tillade os at have. Derfor er det helt grundlæggende, at vi i højere grad tilskynder til at alle får et arbejde og aktivt arbejder for, at de som enten er arbejdsløse eller uden for arbejdsmarkedet får et arbejde. På trods af, at vi kun er på vej ud af den økonomiske krise og arbejdsløsheden stadig er høj, så er det paradoksale, at vi blot om få år kommer til at mangle arbejdskraft i Danmark, i takt med at flere seniorer går på pension, mens færre unge indtræder på arbejdsmarkedet. Helt konkret vil 250.000 seniorer forlade arbejdsmarkedet i de kommende år mens kun 100.000 unge vil indtræde på dette.

Gennem en mere målrettet aktivering, efteruddannelse og opkvalificering af ledige, i samarbejde med erhvervslivet, skal kommunerne sikre, at flest mulige arbejdsløse igen får et arbejde, men der er også behov for, at vi helt grundlæggende gør det mere attraktivt at arbejde. Vi har brug for, at dem som er på arbejdsmarkedet, har lyst til at arbejde lidt mere – og samtidig har vi brug for at dem som er uden for arbejdsmarkedet har større økonomisk motivation for at søge at få et arbejde. Derfor skal personer, der arbejder lidt ekstra, belønnes for det – og det kan gøres ved at nedsætte topskatten og dermed skatten på den sidste tjente krone. Dernæst skal det gøres mere attraktivt at få et arbejde i stedet for at være uden for arbejdsmarkedet – og det kan gøres, ved at hæve beskæftigelsesfradraget for de laveste indkomster. I dag er beskæftigelsesfradraget ens for alle indkomstgrupper og det skal laves om. Beskæftigelsesfradraget skal være højst for lave indkomster, og skal nedsættes i takt med at indkomsten stiger.

Vi skal gennem skattesystemet søge at tilskynde danskerne til at arbejde mere, uden at vi skærer i de sociale ydelser, for de pesoner der virkelige har brug for disse – og uden at vi gennem unødvendige skattelettelser fjerner det økonomiske grundlag for kernevelfærd som sundhed og uddannelse. Vi skal indrette vores skattesystem, så vi i højere grad beskatter det vi vil have mindre af: forurening og spild af ressourcer. Derimod skal vi fjerne skattebyrden fra det, vi gerne vil have mere af: arbejde. Kun gennem et intelligent og gennemskueligt skattesystem kan vi tilskynde alle i Danmark, til at gøre det, der er bedst for dem selv – og bedst for det danske samfund.