Principper for en økonomisk, vidensmæssig og social genopretning af Danmark

Ikke kun økonomisk, men også social genopretning

Økonomiske krisetider går ofte hårdest ud over samfundets svageste. Og sådan er det desværre også under den nuværende økonomiske krise. Derfor er der i Danmark ikke kun behov for en økonomisk genopretning, men i ligeså høj grad behov for en social genopretning. Der er behov for, at vi i højere grad opstiller faste socialpolitiske mål for at sikre, at langt flere borgere med psykiske sygdomme, udsatte børn og familier der lever med misbrug, og tidligere kriminelle får mulighed for at få den fremtid de ønsker.

Danmark skal have en fattigdomsgrænse…

Første skridt på vejen til at løse et problem er dog at anerkende at det eksisterer. Derfor er det nødvendigt, at vi i Danmark får en fattigdomsgrænse. Der skal nedsættes en Kommission der kan kulegrave problemet med fattigdom i Danmark, og komme med et fornuftig bud på en fattigdomsgrænse. En fattigdomsgrænse skal ikke bare afhænge af indkomst, men også af andre faktorer som f.eks. sundhed og sociale muligheder. Arbejderbevægelsens erhvervsråd har på baggrund af bl.a. EU og OECD’s fattigdomsgrænse analyseret antallet af fattige i Danmark. Deres konklusion er, at der er op imod 234.000 fattige i Danmark. Bare på Fyn lever over 20.000 mennesker i fattigdom (se nedenstående tabel). Og antallet har været stærkt stigende i de seneste år.

… og vi skal prioritere en bedre social indsats.

Overalt på Fyn og i Danmark findes der fattige og sociale skæbner, vi som samfund ikke formår at tage os af. Brønderslevsagen er et tydeligt eksempel på, at der er behov for en bedre social indsats. Derfor skal der iværksættes en social genopretning i Danmark. En helhedsorienteret plan og ekstra 4 mia. kroner årligt skal bidrage til at udsatte og sårbare grupper får muligheden for en bedre fremtid. ”Fattigdomsydelser” som starthjælpen, 450-timers reglen og kontanthjælpsloftet skal afskaffes. Ydelserne hjælper ikke de berørte tilbage på arbejdsmarkedet, men er til gengæld med til at holde mange familier fastlåst i dårlige sociale vilkår og i fattigdom.

Fattigdom og dårlige sociale vilkår kan sætte sig spor for resten af livet…

Fattigdom og dårlige sociale vilkår kan ses mange steder. Aktuelt er der op imod 6.000 børn i Danmark der har et længerevarende ulovligt fravær fra Folkeskolen – og det er 6.000 for mange. En hård barndom kan sætte sig spor resten af livet. Tilknytning af socialrådgivere til de alle danske folkeskoler skal sikre, at flest mulige børn har en god skolegang.

I kriminalforsorgen er der ligeledes mange unge der har brug for en hjælpende hånd. Over en tredjedel af de indsatte i de danske fængsler har tidligere været fængslet inden for de sidste 5 år – og især for de 15-25 årige er der mange gengangere. For at bryde denne konstante svingdør mellem samfund og fængsel, skal vi i det danske Kriminalforsorgen i langt højere grad afprøve alternative strafformer samt bruge samfundstjeneste langt mere aktivt end vi gør i dag.  Det skal være et klart mål, at flere af de, især unge, kriminelle ikke kommer tilbage i fængsel, men i stedet får muligheden for at få et job og et liv efter deres kriminelle ugerninger.

… og derfor skal vi tage større ansvar for dem der har det sværest.

Samlet set, så må den økonomiske krise ikke betyde, at vi som samfund glemmer dem der har det allersværest. For hvis det sker, så har vi for alvor mistet en del af det der er unikt for det danske samfund: Et samfund hvor alle har lige muligheder og hvor vi tager ansvar for dem der har det sværest. Uden en økonomisk genopretning er det en utopi at tro, at vi effektivt kan hjælpe de udsatte borgere der har brug for samfundets hjælp. Den sociale genopretning skal, ligesom den økonomiske genopretning, iværksættes med det samme.

Alle borgere skal uden brugerbetaling have adgang til velfærden

Alle borgere i Danmark bidrager til velfærdsgoderne over deres skatteindbetalinger. Nogle betaler mere i skat, mens andre betaler lidt mindre, og nogle har et større behov for velfærdsgoderne, mens andre har et langt mindre behov for f.eks. læge- og hospitalsbehandling. Princippet om, at der skal være gratis adgang for alle borgere til velfærdsgoderne uanset deres økonomiske formåen eller sociale baggrund, er et princip vi skal holde fast i. Dette princip er nemlig det, der er med til at sikre sammenhængskraften og tilslutningen til den danske samfundsmodel – en samfundsmodel der har skabt os en høj velstand og et velfungerende samfund med mest mulig frihed til den enkelte borger.

Det er nødvendigt, at alle borgere bidrager til fællesskabet. Forholdet mellem borgerne og samfundet skal være defineret ved, at vi alle yder efter evne og nyder efter behov. Styrken i den danske samfundsmodel er, at vi alle bidrager til det fælles bedste, mod at vi også får del i det fælles bedste – og på den måde har et tilhørsforhold til fællesskabet og hinanden. Derfor er ideen om at målrette offentlige ydelser, eller at pålægge brugerbetaling på offentlige ydelser en rigtig dårlig ide. En beskeden brugerbetaling på det at gå til lægen, vil være fornuftigt, men generel brugerbetaling på en lang række offentlige ydelser vil skævvride det forhold borgerne har til velfærden – og dermed fællesskabet.

Selv de der betaler allermest i skat, skal have gratis adgang til hospitalerne uden at blive opkrævet en større betaling. Det progressive skattesystem betyder, at de som tjener mest betaler en større andel af deres indkomst i skat – og derfor er det kun rimeligt, at de også har samme adgang til ydelserne som alle andre.  Samtidig er det vigtigt, at vi ikke friholder nogle fra fællesskabet på baggrund af deres økonomiske formåen eller sociale baggrund. Derfor skal vi ikke gennem en høj brugerbetaling udelukke nogle fra velfærdsgoder såsom uddannelse og sundhed. Styrken i den danske samfundsmodel er, at alle har de samme muligheder, men at vi ikke kræver, at alle borgere opnår de samme resultater. I stedet danner vi grundlaget for, at alle kan opnå de bedst mulige resultater til deres eget og samfundets bedste uanset deres økonomiske eller sociale baggrund.

Den politiske debat i Danmark er meget centreret om hvad specifikke ydelser koster samfundet, men det er vigtigt at denne debat ikke kommer til at omhandle specifikke samfundsgrupper. Det er helt fornuftigt og naturligt, at vi løbende i Danmark diskuterer hvordan vi bruger pengene bedst muligt og løbende omprioriterer midlerne. Dog skal vi holde fast i, at pengene tilhører fællesskabet og relaterer sig til offentlige ydelser – og ikke specifikke samfundsgrupper. Styrken i den danske samfundsmodel er, at vi alle bidrager og derigennem får de samme muligheder – og det skal vi holde fast i.

Den nødvendige sociale indsats – såvel menneskeligt som økonomisk

Som samfund har vi et ansvar for de der har det sværest, og som har størst sandsynlighed for ikke at få et normalt liv, men derimod et liv præget af sociale problemer, kriminalitet og dårlige livsvilkår. Vi skal være dette ansvar meget bevidst, især når det drejer sig om den gruppe i vores samfund der er mest sårbare over for sociale problemer og ustabile livsvilkår – nemlig vores børn. De politiske argumenter for en bedre indsats på det sociale områder skal være funderet i en generel social anstændighed og medmenneskelighed, men det er også nødvendigt at man belyser de positive økonomiske argumenter. En netop offentliggjort undersøgelse fra Center for Alternative Samfunds Analyser (CASA) konkluderer, at en øget indsats på det forebyggende sociale område er en rigtig god investering for samfundet. Danmark kan få en årlig gevinst på op mod 14 mia. kroner, hvis bare halvdelen af de mest udsatte børn får et normalt liv efter deres barndom. Dette skønnes at kunne opnået ved at investere lige under 5 milliarder mere i det sociale område der vedrører udsatte børn og deres familier. For hver 100 kr. der spares på udgifter til socialt udsatte, står kommunerne for 65 kr. af denne besparelse. Derfor er en bedre og mere effektiv forebyggelse af sociale problemer en god investering for både staten og lokalt i kommunerne.

Undersøgelsen fra CASA viser endvidere, at en øget forebyggelsesindsats på det sociale område er en af de bedste måder, hvorpå man kan nedbringe antallet af personer på overførselsindkomster såsom kontanthjælp, førtidspension, revalidering, sygedagpenge, hele det specialiserede område og efterløn. Samlet set overførsler, der årligt koster statskassen 140 mia. kroner. En bedre social forebyggelsesindsats kunne helt konkret være en øget mulighed for familiedøgnbehandling, psykologbehandling, faste kontaktpersoner, intensiv familiestøtte, misbrugsbehandling eller bedre muligheder for tidlige anbringelser.

Ikke kun ud fra et økonomisk synspunkt, men også ud fra et menneskeligt synspunkt burde der gøres langt mere for en bedre forebyggende social indsats. Hvert år fødes der ca. 65.000 børn i Danmark, hvoraf de fleste af vil får et helt normalt liv. Dog er 10.000 af disse nyfødte børn i risikozonen for en sværere opvækst med større sandsynlighed for at ende i sociale problemer, kriminalitet mv. Og ca. 4 procent af disse nyfødte børn – hvilket svarer til 2.600 børn – vil ende i større problemer med permanent eller langvarig offentlig behandling til følge. Vi har et socialt og medmenneskeligt ansvar for at langt færre børn kommer i risikozonen, og får så hård en opvækst, at det potentielt kan give dem store problemer senere i livet. Og hvis vi gennem en bedre forebyggende social indsats kan sikre, at et fåtal af de disse børn får et liv som alle os andre, så burde vi ikke tøve med at investere flere penge i en sådan indsats. Som undersøgelsen fra CASA konkluderer, så er der stor sandsynlighed for, at investeringen giver et stort positivt økonomisk afkast til samfundet.

Problemerne i de udsatte boligområder skal løses ved at fokusere på de menneskelige problemer

På trods af at vi i Danmark i vid udstrækning søger at give lige muligheder til alle danskere f.eks. når det kommer til uddannelse og sundhed, så opnår vi ikke altid lige resultater. Man har selv et ansvar som menneske, for at blive en del af fællesskabet og bidrage til det danske samfund. Vi har dog også et ansvar som samfund for at tage os af dem som har det sværest i fællesskabet, og give dem en chance for at få de muligheder som vi andre har.

Hvor godt man klarer sig i samfundet er ikke nødvendigvis geografisk betinget, men ikke desto mindre er det et faktum, at der er boligområder i Danmark med en høj andel af personer med sociale problemer, lav grad af tilknytning til arbejdsmarkedet eller på anden måde med brug for en hjælpende hånd. Og selv om vi skal modarbejde, at der opstår boligområder med mange udsatte borgere, så vil der altid være boligområder i Danmark, hvor der bor folk som generelt er mere udsatte eller på anden måde har brug for samfundets hjælp. Dvs. boligområder hvor en større andel af beboerne er arbejdsløse, har sociale problemer, er nye i det danske samfund eller på anden måde har brug for det offentliges støtte til selvhjælp. I den politiske debat bruges ofte ordet ”ghetto” om de udsatte boligområder, men i ordet ghetto ligger betydningen af et område hvor beboerne måske ufrivilligt har valgt at bo, og som er mere eller mindre isoleret fra det omkringliggende samfund. At bruge ordet ghetto om et udsat boligområde er misvisende, og flytter fokus fra de reelle problemer hos den enkelte hvad enten det er arbejdsløshed, sociale problemer, kriminalitet, lav grad af kontakt med den danske kultur eller noget helt femte.

De seneste forslag fra f.eks. Socialdemokratiet og Venstre om ikke at kunne få familiesammenføring hvis man bor i et udsat boligområde, forslag om at give huslejerabat til ressourcestærke beboere der flytter til et udsat boligområde eller forslag om at rykke studerende ud i udsatte boligområder, er alle udtryk for en uhensigtsmæssig forskelsbehandling. Og går direkte imod den høje grad af ligestilling på det danske arbejdsmarked som dokumenteret af Lønkommissionen i foråret 2010.

Der er ikke nogle hurtige og nemme løsninger på problemerne i de udsatte boligområder i Danmark, men det er vigtigt at slå fast, at problemerne vedrører den enkelte person – og ikke som sådan et geografisk område. Hvad enten man er socialt udsat, ny i Danmark eller arbejdsløs, så spiller det en meget vigtig rolle at have tilknytning til arbejdsmarkedet og en meningsfuld hverdag. Der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet – også dem der måske ikke endnu er så gode til dansk eller generelt har problemer med at begå sig på en arbejdsplads. Derfor skal den arbejdsmarkedspolitiske indsats bl.a. med aktiveringstilbud og opkvalificering fokusere på den enkeltes behov – og det skal anerkendes, at visse personer har så store behov, at de kræver ekstra meget opmærksomhed. Derudover skal de virksomheder der hjælper enten nydanskere eller danskere med sociale problemer til en fod i døren på arbejdsmarkedet, belønnes. Det at påtage sig et samfundsansvar påhviler ikke kun den enkelte borger, men også virksomhederne i Danmark.

Staten har aldrig været god til at skabe liv og udvikling – det skal gro nedefra og fremkomme naturligt, men staten kan skabe rammerne og udfoldelsesmulighederne for en naturlig udvikling. Derfor skal problemerne i de udsatte boligområder løses ved, at man fokuserer på de problemer som de enkelte mennesker i de udsatte områder måtte have. Tilknytningen til arbejdsmarkedet spiller en vigtig rolle for hvordan man løser mange af problemerne. Netop derfor skal målrettet erhvervsrelevant aktivering, uddannelse og opkvalificering samt et tæt samarbejde med erhvervslivet sikre, at alle har mulighed for en tilknytning til arbejdsmarkedet – og det skal afhjælpe de problemer der er i mange udsatte boligområder.