Danmarks engagement i Afghanistan skal i højere grad fokuseres på det genopbyggende arbejde

Danmark har siden 2002 været engageret sammen med vores NATO-allierede i Afghanistan. Det danske engagement har primært været fokuseret på en fredsskabende indsats med det formål at sikre demokrati, frihed og menneskerettigheder til den afghanske befolkning – og for at eliminere den trussel Taleban-regimet udgjorde mod Danmark og andre lande gennem deres aktive støtte af terrororganisationer som Al-Qaeda.

Siden Danmark og NATO gik ind i Afghanistan har afghanerne afholdt flere demokratiske valg, de har fået frihed til f.eks. at gå klædt som de vil og piger har fået lov til at gå i skole. Alle ting der var utænkelige under det undertrykkende Taleban-regime. Vi har i Danmark med vores engagement i Afghanistan udvist ansvar over for vores internationale forpligtelser og forsvaret demokrati, frihed og menneskerettigheder – værdier der er helt grundlæggende og som udgør fundamentet for det danske samfund.

Danske soldater skal ikke være permanent i Afghanistan, og når det er muligt skal vi overdrage en større del af ansvaret for indsatsen til afghanerne selv. Ydermere er det vigtigt, at en større del af den danske indsats bliver brugt på en fredsbevarende indsats og genopbygningsopgaver. Danmark har en høj ekspertise inden for genopbygning af krigshærgede områder, og de danske soldater har udvist store kompetencer i, at opbygge fornuftige og troværdige relationer til den lokale civilbefolkning der har gjort indsatsen med at skabe sikkerhed i Afghanistan lettere. Kompetencer der er nødvendige når man sammen med lokalbefolkningen skal bevare freden, genopbygge infrastrukturen, sikre tilgængelighed til livsnødvendige fornødenheder såsom rent drikkevand og koordinere den lokale sikkerhed med afghansk politi og de afghanske sikkerhedsstyrker. De danske soldater har deltaget aktivt i mange af de hårde kampe i Helmand-provinsen, og de afghanske sikkerhedsstyrker bliver nu nødt til i højere grad, at deltage aktivt i kampaktionerne. Dette er nødvendigt for at vise afghanerne, at det er deres egne sikkerhedsstyrker der går forrest med at skabe fred og sikkerhed i deres land. Indtil de afghanske sikkerhedsstyrker selv kan administrere sikkerheden for den afghanske civilbefolkning, så må NATO – og herunder de danske soldater – yde den fornødne støtte. Tidsmæssige delmål er helt nødvendig for, at man kan gøre afghanerne ansvaret med at varetage sikkerheden bevidst, og på et tidspunkt trække sig ud af Afghanistan.

Den aktive danske udenrigspolitik er grunden til, at Danmark har været involveret i fredsskabende aktioner på f.eks. Balkan i 90’erne og i Afghanistan siden 2001, og er helt grundlæggende for at Danmark kan leve op til sit internationale ansvar. Danmark skal også i fremtiden være til stede i brændpunkter rundt om i verden, og bidrage til at skabe fred, demokrati og menneskerettigheder sammen med vores allierede i NATO og EU. Dog er det vigtigt, at Danmark bidrager med hvad vi er bedst til – og det er især det genopbyggende og fredsbevarende arbejde.

Ligestilling skal fokusere på lige muligheder mere end lige resultater

Ligestillingsdebatten er en konstant og nødvendig debat da ligestilling er fundamentet for et bedre samfund. Kun gennem en bedre udnyttelse alle de forskellige kompetencer, evner og styrker vi hver især besidder kan vi opnå bedre resultater, få nye ideer og danne grundlag for ny viden ved at nytænke løsninger på allerede kendte problemstillinger. Ligestilling handler ikke kun om ligestilling mellem mænd og kvinder, men handler for eksempel ligeså meget om ligestilling mellem aldersgrupper, ligestilling mellem kulturer og ligestilling mellem landsdele. Kampen for ligestilling er dermed også en kamp for at bryde den sociale arv ved at sikre lige muligheder uanfægtet af social baggrund, opvækstmiljø og økonomisk udgangspunkt.

Det er dog en væsentlig forskel mellem ligestilling og lighed. Ligestilling handler om at give lige muligheder, men dette betyder ikke nødvendigvis lige resultater. Danmark har i over 35 år haft en aktiv ligelønspolitik understøttet af fornuftig lovgivning. Ligelønskommissionen konkluderede i sin rapport fra foråret, at der er ligeløn i Danmark på tværs af køn, men at der derimod er store forskelle på hvor mange kvinder og mænd der er indenfor de enkelte erhverv. Derudover er der store forskelle på hvor lang tid kvinder og mænd er på barsel, hvor mange mænd i forhold til kvinder der er i lederstillinger og hvor stor en andel af beskæftigede ansat på deltid der er kvinder. Undersøgelser har vist, at de kvinder som har kortere barselsperiode eller ikke er på deltidsstillinger også er de kvinder, som tjener klart mest og har høje ledelsesstillinger. Derfor skal fundamentet for en endnu bedre ligestilling mellem kønnene i Danmark skabes gennem et bedre barselssystem hvor barselsperioden for kvinder og mænd er den samme. Et forbillede kunne være Island hvor mænd og kvinder har 3 måneders barsel hver for sig og derudover 3 måneders fælles barsel.

En bedre ligestilling mellem kønnene i Danmark handler altså om at give lige muligheder bl.a. gennem en bedre barselslovgivning. Fokus skal primært være på, at skabe det bedst mulige udgangspunkt for den ønskværdige ligestilling. Derved er debatten om kvoter – f.eks. regler om antallet af kvinder i virksomhedsbestyrelser – ikke en ligestillingsdebat, men en ”lighedsdebat” da man med kvoter ikke fokuserer på, at skabe lige muligheder. Man forsøger derimod at gennemtvinge et bestemt resultat uanfægtet af om der er lige muligheder. På den måde risikerer man i ligestillingens navn, at diskriminere ved at afholde f.eks. kvinder og mænd fra de samme resultater på trods af et ens udgangspunkt og de samme muligheder. Det skal være målet, at skabe incitamenter og grobund for en fornuftig ligestillingskultur der bygger på lige muligheder på tværs af f.eks. køn og alder – ikke at gennemtvinge en ligestilling som ikke er (forsøgt) fremkommet naturligt.

En større satsning på grundforskning skal skabe nye virksomheder og nye arbejdspladser i Danmark

En stor del af debatten om dansk økonomi omhandler størrelsen af beskæftigelsen og antallet af ledige på arbejdsmarkedet. Det er helt naturligt da et velfungerende arbejdsmarked er grundlaget for det danske velfærdssamfund. For at opnå en høj beskæftigelse og en lav ledighed er det essentielt at der hele tiden bliver skabt nye arbejdspladser i Danmark. Mange danske arbejdspladser rykker til lande hvor omkostningerne er lavere, og derfor er en konstant og øget jobskabelse helt vitalt for Danmarks fortsatte velstand.

Nye arbejdspladser kommer dog ikke af sig selv, og derfor er der brug for en øget satsning på forskning – og især grundforskning. Flere midler til forskning er med til at skabe nye ideer og ny viden der kan blive til arbejdspladser, og nye vækstområder for det danske erhvervsliv. Strategisk forskning kan ikke sammenlignes med langsigtet fri grundforskning, og vi skal i Danmark turde satse på grundforskning. Grundforskning er med til at ligge fundamentet for de store videnskabelige opdagelser og banebrydende forskningsresultater, men er i sin natur uforudsigelig og tager tid. Ikke desto mindre efterlyser store danske virksomheder som Lundbeck, Novo Nordisk og Grundfos en øget satsning på grundforskningen i Danmark. Det gør de fordi den strategiske forskning ikke har det samme afkast af ideer og banebrydende forskningsresultater som den frie grundforskning.

De offentlige midler til dansk forskning er i dag på under 2 procent af BNP, men de skal øges permanent til 3 procent af BNP frem mod 2015, og heraf skal 2/3 af midlerne være øremærket til fri grundforskning. Et tættere parløb mellem universiteterne og erhvervslivet er nødvendig for at Danmark kan profitere af en øget grundforskning. Vigtigst af alt er det dog, at der laves en aftale om øgede midler til dansk forskning på tværs af de politiske partier, da pludselige nedskæringer i midlerne til grundforskning kan have fatale konsekvenser, fordi forskningsresultater kan gå tabt hvis finansieringen til forskningen stopper. Uddannelse og efteruddannelse er en vigtig forudsætning for, at den øgede satsning på forskning resulterer i nye arbejdspladser, men på et europæisk arbejdsmarked med fri bevægelighed er det vigtigste, at man skaber forudsætningen for sunde forskningsmiljøer og arbejdspladser gennem øgede midler til den fri grundforskning. Det var fri grundforskning der var med til at ligge fundamentet for den danske vindmølleindustri der i dag er førende på verdensplan. Og hvis vi igen ønsker at skabe en eksportsucceser i tråd med den danske vindmølleindustri, så er det påkrævet at vi investerer flere penge i de skarpe hjerne vi har i Danmark, så de gennem fri grundforskning kan skabe de nye ideer og virksomheder der i fremtiden skal blive til danske arbejdspladser, og bidrage til den danske velstand og velfærd.

Det danske skattevæsen skal styrkes med flere midler for at sikre en effektiv inddrivelse af skatter

Hele grundlaget for det danske velfærdssamfund er et fornuftigt skattesystem og en effektiv skatteinddrivelse, der skal sikre, at vi i Danmark har råd til en god infrastruktur, gratis uddannelse, gratis hospitaler og alle de andre velfærdsydelser vi har til rådighed. Det skal være en løbende diskussion hvor højt skattetrykket skal være i Danmark og hvordan vi får det bedste skattesystem, men det skal ikke være til diskussion, at når der er en skat – så skal den også inddrives. Ikke desto mindre så skylder danskerne aktuelt 67 mia. kroner i manglende skatteindbetalinger – næsten det tredobbelte beløb af den netop vedtagne Genopretningspakke mellem Regeringen og Dansk Folkeparti på 24 mia. kroner. En stor del af de manglende skatteindbetalinger skulle være indbetalt til kommunerne, hvilket bare gør problemet så meget desto større, da mange kommuner netop i år kæmper med store underskud på budgetterne.

Mange danskere har i dag indkomst, bolig og andre økonomiske aktiviteter i udlandet, og derfor skal det danske skattevæsen (SKAT) ikke bare være gode til at inddrive skatten indenfor landets grænser, men også uden for landets grænser. Derudover er det vigtigt, at reglerne er krystalklare, så ingen danskere kan være i tvivl om, hvordan de skal håndtere skatteindbetalingerne for f.eks. indkomst i udlandet. Derfor skal der laves aftaler og lægges pres på skattely, og andre lande der ikke er gode nok til at dele informationer på skatteområdet. Skatteaftalerne skal udarbejdes sammen med de andre EU-lande for bedre at kunne ligge pres på enkelte lande såfremt de ikke overholder aftalerne om udveksling af skatte-oplysninger. Der foregår allerede i dag et stort arbejde for at styrke indsatsen over for skattesvindlere, men Danmark skal aktivt kæmpe for at der kommer en øget fokus på området – især i EU.

Hvad enten det drejer sig om skatteinddrivelse indenfor eller udenfor landets grænser, så skal SKAT have øgede midler og arbejde mere effektivt. De store nedskæringer på antallet af medarbejdere i SKAT under den nuværende regering, har ikke bidraget til et bedre dansk skattevæsen, men har derimod gjort det sværere for SKAT at inddrive skat i komplicerede skattesager – især uden for landets grænser. Endvidere har de færre medarbejdere gjort det sværere for SKAT, at iværksætte større skatteoperationer for at fange skattesvindlere, og har gjort efterforskningsprocessen mere langtrukken.

Hvis vi i Danmark ønsker et velfærdssamfund med et højt skattetryk og en høj grad af velfærdsydelser, så blive vi også nød til at have et effektivt skattevæsen. Derfor skal SKAT have øgede midler, og flere medarbejdere til at inddrive skatteindbetalinger såvel i Danmark som i udlandet – og hvis de øgede midler til SKAT resulterer i øgede skatteindbetalinger, så kan pengene vise sig at blive en rigtig god investering.

Økonomi og behov skal gå hånd i hånd – også når det kommer til velfærdsydelser

Den svære økonomiske situation i mange kommuner og de aktuelle nationale spareplaner har foranlediget en generel debat om kommunernes økonomi – og især en debat om de områder af de kommunale budgetter der i højere grad er behovsstyret end budgetstyret. Kommunerne overtog i 2007 mange af opgaverne fra de tidligere amter, og en stor del af kommunerne har efterfølgende haft svært ved at styre udgifterne til disse opgaver. Efter kommunesammenlægningerne er udgifterne til f.eks. handicapområdet vokset meget kraftigt i visse kommuner. På folkeskoleområdet er kommunernes udgifter til skolebørn med behov for ekstra støtte eller specialundervisning også vokset kraftigt – og det skyldes ikke, at der er kommet flere børn med problemer, men primært at udgifterne til de specifikke børn er vokset langt mere end den generelle prisudvikling. I enkelte sager har visse kommuner haft udgifter for over en halv million kroner til et enkelt skolebarn med problemer eller særlige behov. I andre sager på handicapområdet har visse kommuner årligt millionudgifter til enkelte handicappede der har brug for ekstra hjælp og støtte i hverdagen. Ankestyrelsen (tidligere den Sociale Ankestyrelse) er den øverste klageinstans på social- og velfærdsområdet for borgerne. Ankestyrelsen har efter kommunalreformen og nyindført lovgivning oplevet en meget stor stigning i antallet af klager. Siden 2005 er antallet af klagesager i Ankestyrelsen steget med over 37 procent, og det har medført et stigende antal principafgørelser der i mange tilfælde har pålagt kommunerne øgede udgifter.

Det danske velfærdssamfund er opbygget for at skabe de bedste rammer for borgerne, og især hjælpe de borgere i vores samfund der har ekstra brug for hjælp. Dog er vi ved at udhule velfærden for flertallet på bekostning af en høj grad velfærd til få specifikke borgere – og det kan blive et problem på sigt. Den sociale anstændighed skal veje tungt, men det skal også være rimeligt at sammenholde økonomi og behov når det kommer til velfærdsydelser. Vi har et ansvar for de svageste i vores samfund, men vi har også et ansvar for at lave fornuftige prioriteringer der kommer hele samfundet til gode. Derfor skal Ankestyrelsen i højere grad sammenveje økonomi og behov i deres principafgørelser. Derudover skal kommunerne have øget rådgivning fra Socialministeriet og Indenrigsministeriet til at styre de kommunale udgifter på social- og handicapområdet. Vi skal have en høj grad af velfærd i Danmark der tilfalder alle danskere, og selvom mange af de offentlige ydelser er behovsstyret, så påhviler der os også en økonomisk ansvarlighed for at lave fornuftige prioriteringer der kommer flest muligt til gode uden at vi giver afkald på den social anstændighed.