Browsing articles tagged with " beskæftigelse"
jan 22, 2012
Mathias Kryspin Sørensen

Der skal være en økonomisk gulerod ved at arbejde

Det skal kunne betale sig at arbejde. Så kort og præcist kan det siges. Den danske samfundsmodel er kørt af sporet når det for mange borgere i Danmark ikke kan betale sig, at påtage sig et arbejde, men i stedet er attraktivt og muligt at være på permanent offentlig forsørgelse. Vi er på gal kurs når den økonomiske gevinst ved at få et arbejde ikke er stor nok til at opveje friheden ved ikke at have et arbejde. At sikre, at der er en økonomisk gevinst ved at påtage sig et arbejde i Danmark må ikke blive en hetz mod de allersvageste i vort samfund, men der er behov for en økonomisk ”ulighed” mellem at have et arbejde og være på offentlig forsørgelse. Der er brug for en økonomisk ”gulerod” der favoriserer at være i arbejde eller aktivt jobsøgende i stedet for blot at modtage penge fra staten.

Aktuelt er incitamentet til at få et arbejde ikke stort nok…

For mange borgere i Danmark er den økonomiske motivation til at få et arbejde ikke særlig storAktuelle beregninger viser, at den økonomiske ”gulerod” ved at have et arbejde 37 timer om ugen i forhold til at være på permanent offentlig forsørgelse for mange personer er på under tusind kroner om måneden – og at det for visse borgere næsten kan betale sig at få offentlige ydelser i forhold til at være i arbejde. Dette er et kæmpe problem da det ikke giver personer uden arbejde en tilstrækkelig økonomisk motivation for at søge at få et arbejde. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der aktuelt er op imod 750.000 borgere i den arbejdsdygtige alder (18-65 år), som er uden for arbejdsmarkedet. Og heri er ikke medregnet de over 200.000 borger der aktuelt er arbejdsløse. For en stor del af de næsten 950.000 borgere der ikke har et arbejde er den økonomiske gulerod ved at få et arbejde ikke særlig stor.

… og det skal en kommende skattereform lave om på.

Den kommende skattereform vil være en vigtig aftale der skal sikre, at der bliver et incitament til at arbejde, men at det samtidig gøres mindre attraktivt at forurene samt ikke at tænke over sit forbrug af el, vand og varme. Vi har brug for, at dem som er på arbejdsmarkedet, har en økonomisk motivation til at arbejde lidt mere – og samtidig har vi brug for, at dem som er uden for arbejdsmarkedet har større økonomisk motivation til at få et arbejde. Derfor skal personer, der arbejder lidt ekstra, belønnes for det – og det kan gøres ved at nedsætte topskatten og dermed skatten på den sidste tjente krone. Dernæst skal det gøres mere attraktivt at få et arbejde i stedet for at være uden for arbejdsmarkedet – og det kan gøres, ved at hæve beskæftigelsesfradraget for de laveste indkomster. I dag er beskæftigelsesfradraget ens for alle indkomstgrupper og det skal laves om. Beskæftigelsesfradraget skal være højest for lave indkomster, og skal nedsættes i takt med at indkomsten stiger.

Vi skal sikre en social anstændighed for de svageste i vort samfund…

Der er ingen modsætning mellem at skabe et fornuftigt økonomisk incitament for at arbejde, og samtidig sikre at der er en social anstændighed for de svageste i vort samfund. Ved at øge beskæftigelsesfradraget kan man skabe et naturligt incitament til at få et arbejde. Det skal være muligt og fordelagtigt, at have et deltidsarbejde mens man er på offentlig forsørgelse, men det bærende princip skal være, at det er mere økonomisk attraktivt at være på arbejdsmarkedet i forhold til at være på offentlig forsørgelse. Der skal være en økonomisk underligger for de allersvageste i vort samfund der er på offentlig forsørgelse for at sikre, at vi ikke skaber unødig fattigdom – især for børn.

…, men sikre at der er en økonomisk gulerod ved at få et arbejde – for alle borgere.

Det danske velfærdssamfund er funderet på, at vi alle yder så vi kan sikre finansiering til lige adgang til sundhed, frihed til at uddanne sig og at sikre en social sikkerhedsnet for de mest udsatte i vores samfund. Vi er på gal kurs når det for mange borgere ikke kan betale sig, at yde en indsats for fællesskabet – og når 750.000 borgere er på permanent offentlig forsørgelse i stedet for at være aktive på arbejdsmarkedet. Der er behov for en skattereform der øger den økonomiske motivation til at få et arbejde samt at arbejde lidt mere. Samtidig er der behov for, at vi sikrer et social sikkerhedsnet til de allersvageste i vort samfund, men den helt grundlæggende regel må være, at det kan betale sig at yde en indsats for fællesskabet, og at færrest mulige borgere er på offentlig forsørgelse. Ellers så er det et farvel til det danske samfund som vi kender det i dag. Et “far-velfærd” om man vil.

okt 12, 2011
Mathias Kryspin Sørensen

Fleksibel dagpengeperiode og obligatorisk efteruddannelse

Arbejdsløsheden er stigende og det er derfor foreslået, at den nuværende dagpengeperiode på 2 år forlænges. En forlængelse af dagpengeperioden vil dog ikke i sig selv få flere i arbejde, og går derfor imod den grundlæggende målsætning: At forkorte ledighedsperioden for de arbejdsløse og sikre alle ledige et nyt job. For at få flere i arbejde, så er det nødvendigt med en mere intensiv aktiveringsindsats under dagpengeforløbet – især når man lige er blevet ledig og kommer på dagpenge. Det skal være et klart krav, at dem som ikke kan finde et arbejde senest efter 1½ års ledighed skal på et længerevarende obligatorisk uddannelsesforløb der opkvalificerer dem til nye stillinger, som samfundet har brug for. Efter endt uddannelsesforløb og bestået eksamen skal man starte forfra på dagpenge, og have ret til dagpenge i et år. Derved opnår man en mere fleksibel dagpengeperiode der tilgodeser det løbende behov for opkvalificering der er nødvendigt for at kunne få en af morgendagens arbejdspladser. Et af problemerne aktuelt er at arbejdsløse ikke kan få de ledige stillinger på arbejdsmarkedet.

En intensiv og tidlig beskæftigelsesindsats…

Studier har vist, at en intensiv aktivering og en tidlig igangsættelse aktiveringsindsats markant øger sandsynligheden for, at de ledige kommer i arbejde (se bl.a. Arbejdsmarkedskommissionen og 2020-planen). Man er som ledig mest motiveret til at finde et arbejde kort efter påbegyndt arbejdsløshed, og en tidlig aktiveringsindsats er derfor med til at honorere den motivation. Erfaringerne fra ikke bare Danmark, men andre lande viser, at flere ledige kommer jo tættere man kommer på dagpengeperiodens ophør. Grundene er, at man f.eks. slækker på de lønkrav, krav om arbejdspladsens beliggenhed og grundlæggende arbejdsopgaver, som måske tidligere har gjort sig gældende. Derfor er det vigtigt, at man ikke øger dagpengeperioden, men i stedet gennem målrettet intensiv aktivering, en håndholdt beskæftigelsesindsats og mulighed for opkvalificering øger sandsynligheden for at de ledige får arbejde før dagpengeperioden slutter.

…, obligatorisk opkvalificering efter 1½ år…

En intensiv aktiveringsindsats vil få mange flere i arbejde, men for nogle kan det være nødvendigt med en mere grundlæggende opkvalificering for at kunne påtage sig nogle af de mulige jobs. Derfor skal man senest efter 1½ på dagpenge i en obligatorisk uddannelse der gennem meritgivende eksamen opkvalificerer en til at påtage sig nogle af de jobs, som samfundet har brug for. Efter endt uddannelsesforløb og bestået eksamen skal man igen have mulighed for at få dagpenge i et år.

… og målrettet løntilskud samt virksomhedspraktik …

Det som mest effektivt bidrager til at ledige får et arbejde er virksomhedspraktik. Som det er i dag, så udgør andelen af ledige i virksomhedspraktik dog kun en lille del af de samlede redskaber indenfor aktiveringsindsatsen, jf. jobindsats.dk. En af de største aktiveringsindsatser over for dagpengemodtagere er derimod ansættelse med løntilskud. Det skal laves om, så det primære tilbud til dagpengemodtagere er virksomhedspraktik samt vejledning og opkvalificering. Kontanthjælpsmodtagere skal derimod have langt større mulighed for ansættelse med løntilskud end det er tilfældet i dag. For både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere gælder det, at det er kontakten til arbejdsmarkedet der i sidste ende giver job. Vejledning og opkvalificering virker også, men kun hvis også der er en kontakt til arbejdsmarkedet.

… skal føre til at flere ledige kommer i arbejde.

Samlet set, så vil en tidlig og intensiv aktiveringsindsats, målrettet løntilskud samt virksomhedspraktik kombineret med obligatorisk efteruddannelse efter længere tids ledighed bidrage til, at flere ledige kommer i arbejde – og at de kommer hurtigere i arbejde efter begyndt arbejdsløshed. En forlængelse af dagpengeperioden løser derimod ikke problemerne. Det der vil få flere ledige i arbejde er en bedre indsats under dagpengeperioden samt mulighed for et ekstra års dagpenge efter gennemført efteruddannelsesforløb. Det primære fokus i den danske beskæftigelsespolitik må og skal altid være at få de ledige hurtigere og klogere tilbage på arbejdsmarkedet. Ikke at holde dem på dagpenge i så lang tid som muligt.

okt 7, 2011
Mathias Kryspin Sørensen

Principper for en økonomisk, vidensmæssig og social genopretning af Danmark

Med udsigten til store underskud på den offentlige saldo og den fremtidige mangel på arbejdskraft så er det er nødvendigt at fastholde allerede vedtagne reformer. Derudover, så skal der vedtages reformer for at få Danmark og Fyn tilbage på ret kurs økonomisk, vidensmæssigt og socialt. Dem der kan klare sig selv, skal have mulighed for det. De, der ikke kan, skal hjælpes, så ingen efterlades på bunden af samfundet. Og så skal vi investere i viden – det Danmark skal leve af fremadrettet. Tre punkter er altafgørende for, hvilken vej vores samfund skal gå i.

Der skal nye reformer til. Forskning og uddannelse trænger til et gevaldigt løft.

VKO’s planlagte nedskæringer skal erstattes med langsigtede investeringer i viden. Det betyder blandt andet, at de nedskæringerne på efteruddannelsesområdet skal rulles tilbage. Vi skal have flere opkvalificeret til at få morgendagens job. Investeringer i praktikpladser, efteruddannelse og en forhøjelsen af studiekapaciteten på de videregående uddannelser med 10.000 pladser, og målrettede investeringer skal forbedre kvaliteten i uddannelserne og styrke alles mulighed for at få den uddannelse de ønsker og har brug for. Endvidere skal vi styrke den offentlige forskning med tilførsel af nye midler, så 1 pct målsætningen ikke alene fastholdes, men også udvides.

Det skal kunne betale sig for alle at arbejde ekstra. Det øger arbejdsudbuddet og styrker økonomien.

Skatten på arbejde skal sænkes og der skal flere afgifter på forbrug. Men det kræver en omlægning, der er finansieret krone-til-krone. Det skal ikke kunne betale sig at fråse, og derfor skal skal der indføres flere grønne og sunde afgifter. Ophævelsen af skattestoppet for boligerne betyder, at den enkelte boligejers betaling af ejendomsværdiskatten fastholdes i kroner-og-ører frem til 2015, hvorefter ejendomsværdiskatten reguleres svarende til udviklingen i boligprisen. Det betyder en ekstra betaling på 200-600 kr. om året for en boligejer, hvis boligpriserne udvikler sig som forventet. Hvis boligpriserne ikke udvikler sig, skal man ikke betale ekstra. Hver en krone fra ophævelse af skattestoppet skal anvendes til at nedsætte skatten på arbejde. Grønne afgifter virker adfærdsregulerende og skaber et bedre klima, når afgifter på bilkørsel, flytrafik og forurening gør det dyrere at frådse med ressourcerne. Afgifterne kan finansiere en forhøjelse af topskattegrænsen, en forøgelse af beskæftigelsesfradraget og en beskæftigelsesbonus til dem på kanten af arbejdsmarkedet. Radikale venstre vil samlet lette skatten på arbejde med i alt ca. 11 mia. kr. det øger arbejdsudbuddet med ca. 10.000 personer. Skattesystemet bliver samtidig mere retfærdigt. Finansministeriet har dokumenteret, at uligheden i Danmark er øget som følge af skattestoppet. Denne udvikling skal bremses med ophævelsen af skattestoppet.

Den sociale indsats skal styrkes. De seneste 10-års regeringstid med VKO har været hård for de mest udsatte.

Der skal ikke kun ryddes op i økonomien – der skal også ryddes op efter regeringens mangeårige forsømmelser af de fattige og sårbare grupper. Radikale Venstre vil gradvist afsætte penge til den sociale indsats så der i 2015 og 2020 er henholdsvis 4 og 5 mia. kr. rådighed til en sammenhængende og helhedsorienteret social indsats. I øjeblikket findes der ikke penge til en sådan indsats. Satspuljen finansierer gode, men små og kortsigtede tiltag. Ingen kender omfanget af de kommunale besparelser på socialområdet, som følge af regeringens ”nul- vækst” politik. Men de er omfattende. Gennemførelse af økonomiske forbedringer rammer ofte de svage i samfundet, fordi de er afhængige af den offentlige service og sociale ydelser. Det vil Radikale Venstre undgå. Vi vil tværtimod prioritere så de fattige og udsatte grupper opnår forbedringer. Udover en massiv indsats over børn, fattigdom, kriminelle og andre udsatte grupper skal kontanthjælpsloftet, 450- timers reglen, starthjælpen og varighedsbegrænsningen på sygedagpenge afskaffes.

sep 29, 2011
Mathias Kryspin Sørensen

Flere praktikpladser eller stigende ungdomsledighed

Vi har et politisk ansvar for at gøre alt vi kan for at undgå, at vi får en tabt generation af unge i Danmark. Aktuelt er ledigheden for unge oppe over 10 procent, og den risikerer at stige hvis vi ikke aktivt modarbejder manglen på praktikpladser og investerer flere penge i uddannelsessystemet, så flere kan få en uddannelse eller blive opkvalificeret. På trods af det rekordstore optag på de danske universiteter, så vil vi til alle tider stadig have brug for håndværkere, malere, elektrikere og andre uddannelser hvor det er ligeså meget hænderne som hovedet der er vigtigt. Den store mangel på praktikpladser især inden for specifikke uddannelser risikerer at føre til en højere ungdomsarbejdsløshed og en generation af unge mennesker der bliver tabt på gulvet. Aktuelt er der næsten 10.000 elever på landets erhvervsskoler, der lige nu står uden en praktikplads.

Hellere penge til praktikpladser end boligpakker…

I stedet for at bruge flere milliarder kroner på kortsigtede boligpakker, så er der langt større behov for at vi investerer penge i flere praktikpladser og reducerer det store antal unge der aktuelt står og mangler en praktikplads. Vi står i en historisk økonomisk krise og en stor mangel på praktikpladser. Samtidig så lider de danske folkeskoler og andre offentlige bygninger under et renoverings efterslæb på 14 mia. kroner. Ved at sammentænke disse to problemer, så kan vi løse dem begge. En fremrykning af offentlige investeringer kombineret med et krav om, at det i udbud af offentlige projekter er påkrævet at man har en vis andel af praktikpladser. Dette vil rette op på renoveringsefterslæbet og skabe flere praktikpladser.

… fordi penge til praktikpladser er en investering i Danmarks ungdom.

Vi skal i fremtiden leve af vores viden i Danmark. Men der også viden i hvordan man omsætter løser tanker på et papir til konkret handling. Selv de bedste forskere har brug for teknikere eller. Og selv de dygtigste arkitekter har behov for erfarne håndværkere der kan føre deres tanker ud i livet. Danmark som videnssamfund hænger derfor uløseligt sammen med Danmark med produktionssamfund. Ligesom vores viden, så bliver produktionen mere og mere specialet – og derfor det nødvendigt med langt bedre muligheder for at uddanne sig. Uddannelse er livslang fornøjelse der ikke stopper efter man er gået ud af folkeskolen. Vi skal derfor ikke kun investere i praktikpladser, men også afsætte flere midler til Voksen Uddannelses Centrene (VUC) samt AMU-kurser og gøre det muligt, at tage meritgivende uddannelsesforløb på landets universiteter selvom man er oppe i årene. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er dog gået i den stik modsatte retning. VKO har skåret i bevillingerne til voksenuddannelserne (de såkaldte AMU-kurser) med en tredjedel af midlerne – fra 1,5 milliarder i 2010 til 988 millioner i 2011. Regeringen vælger at skære på efteruddannelse og opkvalificering midt i en krisetid – og det er udtryk for ekstrem dårlig prioritering. Netop i en krisetid burde beskæftigelsesindsatsen være øverst på dagsordenen, og der burde afsættes langt flere midler til aktivering, opkvalificering og i at få de ledige i arbejde.

Nedskæringer på uddannelse er dårlig prioritering i en krisetid.

Vi Radikale ønsker at bruge langt flere penge på uddannelse for at sikre en ordentlig kvalitet, for at skabe praktikpladser og at forbedre mulighederne for løbende efteruddannelse i Danmark. Vi ønsker at investere fordi der et behov for investeringerne for at flere unge får en uddannelse og en praktikplads. Og så ønsker vi at investere mere i uddannelse fordi det er investering i fremtidig velstand, nye arbejdspladser og – helt grundlæggende – fordi det er en investering i mennesker.

aug 24, 2011
Mathias Kryspin Sørensen

Reformer frem for kortsigtede krisepakker

Kortsigtede krisepakker får ikke Danmark ud af den økonomiske krise, men øger til gengæld Danmarks gæld. I stedet for forhastede og tidsbegrænsede krisetiltag er der behov for at vi gennemfører varige reformer af arbejdsmarkedet, der sikrer, at flest mulige er aktive på arbejdsmarkedet – bl.a. gennem mulighed for fleksible seniorordninger og et forøget beskæftigelsesfradrag for unge under 30 år. Samtidig skal vi reformere og reducere de danske erhvervsstøtteordninger på 24. mia. kroner årligt. Det forøgede økonomiske råderum fra disse og andre tiltag skal bruges fremrykning af offentlige investeringer (bl.a. i form af energirigtige renoveringer af offentlige bygninger), øgede investeringsmidler til dansk forskning og flere midler til efteruddannelse af bl.a. arbejdsløse.

Vi skal investere os ud af krisen, men ikke øge vore gæld.

Den aktuelle uro på de aktiemarkederne er med til at understrege, at den globale økonomiske krise ikke er overstået. Samtidig har konsekvenserne af en stigende gæld i flere lande – herunder Grækenland, Portugal, Irland og senest USA – tydeliggjort, at vi ikke konsekvensløst kan øge de offentlige udgifter og forøge vores gæld. For at kunne investere os ud af krisen, så bliver vi nødt til at finde pengene først – krone for krone – gennem reformer og fornuftige prioriteringer på de offentlige budgetter.

Renoveringer af offentlige bygninger er en måde hvorpå vi kan sætte gang i økonomien…

En måde hvorpå man fra det offentliges side kan sætte gang i økonomien er gennem renoveringer og investeringer i energirigtige forbedringer af offentlige bygninger. Mange danske folkeskoler lider aktuelt under et renoverings-efterslæb. Konsulentvirksomheden COWI har vurderet, at vedligeholdelsesefterslæbet af offentlige bygninger i 2011 er vokset til over 14 mia. kroner. Renoveringer og investeringer energirigtige renoveringer af offentlige bygninger kan vise sig at være tjent ind over en kortere årrække gennem et lavere energiforbrug. De forøgede investeringer i offentlige bygninger vil i forhold til regeringens midlertidige fradrag for håndværkerudgifter, ikke bare skabe flere arbejdspladser i dansk byggeri, men også de næste mange år.

…, men også investeringer i uddannelse og forskning er nødvendigt.

Sideløbende med renoveringer og energirigtige investeringer, så er forøgede midler til dansk forskning en kilde til nye arbejdspladser og øget økonomisk vækst bare et par år ude i fremtiden. Forskning bidrager til at skabe ny viden og ideer der lægger fundamentet for morgendagens vækstvirksomheder i Danmark. Flere midler til forskning skal kombineres med bedre muligheder for efteruddannelse – både for arbejdsløse, men også for borgere der har brug for opkvalificering for at få et nyt job. Forøgede midler og flere tilbud om meritgivende kursusforløb fra landets VUC-centre skal være med til at øge andelen af danskere der efteruddanner sig.

For at kunne investere skal vi finde pengene først – krone for krone…

For at finansiere renoveringerne af offentlige bygninger samt de forøgede investeringer i forskning og uddannelse, så er det nødvendigt med reformer af det danske arbejdsmarked der gør det mere attraktivt at arbejde. Det skal gøres administrativt lettere og mere attraktivt at kombinere pension, efterløn og førtidspension med deltidsbeskæftigelse. Det danske skattesystem gør det aktuelt ikke attraktivt at kombinere deltidsbeskæftigelse med permanente offentlige ydelser. Det skal laves om. Dernæst, så skal de danske erhvervsstøtteordninger på over 24 mia. kroner årligt reduceres og de reducerede midler skal i højere grad målrettes iværksættere. En reduktion af de danske erhvervsstøtteordninger med 14 mia. kroner kunne bruges på at rette op på vedligeholdelsesefterslæbet af offentlige bygninger. Pengene ville dermed stadig komme erhvervslivet til gode og skabe arbejdspladser.

… ellers risikerer vi at øge Danmarks gæld og renteomkostninger.

Vi har en udfordring i Danmark med at komme ud af krisen, men vi må ikke gå i panik politisk. Vi skal ikke iværksætte kostbare og midlertidige krisetiltag, men ændre på de grundlæggende forhold i vores samfund der hæmmer den økonomisk vækst og nye arbejdspladser. Det er nødvendigt, at vi foretager fornuftige prioriteringer af hvad det offentlige bruger sine penge på. Og her er renoveringer af offentlige bygninger, flere midler til forskning og investeringer i efteruddannelse langt bedre end erhvervsstøtte der ikke har det fornødne afkast. Reformer af arbejdsmarkedet og skattesystemet skal sikre, at langt flere danskere kommer ud på arbejdsmarkedet gennem en øget tilskyndelse til at få et arbejde eller starte egen virksomhed. Og så skal vi sikre, at hver gang vi ønsker at bruge penge på et område, så finder vi pengene andre steder på de offentlige budgetter – krone for krone. Kun på den måde får vi Danmark økonomisk ansvarligt tilbage på det økonomiske vækst spor.

Sider:1234567»

Velkommen til Krysser.dk!

Krysser.dk er en uafhængig blog der stiller skarpt på dansk politik med en socialliberal indgangsvinkel.

Krysser.dk udgives af Mathias Kryspin Sørensen.

Politikområder