Færre og mindre risikable lån til boligejerne

Det danske boligmarked er stadig hårdt ramt oven på den økonomiske krise. Priserne er faldet drastisk, men mange har stadig svært ved at sælge deres bolig. Prisboblen på boligmarkedet der blev bygget op fra især 2002, og som brast i 2008, var ikke kun affødt af den stærke økonomiske vækst op til krisen, men fik også næring af de nye lånemuligheder der var blevet gjort tilgængelige – bl.a. flekslån og afdragsfrie lån. I første kvartal 2011 var næsten 3 ud af 4 nye boliglån variabelt forrentede lån – og heraf var en stor del af dem et-årige flekslån. Især muligheden for et-årige flekslån og afdragsfrie lån har betydet, at de fleste boligejere hvert år skal refinansiere deres boliglån eller ikke afdrager på lånet. Det giver en stor økonomisk usikkerhed. Ikke bare for den enkelte boligejer – den enkelte familie – men også for hele samfundsøkonomien. Derfor skal der ydes støtte til at flere boligejere omlægger deres korte lån til lån med en længere løbetid, og lån hvor renten er fast og ikke variabel. Helt konkret så skal der gives et skattefradrag for at omlægge et kort lån til et lån med længere løbetid.

Renten er lav og det kommer mange boligejere til gode…

Den lave rente kommer aktuelt mange boligejere til gode. De lave renter betyder, at man kan låne en million kroner til ca. 1.000 kroner om måneden og det er med til at holde boligpriserne på et urealistisk højt niveau. Den lave rente betyder, at det i et almindeligt parcelhus kan være tilfældet at varmeregningen større end boligafgiften.

…, men det kan hurtigt vende.

Den lave rente kan dog ikke forventes at vare ved. Især mange boligejere, som primært har finansieret sig med afdragsfrie lån eller flekslån, kan blive ramt meget hårdt af en stigende rente da deres månedlige ydelser risikerer at stige kraftigt. Det øgede antal låneformer og lånemuligheder har gjort det svært for mange boligejere præcist, at gennemskue de forskellige låneformer – og risikoen ved at finansiere sig med flekslån eller et afdragsfrit i forhold til et fastforrentet lån med afdrag.

Danskerne har inden for de seneste år fået deres valgmuligheder for boligfinansiering kraftigt forøget med indførelsen af forskellige former for afdragsfrie lån, flekslån, prioritetslån osv. En del af disse lån kaldes under et SDO-lån (Særligt Dækkede Obligationer) og kom på markedet i 2007. Hele motivationen for at indføre muligheden for SDO-lån var, at bankerne derved fik mulighed for at konkurrere med realkreditselskaberne, og at det i sidste ende ville give forbrugerne flere valgmuligheder og bedre priser på boligfinansiering. Indtil nu har SDO-lånene dog ikke givet de forventede fordele for danskerne. Selv bankerne erkender, at realkreditlån stadig er den billigste form for boligfinansiering, hvilket er blevet underbygget af analyser af bl.a. Forbrugerrådet. Endvidere, så har indførelsen af SDO-lån gjort det langt sværere for boligejerne, at finde ud af hvilken finansieringsform der er den mest optimale, og udsat dem for langt større risiko med deres lån samt gjort dem mere eksponerede overfor renteudsving. På den baggrund har bl.a. Nationalbanken slået fast, at bl.a. flekslån og afradgsfrie lån har været med til at forstærke den prisbobel på boligmarkedet som brast i 2008.

Vi skal gøre det attraktivt at have mindre risikable boliglån…

Det øgede antal låneformer og lånemuligheder har gjort det svært for mange boligejere præcist, at gennemskue de forskellige låneformer – og risikoen ved at finansiere sig med flekslån eller et afdragsfrit lån i forhold til et fastforrentet lån med afdrag. Det kan ikke forventes, at “Hr. og fru Jensen” eller den almindelige borger kan gennemskue alle detaljerne i de lånemuligheder de står over for når de køber f.eks. hus eller lejlighed, og slet ikke at den enkelte borger kan gætte rigtigt når det kommer til den fremtidige renteudvikling. Derfor skal lovgivningen skærpes omkring kortere flekslån og afdragsfrie lån. Helt konkret skal der stilles krav om, at boligejerne (herunder både andel og ejer) skal have afdraget en vis andel af deres boliglån før de kan få lov til at konvertere hele eller noget af boliglånet til et afdragsfrit lån eller et flekslån med variable rente. Det er en forringelse af den nuværende frihed boligejerne har til at finansiere deres bolig, men vil til gengæld nedsætte den risiko mange boligejere løber ved at finansiere sig med primært afdragsfrie lån eller korte flekslån.

Derudover, så skal det gøres attraktiv at omlægge fra et kort lån med en variabel rente til et lån med en længere løbetid hvor renten er fast. Helt konkret, så skal der gives et skattefradrag for udgifterne forbundet med at omlægge et kort lån til et lån med længere løbetid. Derudover, så skal der pålægges en årlig afgift på variabelt forrentede lån og lån uden afdrag. Korte lån, lån med variabel rente og afdragsfrie lån øger den økonomisk usikkerhed for den enkelte boligejer og det kan blive et stort problem ikke bare for den enkelte, men også for hele boligmarkedet og for dansk økonomi.

… for at skærme borgerne mod økonomisk usikkerhed – og øge tilliden til dansk økonomi.

For langt størstedelen af borgerne i Danmark er boligen noget af det de bruger den største del af deres indkomst på, og derfor er boligfinansieringen ikke noget de ønsker at ”gamble” med. Staten har en forpligtelse for at sikre en stabil økonomisk udvikling og for at minimere den økonomiske usikkerhed for borgerne. Derfor skal der strammes op på reglerne for boligfinansiering og det skal gøres mere attraktivt at have lån med lang løbetid og fast rente i forhold til kortere flekslån eller lån uden afdrag.

Danmark har brug for færre og bedre banker

Danmark er stadig hårdt ramt af den økonomiske krise. Især mange banker lider stadig pga. store tab på deres udlån, og det betyder, at krakket i f.eks. Fionia Bank, Roskilde Bank, Amagerbanken og Fjordbank Mors desværre nok ikke bliver de sidste bankkrak vi har set. De store tab i banksektoren er ved at føre til, at mange banker holder igen med deres udlån og en sådan ”kreditklemme” kan gå hen og blive meget alvorlig for dansk økonomi.

En usund banksektor går ud over hele økonomien…

Da det er en kendsgerning, at den største jobskabelse i Danmark sker i små spirende virksomheder, forstærkes problemet yderligere af, at mange mindre virksomheder har fået sværere ved at skaffe finansiering til deres projekter. Hvis sunde virksomheder, eller iværksættere, ikke kan få mulighed for at låne penge til fornuftige investeringer, så lægger det en dæmper på antallet af nye arbejdspladser og dermed også en dæmper på den økonomiske vækst i Danmark. Det er dog ikke kun virksomhederne der risikerer at komme i klemme. Også mange familier har aktuelt sværere ved at få finansieret nødvendige renoveringer af boligen.

… og derfor skal man fra politisk side tage mere ansvar for at rydde op i banksektoren.

Man har fra politisk side, med indtil videre tre bankpakker, søgt at forbedre forholdende i den danske banksektor. Både ved at beskytte forbrugerne mod massive tab og ved at sikre, at økonomisk usunde banker bliver afviklet igennem Finansiel Stabilitet. Den proces skal fortsætte, men der er brug for, at man fra politisk side går mere drastisk til værks. En ny bankpakke skal sikre, at såvel virksomheder som borgere kan få lån fra bankerne til økonomisk sunde projekter, ved at forpligte bankerne på deres udlånsaktiviteter. Derudover, så skal man gennem yderligere krav til bankerne og en skabelon for sammenlægninger, reducere antallet af banker i Danmark. Antallet af banker i Danmark er ganske enkelt for højt. Det bør reduceres.

Sammenlægninger af banker og evt. nye lukninger af banker er nødvendige…

Den seneste sammenlægning af Faaborg Sparekasse og Ryslinge Andelskasse er et godt eksempel på de sammenlægninger der er brug for flere af. Vi har i Danmark 120 banker. I Sverige har man kun 14 (!). Mange små banker gør den danske banksektor sårbar overfor kriser og sværere låneforhold, da de små banker hverken har den fornødne ekspertise eller autoritet til at begå sig på de finansielle lånemarkeder. Derfor skal det være et helt klart politisk mål, at der bliver færre banker i Danmark. Dette opnås bedst ved, at markedet selv gennemfører fornuftige sammenlægninger. Der er brug for, at man fra politisk side tilskynder til flere sammenlægninger. Et lovgivningsmæssigt krav kunne f.eks. være, at man efter en vis årrække går ind og fastsætter en minimumsgrænse for antallet af kunder samt ind- og udlånsaktivitet et pengeinstitut skal have.

…, men staten skal ikke gå ind og være bank.

Banksektoren er speciel i forhold til andre dele af det private erhvervsliv, da vi alle i dagens Danmark er dybt afhængige af at have en bank der fungerer. Hvis bankerne er i problemer, så kommer borgerne, staten og hele økonomien i problemer. Derfor skal der også gælde særlige regler for banksektoren. Det skal dog aldrig være en politisk beslutning hvor mange penge folk må låne og til hvilken rente. Det varetages bedst ved, at bankerne fortsætter som private virksomheder. Staten skal ikke eje banker, men udelukkende regulere markedet.

Både på internationalt plan og på lokalt plan skal vi arbejde for en sundere banksektor.

Vi har fra politisk side et ansvar for at sikre borgerne mest muligt mod økonomisk usikkerhed. Det ansvar skal vi leve op til gennem en ny bankpakke, der får ryddet op i den danske banksektor og som forbedrer lånemulighederne for almindelige borgere og virksomheder. Der bliver aktuelt gjort meget i EU og på internationalt plan for at styrke robustheden af den finansielle sektor. Vi skal sikre at den danske lovgivning er konsistent med lovgivningen i andre lande, og vi skal fra dansk side presse på over for en mere effektiv og konsekvent regulering af den finansielle sektor. Samtidig skal vi dog rydde op i egen baghave og øge robustheden af den danske banksektor, så det ikke er den enkelte banks økonomiske situation, men den økonomiske situation hos den konkrete familie eller virksomhed der afgør, om de kan få lån eller ej. En mere robust banksektor vil være til glæde for borgerne, til glæde for dansk økonomi – og i sidste ende også til glæde for banksektoren selv.

En ny bankskat vil blive givet videre til danskerne, og vil ikke sikre Danmark mod en ny finansiel krise

Den finansielle krise har skabt en debat om bankernes stigende påvirkning af økonomien som helhed, og effekterne heraf. Danmark har ligesom de fleste andre lande været dybt påvirket af den finansielle krise der brød ud i 2008, og regeringen har med indtil videre tre bankpakker søgt at imødegå de mildne de negative konsekvenser af krisen. Bankpakkerne der primært skulle ”slukke branden” skal ikke stå alene, men efterfølges af en bedre regulering og overvågning af de finansielle markeder. Herunder øgede oplysningskrav til myndighederne om vigtige data og nøgletal, effektive kapitalkrav, kontrol med finansielle produkter og øgede regulering af hvordan de finansielle produkter handles.

Det er blevet foreslået, at bankerne skal pålægges en øget beskatning. Den finansielle sektor har en stor indvirkning på samfundsøkonomien og skal derfor også bidrage til samfundet som alle andre, men en øget beskatning af bankerne risikerer blot at komme til udtryk i højere omkostninger for bankkunderne. Debatten om en bankskat må ikke overskygge den vigtige opgave med at indføre en effektiv overvågning og regulering af den finansielle sektor. Muligheden for at rykke penge over landegrænser på millisekunder nødvendiggør, at overvågningen og reguleringen af de finansielle markeder følger de samme standarder nationalt som regionalt i EU og på globalt plan for ikke at skabe en skævvridning i konkurrencen, og – hvad vigtigere er – for at sikre, at reglerne og lovgivningen om overvågning og regulering ikke bliver omgået. I EU, IMF og andre fora foregår der aktuelt et stort arbejde med at skabe en effektiv regulering og overvågning af de finansielle markeder for at sikre, at vi ikke igen ender i en så dyb finansiel krise, som den vi lige har oplevet. Og det er vigtigt, at Danmark bidrager konstruktivt til dette arbejde. Bl.a. for at beskytte det effektive danske realkreditsystem der er i overlevelsesfare såfremt der indføres uhensigtsmæssig regulering.

Det største og vigtigste bidrag fra den finansielle sektor til samfundet er at give borgerne de bedste forudsætninger for at agere økonomisk frit og sikkert i samfundet, sørge for nødvendig långivning til fornuftige investeringer og ansvarsfuldt varetage borgernes penge der er deponeret i bankerne. Samfundets stigende afhængighed af en velfungerende finansiel sektor gør disse bidrag til et krav mere end et egentligt ønskværdigt mål – og disse krav har den finansielle sektor ikke kunne leve op til, hvilket blev bevist af den finansielle krise. Det er det nødvendigt, at den finansielles sektor lever op til samfundets krav, og derfor er der behov for en bedre regulering og overvågning. Det er langt vigtigere, at samfundets krav bliver opfyldt end at den finansielle sektor skal bidrage med et øget skattebidrag der i sidste ende bare bliver pålagt bankkunderne, og dermed os alle sammen. Derfor skal den finansielle sektor hellere påligges krav om oplysning og underligges øget regulering i stedet for at kunne ”betale” sig fra deres samfundsansvar ved at blive pålagt en større skat, som de blot sender videre bankkunderne.

Reglerne for at kunne optage flekslån og afdragsfrie lån skal skærpes for at mindske danskernes risiko ved boligfinansiering

Mange danskere kommer i år til at nyde godt af den – i et historisk perspektiv – usædvanlig lave rente. Den situation kan dog hurtigt vende når renten stiger igen, hvilket langt størstedelen af økonomerne forventer den allerede gør i løbet af 2010 og fremadrettet. Især mange boligejere, som primært har finansieret sig med afdragsfrie lån eller flekslån, kan blive ramt meget hårdt af en stigende rente da deres månedlige ydelser risikerer at stige kraftigt. Danskerne har inden for de seneste år fået deres valgmuligheder for boligfinansiering kraftigt forøget med indførelsen af forskellige former for afdragsfrie lån, flekslån, prioritetslån osv. En del af disse lån kaldes under et SDO-lån (Særligt Dækkede Obligationer) og kom på markedet i 2007. Hele motivationen for at indføre muligheden for SDO-lån var, at bankerne derved fik mulighed for at konkurrere med realkreditselskaberne, og at det i sidste ende ville give forbrugerne flere valgmuligheder og bedre priser på boligfinansiering. Indtil nu har SDO-lånene dog ikke givet de forventede fordele for danskerne. Selv bankerne erkender, at realkreditlån stadig er den billigste form for boligfinansiering hvilket er blevet underbygget af analyser af bl.a. Forbrugerrådet. Endvidere, så har indførelsen af SDO-lån gjort det langt sværere for boligejerne, at finde ud af hvilken finansieringsform der er den mest optimale, og udsat dem for langt større risiko med deres lån samt gjort dem mere eksponerede overfor renteudsving.

Især i den nuværende økonomiske krise har langt flere boligejere skiftet til afdragsfrie lån og flekslån, og selvom renten er lav lige nu, så kan en stigning i renten i den nærmeste fremtid blive fatal for mange boligejere. Det øgede antal låneformer og lånemuligheder har gjort det svært for mange boligejere præcist, at gennemskue de forskellige låneformer – og risikoen ved at finansiere sig med flekslån eller et afdragsfrit i forhold til et fastforrentet realkreditlån med afdrag. Det kan ikke forventes, at den normale dansker kan gennemskue alle detaljerne i de lånemuligheder de står over for når de køber f.eks. hus eller lejlighed, og slet ikke at den enkelte dansker kan gætte rigtigt når det kommer til den fremtidige renteudvikling. Derfor skal der opstilles regler for hvem der skal have mulighed for at finansiere sig med kortere flekslån og afdragsfrie lån, og også til hvilken grad man kan finansiere sig med disse lån. Endvidere, så skal de gældende regler om SDO-lån strammes op for at gøre dem mere hensigtsmæssige, og sikre danskerne bedre mod usikkerheder i deres låntagning til bolig.

Helt konkret skal der stilles krav om, at boligejerne (herunder både andel og ejer) skal have afdraget en vis andel af deres boliglån før de kan få lov til at konvertere hele eller noget af boliglånet til et afdragsfrit lån eller et flekslån med variable rente. Det er en forringelse af den nuværende frihed boligejerne har til at finansiere deres bolig, men vil til gengæld nedsætte den risiko mange boligejere løber ved at finansiere sig med primært afdragsfrie lån eller flekslån. For langt størstedelen af danskerne er boligen noget af det de bruger den største del af deres indkomst på, og derfor er boligfinansieringen ikke noget de ønsker at ”gamble” med. Staten har en forpligtelse for at sikre en stabil økonomisk udvikling og at minimere økonomisk usikkerhed for borgerne. Derfor skal der strammes op på reglerne for boligfinansiering, hvilket især er blevet tydeliggjort af den nuværende økonomiske krise.

Bankkunderne skal sikres bedre og have flere rettigheder i en “ny normal” verden oven på krisen

Den finansielle krise og økonomiske krise er ikke overstået endnu, men allerede nu kan man begynde at ane konturerne af den ændrede verden som er et resultat af krisen. Vi kommer ikke til at vende tilbage ”normale” tilstande som før krisen, men må indstille os på en ”ny normal” (New normal) verden oven på krisen. Den finansielle sektor har et stort medvirkende ansvar for at krisen blev så dyb, og det er derfor også helt naturligt at der bliver lavet betydelige ændringer i opsynet af, og lovgivningen til den finansielle sektor for at sikre, at vi ikke igen oplever så dyb en økonomiske og finansiel krise. Det er dog vigtigt, at man holder hovedet koldt og ikke glemmer fornuften når man oven på krisen laver ny lovgivning og stiller krav til en ændret praksis. Fokus skal ikke være på hvordan man oven på krisen straffer bankerne mest muligt, men hvordan vi sikrer at vi ikke igen kommer til at opleve så farlig en krise i finanssektoren med efterfølgende dybe negative konsekvenser for samfundsøkonomien. Derfor skal debatten heller ikke handle om hvordan man brandbeskatter den finansielle sektor mest muligt, men hvordan man gennem gennemsigtighed, kontrol, tilsyn, reservekrav mv. sikrer at bankerne igen ender i den samme krise og må reddes af statsgarantier og statslån. En brandbeskatning af den finansielle sektor vil blot i sidste ende føre til at kunderne betaler prisen i form af højere renter.

Den finansielle krise har ført til en dybdegående selvransagelse i bankerne om hvilke kunder man skal låne penge ud til og i hvor store mængder, og også ført til en selvransagelse i bankerne af hvordan man rådgav kunderne. Ikke desto mindre har bankerne ikke udvist nok ansvarlighed, og derfor er det brug for at styrke bankkundernes rettigheder og erstatningsmuligheder. Bankerne skal kunne stilles til ansvar for den rådgivning de giver kunderne. Derudover er det sådan i dag at alle ens penge kan gå tabt, hvis du ved en fejl overfører dem til en forkert konto. F.eks. hvis du taster blot et tal i kontonummeret forkert på din netbank. Det skal ikke være muligt at miste sine penge på denne måde og heller ikke være muligt at miste sine penge pga. forkert rådgivning fra banken uden at banken også har et ansvar.

I den kommende lovgivning til den finansielle sektor skal der altså fokuseres på især tilsyn, kontrol, gennemsigtighed med bankerne, reservekrav og rettigheder samt sikkerhed for bankkunderne. Derimod skal der ikke fokuseres på en brandbeskatning af bankerne som i sidste ende bare ender som en beskatning af bankkunderne.