En privatisering kan hjælpe DSB

DSB er i store problemer. Ikke bare er DSB aktuelt på jagt efter en ny topchef – den femte på blot otte måneder. Skandalerne i DSBfirst, problemerne med IC4-togene og de store besværligheder med at effektivisere DSB vidner om en organisation og virksomhed der ikke på nogen måde fungerer optimalt. Et af de store problemer i DSB er, at det både er en virksomhed der nyder stor politisk opmærksomhed og kontrol, men samtidig er en virksomhed der drives som en privat aktør, og som er i konkurrence med andre selskaber både indenlandsk og udenlandsk, f.eks. Arriva. Denne virksomhedskonstruktion er ikke optimal for DSBs mulighed for at være et effektivt transportselskab - og det går ud over kunderne. Derfor er der behov for, at man gør op med gamle dogmer og privatiserer DSB. Det offentlige skal stadig eje skinne- og signalnettet samt stationerne, men det skal gennem fri konkurrence og politisk bestemte krav gøres helt frit hvem der kører på hvilke strækninger i Danmark. Dette er den eneste måde hvorpå man kan effektivt kan sikre, at vi i Danmark igen får en effektiv togdrift af høj kvalitet – til tiden – og til en fornuftig billetpris.

DSB’s problemer skyldes især politikerne…

Den konstante politiske indgriben i DSBs interne anliggender samtidig med at virksomheden skal drives som en privat aktør gør, at DSB som virksomhed ikke kan fungere optimalt. Det har indtil videre resulteret i flere skandaler og i en generelt dårligere kvalitet af togdriften i Danmark. Politikerne har gang på gang ændret de vilkår som DSB arbejder under og det har gjort det svært for DSB at omstille sig. Politikerne har ønsket konkurrence, og der er i dag 11 transportselskaber der opererer på jernbanenettet i Danmark. DSB er dog det eneste selskab der er underlagt konstant politisk styring og ændrede vilkår.

… og helt grundlæggende at DSB er både en privat og offentlig virksomhed.

Den stramme politiske styring og det faktum at DSB er et offentligt selskab har gjort det svært at effektivisere DSB. Lønniveauet og personalegoderne i DSB helt ude af trit med resten af samfundet. F.eks. er lønningerne i DSB langt højere end i resten af staten. Og også højere end hos nogle af DSB’s konkurrenter. DSB kan ikke fortsat blive drevet som en både privat og offentlig virksomhed. Man må fra politisk side tage et valg. Og ud fra de gode erfaringer fra andre lande – herunder Sverige – så bør DSB blive privatiseret. Staten ejer Banedanmark, og det skal staten fortsat blive ved med. Det sikrer nemlig at man kan bestemme hvordan vilkårene skal være for de selskaber der får lov at køre på skinnenettet.

Staten skal eje skinner, signaler og stationer…

Gennem ejerskabet af Banedanmark og de danske stationer man fra politisk side sikre en god kontrol med de transportselskaber der får lov at køre på skinnerne. Bl.a. skal der være klare krav til hyppighed, billetpriser og kvaliteten af togtransporten. Det er en helt grundlæggende socialliberal holdning, at man ikke er fortaler for udelukkende offentlig eller privat, men er tilhænger af den kombination af offentlig eller privat der skaber den mest optimale løsning for samfundet og borgerne. Offentligt ejede skinner, signaler og stationer, men private aktører på skinnerne ville skabe de bedst mulige vilkår for en i Danmark effektiv togdrift af høj kvalitet til en fornuftig billetpris. Og erfaringerne fra andre af vores nabolande underbygger dette.

… men derfra bør det gives frit til hvem der bedst kan levere den bedste service og pris på skinnerne.

DSB er i så store problemer at det dagligt går ud over de mange tusinde borgere der bruger DSB. Helt grundlæggende, så vil en privatisering af DSB ikke betyde forværrede forhold for passagererne hvis man fra politisk side går ind og formulerer konkrete og dybdegående retningslinjer for de selskaber der skal kunne køre på det danske skinnenet. Dermed vil en privatisering af DSB heller ikke slå sig ud i en højere billetpris eller færre togafgange. Derimod ville en privatisering af DSB forbedre forholdene i den danske togtransport. Der er mange spørgsmål angående en privatisering af DSB – og de skal besvares før man eventuelt privatiserer DSB. En ting er dog helt sikkert. DSB kan ikke fortsætte som det gør i dag. Der er behov for, at vi ændrer helt grundlæggende på DSB for at sikre den togdrift som borgerne fortjener. En togdrift til en ordentlig pris, med hyppige afgange og vigtigst af alt: En togdrift til tiden.

Færre og mindre risikable lån til boligejerne

Det danske boligmarked er stadig hårdt ramt oven på den økonomiske krise. Priserne er faldet drastisk, men mange har stadig svært ved at sælge deres bolig. Prisboblen på boligmarkedet der blev bygget op fra især 2002, og som brast i 2008, var ikke kun affødt af den stærke økonomiske vækst op til krisen, men fik også næring af de nye lånemuligheder der var blevet gjort tilgængelige – bl.a. flekslån og afdragsfrie lån. I første kvartal 2011 var næsten 3 ud af 4 nye boliglån variabelt forrentede lån – og heraf var en stor del af dem et-årige flekslån. Især muligheden for et-årige flekslån og afdragsfrie lån har betydet, at de fleste boligejere hvert år skal refinansiere deres boliglån eller ikke afdrager på lånet. Det giver en stor økonomisk usikkerhed. Ikke bare for den enkelte boligejer – den enkelte familie – men også for hele samfundsøkonomien. Derfor skal der ydes støtte til at flere boligejere omlægger deres korte lån til lån med en længere løbetid, og lån hvor renten er fast og ikke variabel. Helt konkret så skal der gives et skattefradrag for at omlægge et kort lån til et lån med længere løbetid.

Renten er lav og det kommer mange boligejere til gode…

Den lave rente kommer aktuelt mange boligejere til gode. De lave renter betyder, at man kan låne en million kroner til ca. 1.000 kroner om måneden og det er med til at holde boligpriserne på et urealistisk højt niveau. Den lave rente betyder, at det i et almindeligt parcelhus kan være tilfældet at varmeregningen større end boligafgiften.

…, men det kan hurtigt vende.

Den lave rente kan dog ikke forventes at vare ved. Især mange boligejere, som primært har finansieret sig med afdragsfrie lån eller flekslån, kan blive ramt meget hårdt af en stigende rente da deres månedlige ydelser risikerer at stige kraftigt. Det øgede antal låneformer og lånemuligheder har gjort det svært for mange boligejere præcist, at gennemskue de forskellige låneformer – og risikoen ved at finansiere sig med flekslån eller et afdragsfrit i forhold til et fastforrentet lån med afdrag.

Danskerne har inden for de seneste år fået deres valgmuligheder for boligfinansiering kraftigt forøget med indførelsen af forskellige former for afdragsfrie lån, flekslån, prioritetslån osv. En del af disse lån kaldes under et SDO-lån (Særligt Dækkede Obligationer) og kom på markedet i 2007. Hele motivationen for at indføre muligheden for SDO-lån var, at bankerne derved fik mulighed for at konkurrere med realkreditselskaberne, og at det i sidste ende ville give forbrugerne flere valgmuligheder og bedre priser på boligfinansiering. Indtil nu har SDO-lånene dog ikke givet de forventede fordele for danskerne. Selv bankerne erkender, at realkreditlån stadig er den billigste form for boligfinansiering, hvilket er blevet underbygget af analyser af bl.a. Forbrugerrådet. Endvidere, så har indførelsen af SDO-lån gjort det langt sværere for boligejerne, at finde ud af hvilken finansieringsform der er den mest optimale, og udsat dem for langt større risiko med deres lån samt gjort dem mere eksponerede overfor renteudsving. På den baggrund har bl.a. Nationalbanken slået fast, at bl.a. flekslån og afradgsfrie lån har været med til at forstærke den prisbobel på boligmarkedet som brast i 2008.

Vi skal gøre det attraktivt at have mindre risikable boliglån…

Det øgede antal låneformer og lånemuligheder har gjort det svært for mange boligejere præcist, at gennemskue de forskellige låneformer – og risikoen ved at finansiere sig med flekslån eller et afdragsfrit lån i forhold til et fastforrentet lån med afdrag. Det kan ikke forventes, at “Hr. og fru Jensen” eller den almindelige borger kan gennemskue alle detaljerne i de lånemuligheder de står over for når de køber f.eks. hus eller lejlighed, og slet ikke at den enkelte borger kan gætte rigtigt når det kommer til den fremtidige renteudvikling. Derfor skal lovgivningen skærpes omkring kortere flekslån og afdragsfrie lån. Helt konkret skal der stilles krav om, at boligejerne (herunder både andel og ejer) skal have afdraget en vis andel af deres boliglån før de kan få lov til at konvertere hele eller noget af boliglånet til et afdragsfrit lån eller et flekslån med variable rente. Det er en forringelse af den nuværende frihed boligejerne har til at finansiere deres bolig, men vil til gengæld nedsætte den risiko mange boligejere løber ved at finansiere sig med primært afdragsfrie lån eller korte flekslån.

Derudover, så skal det gøres attraktiv at omlægge fra et kort lån med en variabel rente til et lån med en længere løbetid hvor renten er fast. Helt konkret, så skal der gives et skattefradrag for udgifterne forbundet med at omlægge et kort lån til et lån med længere løbetid. Derudover, så skal der pålægges en årlig afgift på variabelt forrentede lån og lån uden afdrag. Korte lån, lån med variabel rente og afdragsfrie lån øger den økonomisk usikkerhed for den enkelte boligejer og det kan blive et stort problem ikke bare for den enkelte, men også for hele boligmarkedet og for dansk økonomi.

… for at skærme borgerne mod økonomisk usikkerhed – og øge tilliden til dansk økonomi.

For langt størstedelen af borgerne i Danmark er boligen noget af det de bruger den største del af deres indkomst på, og derfor er boligfinansieringen ikke noget de ønsker at ”gamble” med. Staten har en forpligtelse for at sikre en stabil økonomisk udvikling og for at minimere den økonomiske usikkerhed for borgerne. Derfor skal der strammes op på reglerne for boligfinansiering og det skal gøres mere attraktivt at have lån med lang løbetid og fast rente i forhold til kortere flekslån eller lån uden afdrag.

En ny bankskat vil blive givet videre til danskerne, og vil ikke sikre Danmark mod en ny finansiel krise

Den finansielle krise har skabt en debat om bankernes stigende påvirkning af økonomien som helhed, og effekterne heraf. Danmark har ligesom de fleste andre lande været dybt påvirket af den finansielle krise der brød ud i 2008, og regeringen har med indtil videre tre bankpakker søgt at imødegå de mildne de negative konsekvenser af krisen. Bankpakkerne der primært skulle ”slukke branden” skal ikke stå alene, men efterfølges af en bedre regulering og overvågning af de finansielle markeder. Herunder øgede oplysningskrav til myndighederne om vigtige data og nøgletal, effektive kapitalkrav, kontrol med finansielle produkter og øgede regulering af hvordan de finansielle produkter handles.

Det er blevet foreslået, at bankerne skal pålægges en øget beskatning. Den finansielle sektor har en stor indvirkning på samfundsøkonomien og skal derfor også bidrage til samfundet som alle andre, men en øget beskatning af bankerne risikerer blot at komme til udtryk i højere omkostninger for bankkunderne. Debatten om en bankskat må ikke overskygge den vigtige opgave med at indføre en effektiv overvågning og regulering af den finansielle sektor. Muligheden for at rykke penge over landegrænser på millisekunder nødvendiggør, at overvågningen og reguleringen af de finansielle markeder følger de samme standarder nationalt som regionalt i EU og på globalt plan for ikke at skabe en skævvridning i konkurrencen, og – hvad vigtigere er – for at sikre, at reglerne og lovgivningen om overvågning og regulering ikke bliver omgået. I EU, IMF og andre fora foregår der aktuelt et stort arbejde med at skabe en effektiv regulering og overvågning af de finansielle markeder for at sikre, at vi ikke igen ender i en så dyb finansiel krise, som den vi lige har oplevet. Og det er vigtigt, at Danmark bidrager konstruktivt til dette arbejde. Bl.a. for at beskytte det effektive danske realkreditsystem der er i overlevelsesfare såfremt der indføres uhensigtsmæssig regulering.

Det største og vigtigste bidrag fra den finansielle sektor til samfundet er at give borgerne de bedste forudsætninger for at agere økonomisk frit og sikkert i samfundet, sørge for nødvendig långivning til fornuftige investeringer og ansvarsfuldt varetage borgernes penge der er deponeret i bankerne. Samfundets stigende afhængighed af en velfungerende finansiel sektor gør disse bidrag til et krav mere end et egentligt ønskværdigt mål – og disse krav har den finansielle sektor ikke kunne leve op til, hvilket blev bevist af den finansielle krise. Det er det nødvendigt, at den finansielles sektor lever op til samfundets krav, og derfor er der behov for en bedre regulering og overvågning. Det er langt vigtigere, at samfundets krav bliver opfyldt end at den finansielle sektor skal bidrage med et øget skattebidrag der i sidste ende bare bliver pålagt bankkunderne, og dermed os alle sammen. Derfor skal den finansielle sektor hellere påligges krav om oplysning og underligges øget regulering i stedet for at kunne ”betale” sig fra deres samfundsansvar ved at blive pålagt en større skat, som de blot sender videre bankkunderne.

Kronen eller Velfærden?

Den finansielle og økonomiske krise har udstillet Danmarks sårbarhed ved at have Kronen i stedet for Euroen. Danmark betaler i disse år en høj økonomisk pris for at have Kronen i stedet for Euroen hvilket er slået fast af De Økonomiske Vismænd m.fl. Det at Danmark står uden for Euroen har økonomiske omkostninger for Danmark bl.a. i form af højere renter. Ikke bare er renten på den kortfristede gæld højere, men også renten på langfristede statsobligationer er større i Danmark, som følge af at vi ikke har Euro. Renten på statsobligationer påvirkes af mange faktorer hvor statens underskud og finanspolitisk holdbarhed er nogle af de væsentligste faktorer. Det er derfor heller ikke underligt, at Grækenland som aktuelt har store økonomiske problemer, har en langt højere rente end Danmark på deres statsobligationer. Det interessante spørgsmål er dog, hvor meget højere Grækenlands rente havde været hvis ikke Grækenland havde været med i Euroen? Der er ingen tvivl om at Grækenland i det tilfælde havde haft en højere rente, og dermed større årlige renteomkostninger på deres gæld.

Danmark vil i 2010 bl.a. på grund af økonomiske krisepakker få et offentligt underskud på 5,5 pct. af BNP, og Finansministeriet forventer at Danmark i slutningen af 2011 vil have en gæld på hele 828 mia. kr. Fra 2008 til nu har det danske rentespænd til Tyskland og Euroområdet på langsigtede statsobligationer i gennemsnit været ca. 0,3 procentpoint. Hvis Danmark havde haft Euro, så havde dette rentespænd været langt mindre, og hvis det antages at rentespændet såfremt Danmark havde Euro havde været på 0,1 procentpoint, så havde Danmark bare i 2011 sparet lige under 2 mia. danske kroner – og det er udelukkende på renteomkostninger. De 2 mia. kroner kunne være gået til mere velfærd – eller i det mindste at opretholde velfærden i Danmark på trods af krisen. Det at Danmark står uden for Euroen er omkostningsfyldt, og Kronen må derfor betegnes som et luksusgode, som vi danskere med fordel kunne afskaffe til fordel for Euroen. Den danske velfærd, og det danske velfærdssamfund, må i sidste ende være langt mere vigtigt end hvilken mønt vi danskere bruger til at betale med. Og især i disse krisetider kunne de større årlige renteomkostninger i milliard-størrelsen, som vi betaler ved at have Kronen i stedet for Euroen, bruges bedre på den danske velfærd, som i sidste ende betyder langt mere for den enkelte dansker end hvilken møntfod vi har.

Afgiften på emballage skal øges for at nedsætte mængden af affald og gøre genbrug mere attraktivt

Hver dansker forbruger hver eneste dag en stor mængde varer og producerer derved også store mængder affald i form af emballage fra indpakning, flasker, dåser, poser mv. Fra 2000 til 2006 steg mængden af affald i Danmark med 19 procent fra 13,0 mio. tons til 15,5 mio. tons. I 2006 producerede hver dansker 1,66 kg affald fra husholdningen hver eneste dag. Affaldet fra de danske husholdninger udgør dog kun i omegnen af en femtedel af affaldsproduktionen – resten kommer fra industrien, energisektoren m.fl. De store mængder affald er ikke bare et problem for den enkelte dansker, men et stort problem for samfundet og miljøet. Bortkørsel af affald og opbevaring af affald på lossepladser koster samfundet mange milliarder kroner hvert år. Derudover giver de store mængder affald problemer for miljøet og øger derved statens udgifter til at beskytte det danske miljø og den danske natur.

Hvis den enkelte virksomhed og husstand i højere grad affaldssorterede, og genbrugte affald ville det have store positive effekter på nedsættelsen af affaldsmængden og nedsættelsen af de miljøskadelige virkninger fra affaldet. Mere affaldssortering og større genbrug af affald bliver ikke en realitet med mindre virksomhederne og forbrugerne har en fordel ved det. Hvis det for virksomhederne skal gøres mere attraktivt, at producere mindre emballage til deres produkter eller gøres mere attraktivt at bruge genbrugsmaterialer, så skal der være en økonomisk fordel ved det. Eller så skal den økonomiske ulempe ved ikke at gøre det være større. Derfor skal der gives incitamenter til forbrugerne og til især virksomhederne for at nedsætte forbruget af affald, øge genbrug af affald samt affaldssortere en større del af affaldet – og det kan gøres effektivt ved at øge afgiften på emballage og nedsætte afgiften ved brug af genbrugsmateriale. Endvidere ved at øge den økonomiske gevinst ved at genbruge f.eks. ved at øge panten på flasker og dåser. Formålet med en større afgift skal ikke være at øge statens indtjening, men at ændre adfærden hos forbrugerne og især virksomhederne. Et evt. overskud fra en højere emballageafgift når der er fratrukket udgifter til at administrere ordningen skal kanaliseres over i miljøprojekter der søger at nedsætte de negative effekter af danskernes affaldsproduktion.

Mindre affald og mere genbrug vil ikke bare være en fordel for den enkelte dansker, men også for de danske virksomheder, miljøet og samfundsøkonomien som helhed. Der er derfor intet til hindring for at nedsætte affaldsproduktionen og øge genbruget af affald ved en effektiv ændring af emballageafgifterne der gør det dyrere at producere store mængder affald. Og samtidig gør det mere fordelagtigt at genbruge affaldet.