En adskillelse af kirke og stat kan kun gå for langsomt

I et åbent, frit og demokratisk samfund er valg eller fravalg af religion en frihedsrettighed. Dermed er en adskillelse af kirke og stat også helt naturlig. En bestemt religion bør ikke særstilles i forhold til andre religioner da religion er en personlig sag – et personligt valg man har som borger i et frit og demokratisk samfund. Danmark er et af de eneste lande i Europa hvor kirke og stat stadig ikke er adskilt. Det betyder, at den danske stat hvert år yder direkte økonomisk støtte til folkekirken selvom ikke alle danske borgere er medlem af folkekirken. Derudover, så er kirken underlagt politisk kontrol og har derfor ikke den samme grad af frihed som andre trossamfund. En adskillelse af kirke og stat vil ikke kun give mere frihed til borgerne til selv at støtte den religion de ønsker, men også give mere frihed til den danske folkekirke.

Danmark er et af de få lande hvor kirke og stat ikke er adskilt…

I Europa er det kun i Storbritannien, Danmark og Finland hvor kirke og stat ikke er adskilt. I Sverige har man haft en adskillelse mellem kirke og stat siden 2000. Det har bl.a. betydet en kirke der er blevet mere politisk og f.eks. har udtalt sig om asylspørgsmål. Den svenske kirke ledes af en ærkebiskop, men de fleste sogne i Sverige har selvbestemmelse. Det at kirken er blevet adskilt fra den svenske stat har altså også givet kirken mere frihed. Ligesom andre trossamfund står den kristne svenske kirke dermed helt frit. Den danske folkekirke er ikke en statskirke hvor man som borger er medlem af kirken fra fødslen, men folkekirken har en særstatus i den danske grundlov, jf. §4 i grundloven.

… og en adskillelse er ikke en kompliceret proces.

For at adskille kirke og stat i Danmark så er der behov for en grundlovsændring hvor man reviderer §4 og §66 i den danske grundlov, og fratager folkekirken dens særstilling. Reelt set betyder det, at man sidestiller folkekirken med andre religioner og ikke længere har en magtfordeling hvor staten står over kirken eller giver kirken en særstatus. En adskillelse af kirke og stat vil give kirken frihed til at udvikle en selvstændig og moderne folkekirke der er økonomisk uafhængig af den danske stat – og  som for eksempel selv tager stilling til, hvor mange biskopper, præster og sogne der skal være i Danmark. Det kan tage tid at få vedtaget en grundlovsændring, og derfor bør man allerede i dag udarbejde en kirkeforfatning. Den danske grundlovs §66 giver mulighed for, at man laver sådan en kirkeforfatning der præcist nedfælder de grundlæggende retningslinjer for den danske folkekirke. Det skal ske med udgangspunkt i en adskillelse mellem kirke og stat hvor folkekirken får selvstyre. Når det er muligt skal den danske grundlov revideres, så kirke og stat også helt formelt bliver adskilt i Danmark.

I et frit demokratisk samfund er en adskillelse af kirke og stat helt naturlig.

I et frit og demokratisk samfund som det danske er den nuværende sammenkobling mellem kirke og stat utidig. Mange borgere ser det danske samfund som pluralistisk - dvs. et samfund hvor der er mange forskellige opfattelser af, hvordan man bør leve sit liv, og frihed til at gøre dette. Derved er det forkert når man fra statens side går ind og favoriserer en bestemt religion – og dermed en bestemt livsanskuelse. Ydermere er det uværdigt for mennesker med anden religion eller andet kirkeligt tilhørsforhold end folkekirken, at skulle henvende sig på kirkelige kontorer f.eks. for at anmelde en fødsel. Det er ikke retfærdigt, at alle borgere i Danmark økonomisk indbetaler til den danske folkekirke over skatten og dermed økonomisk støtter folkekirken selvom de ikke er medlem af den. Set ud fra et økonomisk, frihedsmæssigt og demokratisk synspunkt er manglen på adskillelsen af kirke og stat i Danmark ikke acceptabel. Derfor bør vi i Danmark gøre som i resten af Europa: Adskille kirke og staten.

En fri debat er det bedste værn mod ekstremisme

En fagligt bedre folkeskole gennem investeringer og tillid

Man skal kunne kravle, før man kan gå. Man skal have haft en sund folkeskoletid for at kunne få en berigende ungdomsuddannelse, og i sidste ende få den uddannelse eller det job, man ønsker senere i livet. Og i et land som Danmark, hvor viden troner som det vigtigste råstof, er Folkeskolen og det danske uddannelsessystem hele grundlaget for vores velstand og den velfærd, vi har råd til.

Det faglige niveau i den danske folkeskole er ikke godt nok…

Uden en velfungerende folkeskole kan vi ikke bryste os af at være et land, hvor alle har lige muligheder. Aktuelt er op mod 100.000 af de nuværende 580.000 folkeskoleelever i fare for at forlade folkeskolen med for dårlige forudsætninger til at gennemføre en ungdomsuddannelse. I manges tilfælde er det de helt basale kvalifikationer, som at skrive og regne, der ikke er tilstrækkelige.

Aktuelt får under 81 procent af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Hvis læseresultaterne i Danmark var på det finske niveau, ville seks procent flere få gennemført en ungdomsuddannelse, viser flere undersøgelser. De faglige kvalifikationer, som eleven tilegner sig i folkeskolen, er en af de vigtigste forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Den danske folkeskole i højere grad have fokus på høj faglighed.

… og for at få vendt udviklingen skal vi øge lærernes faglighed og kompetencer.

For at få en højere faglighed og dygtigere elever, er det nødvendigt, at vi fokuserer på at højne fagligheden og styrke kompetencerne hos de danske lærere. Respekt for læring begynder med respekt for ens lærer. Derfor er det nødvendigt, at de danske lærere hele tiden er i trit med ny faglig viden, IT og adfærdsmønstret hos den danske ungdom. Netop fordi efteruddannelse af lærere er så vigtigt, er det bekymrende, at 67 procent af de danske lærere mener, at de mangler efteruddannelse. Efteruddannelse af de danske lærere er på niveau med Tyrkiet ifølge OECD. Derfor skal der årligt afsættes i alt 1,5 milliarder kroner ekstra til den danske folkeskole, hvoraf 500 millioner kroner er øremærket efteruddannelse af lærere og 500 millioner kroner afsættes til nyt IT-udstyr og vejledning i dette. Vi skal højne fagligheden i den danske folkeskole ved at højne fagligheden og kompetencerne hos de danske folkeskolelærere.

Vi skal tillade os at være ambitiøse omkring folkeskolen…

Når folkeskolen er så vigtig, er det også fordi, vi er ambitiøse omkring den danske folkeskole. Vi sætter ”overliggeren” højt. Når lande som Finland og Singapore har en bedre grundskole end Danmark, er det beviset på, at vi kan gøre det endnu bedre i Danmark. Der er dog ikke en unik formel på en god folkeskole. Derfor skal der heller ikke være en bestemt måde at gøre tingene på i den enkelte folkeskole og i den enkelte klasse. Lærerne og skolerne skal have frihed til at skabe de bedst mulige resultater med frihed til at benytte de metoder og instrumenter, de finder mest hensigtsmæssige. Derfor skal folkeskolen have sin egen ”grundlov”. Det skal være muligt for især forældrene at engagere sig langt mere i deres barns klasse.

… og være villige til at investere – både med penge og “frihed”.

Vi skal fra samfundets side have et højt ambitionsniveau med den danske folkeskole. Vi skal øge fagligheden hos eleverne ved at øge fagligheden hos lærerne og sætte klare mål, for hvad man skal kunne efter hvert klassetrin. Der skal være frihed på den enkelte skole og i den enkelte klasse til at vælge de metoder og de instrumenter, der fungerer bedst for at nå de faglige mål. Det hele begynder med tillid og investeringer. På den måde kan vi øge fagligheden og få en bedre folkeskole.

EU – ikke Folketinget – er med til at sikre danskernes frihed og rettigheder

Det lyder paradoksalt, men ikke desto mindre er det sandt: De sidste 10 år er det ikke Folketinget, men EU der har været med til at sikre danskernes frihed og grundlæggende rettigheder. Imens der fra Folketingets side er blevet indført love der har haft til formål at begrænse danskernes frihed til at bo med den de elsker her i Danmark, så har flere EU domme sikret at disse rettigheder, og danskernes frihed, ikke er blevet undermineret. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har med. 24-års reglen, starthjælp og senest forslaget om point-system gjort det lysende klart, at de ønsker at begrænse danskernes frihed til at bo med den de elsker i Danmark – enten direkte gennem lovgivningen eller ved at ramme danskerne på pengepungen. Helt grundlæggende, så burde staten dog ikke begrænse danskernes personlige ret og frihed til frit at vælge hvem de forelsker sig i og bor sammen med – tværtimod.

Flere domme fra EU-Domstolen bl.a. Zambrano-, Toprak- og Metock-dommen har slået fast, at Folketinget ikke kan begrænse de grundlæggende rettigheder og frihed, som danskerne har som EU borgere. Dommene handler ikke direkte om udlændinges rettigheder. De handler om EU-borgere (og dermed også danske borgere) og deres ret til at bo sammen med deres familier. Som grundlæggende princip i et retssamfund skal Domstolenes afgørelser respekteres, og derfor skal de danske myndigheder også følge dommene fra EU-Domstolen.

I stedet for at lave en domstolsstridig lovgivning der begrænser danskernes frihed og rettigheder, så burde man i stedet fokusere på en effektiv integration. Alle der ønsker at komme til Danmark skal være velkomne, så længe de ønsker at bidrage til det danske fællesskab. Derfor skal der være klare regler for hvad der påkræves af de nytilkomne danskere. Der skal stilles krav om enten en aktiv indsats på arbejdsmarkedet eller en vedholdende uddannelsesindsats. Man kan kun blive ordentligt integreret i Danmark, hvis man ved tilstedeværelse på en arbejdsplads eller uddannelsesinstitution kommer i berøring med det danske samfund. Folketinget skal ikke lovgive om hvorvidt danskerne må rejse ud i verden og tage deres store kærlighed med hjem til Danmark – Folketinget skal respektere danskernes frihed og grundlæggende rettigheder – men Folketinget skal gennem lovgivningen sikre, at alle der kommer til Danmark bliver bedst muligt integreret i det danske samfund. Det er helt i orden, at det danske samfund stiller krav til nytilkomne borgere ligesom det stiller krav til herboende danskere om uddannelse og en indsats på arbejdsmarkedet, men det er ikke i orden når samfundet begrænser den enkelte danskers frihed og grundlæggende rettigheder.

Vi skal vise tillid til, at den enkelte dansker og indvandrer gerne vil bidrage til det danske samfund, og at det er de færreste, der ønsker at leve på offentlig forsørgelse. Dog skal vi sikre, at alle der enten bor i Danmark eller kommer til Danmark bidrager til fællesskabet og bliver en aktiv del af samfundet. Lige meget hvordan vi gør dette, så skal det være et grundlæggende præmis, at vi ikke reducerer danskernes grundlæggende frihed og rettigheder. Det burde ikke være EU, men derimod det danske Folketing der sikrede danskernes frihed. Selvom det paradoksalt har været den anden vej rundt de sidste 10 år.

Det skal være mere attraktivt at arbejde i Danmark

Jo flere der er i arbejde i Danmark, jo større velstand kan vi opnå som samfund, og jo flere velfærdsgoder kan vi tillade os at have. Derfor er det helt grundlæggende, at vi i højere grad tilskynder til at alle får et arbejde og aktivt arbejder for, at de som enten er arbejdsløse eller uden for arbejdsmarkedet får et arbejde. På trods af, at vi kun er på vej ud af den økonomiske krise og arbejdsløsheden stadig er høj, så er det paradoksale, at vi blot om få år kommer til at mangle arbejdskraft i Danmark, i takt med at flere seniorer går på pension, mens færre unge indtræder på arbejdsmarkedet. Helt konkret vil 250.000 seniorer forlade arbejdsmarkedet i de kommende år mens kun 100.000 unge vil indtræde på dette.

Gennem en mere målrettet aktivering, efteruddannelse og opkvalificering af ledige, i samarbejde med erhvervslivet, skal kommunerne sikre, at flest mulige arbejdsløse igen får et arbejde, men der er også behov for, at vi helt grundlæggende gør det mere attraktivt at arbejde. Vi har brug for, at dem som er på arbejdsmarkedet, har lyst til at arbejde lidt mere – og samtidig har vi brug for at dem som er uden for arbejdsmarkedet har større økonomisk motivation for at søge at få et arbejde. Derfor skal personer, der arbejder lidt ekstra, belønnes for det – og det kan gøres ved at nedsætte topskatten og dermed skatten på den sidste tjente krone. Dernæst skal det gøres mere attraktivt at få et arbejde i stedet for at være uden for arbejdsmarkedet – og det kan gøres, ved at hæve beskæftigelsesfradraget for de laveste indkomster. I dag er beskæftigelsesfradraget ens for alle indkomstgrupper og det skal laves om. Beskæftigelsesfradraget skal være højst for lave indkomster, og skal nedsættes i takt med at indkomsten stiger.

Vi skal gennem skattesystemet søge at tilskynde danskerne til at arbejde mere, uden at vi skærer i de sociale ydelser, for de pesoner der virkelige har brug for disse – og uden at vi gennem unødvendige skattelettelser fjerner det økonomiske grundlag for kernevelfærd som sundhed og uddannelse. Vi skal indrette vores skattesystem, så vi i højere grad beskatter det vi vil have mindre af: forurening og spild af ressourcer. Derimod skal vi fjerne skattebyrden fra det, vi gerne vil have mere af: arbejde. Kun gennem et intelligent og gennemskueligt skattesystem kan vi tilskynde alle i Danmark, til at gøre det, der er bedst for dem selv – og bedst for det danske samfund.