En fri debat er det bedste værn mod ekstremisme
Debatten og det frie ord er en af hjørnestenene i et velfungerende demokrati. Kun gennem en åben og fri debat kan tabuer, misinformationer og løgne nedbrydes. Derfor er det vigtigt, at vi altid værner om friheden til at ytre sig og alles ret til at deltage i den offentlige debat. Ytringsfriheden må ikke krænkes, men ytringer må ikke have karakter af trusler eller krænkelser af f.eks. folks ære, religiøse tilhørsforhold eller hudfarve. Holdninger og argumenter må ikke blive udskiftet med hån, spot og latterliggørelse.
Tragedien i Norge har sat den åbne samfundsdebatten til diskussion…
Den seneste tragedie i Norge har igen vakt liv i debatten om ytringsfrihed, der her i Danmark for alvor kom i gang i forbindelse med Muhammed-tegningerne og den efterfølgende diplomatiske krise med flere arabiske lande. Anders Breivik er en ekstremist der brugte nettet til at udtrykke sine yderliggående holdninger, og nettet er i stigende grad blevet det sted, hvor de yderliggående holdninger for alvor brydes i vores samfund. I et åbent demokratisk samfund skal der være plads til yderliggående holdninger så længe de holder sig inden for lovens rammer. Lovens rammer sætter grænsen ved ytringer der har karakter af trusler (§ 266 i Straffeloven), er racistiske eller på baggrund af religiøs overbevisning (§ 266b i Straffeloven, racismeparagraffen) eller krænker andres borgeres ære (§ 267 i Straffeloven). Det er nødvendigt med disse love for at sikre, at den demokratiske debat ikke kører helt af sporet og skaber skel i stedet for at skabe større forståelse af hinandens holdninger.
…, men ekstremismen skal bekæmpes åbent med ord.
Ekstremisme trives under usikkerhed. I en tid med religiøs ekstremisme (især i lyset af 11. september), international krigsførelse og økonomisk krise er der skabt grobund for en grundlæggende usikkerhed i vores samfund. Den bedste måde at nedbryde denne usikkerhed på er ved at italesætte den, og gennem en åben demokratisk debat forsøge at forstå den. Stigende usikkerhed, frygt for forandringer og ”det fremmede” skal besvares med mere debat, og et mere ihærdigt forsøg på at åbne samfundsdebatten. Vi skal ikke lægge restrektioner på debatten – ytringsfriheden – og tabuisere den usikkerhed, som mange borgere føler. Anders Breiviks ekstremisme og grufulde handlinger fremkom ikke på baggrund af for mange ord – for megen debat f.eks. på nettet, men af for få ord – for lidt debat, og dermed for lidt forståelse for andre holdninger og andre mennesker.
En åben og fri debat er det bedste værn mod ekstremisme…
Netop derfor er det vigtigt, at vi ikke på baggrund af tragedien i Norge søger at kontrollere og ”censurere” debatten på nettet og derved i vores samfund. I stedet skal vi sætte debatten endnu mere fri. Vi skal gøre mere for at bekæmpe lukkede debatfora på nettet og anonyme ytringer i samfundsdebatten. Vi skal skabe åbne debatfora på nettet og rundt i landet skal vi afholde arrangementer, hvor holdninger kan brydes, så borgerne får en større forståelse for de forskelligartede holdninger der er i samfundet. I uddannelsessystem skal de unge uddannes i de mange ekstremistiske holdninger der er i et samfund, og få viden om hvordan de kan deltage i den demokratiske debat.
… og dermed et værn mod forfærdelige handlinger som Anders Breiviks.
Det er en politisk opgave, at sikre de bedst mulige udfoldelsesmuligheder for en åben demokratisk debat – og med alle midler italesætte de ekstremistiske holdninger der er i vores samfund. Forslagene fra visse politikere om at begrænse debatten på nettet er direkte farlig for den frie demokratiske debat, og går Anders Breiviks ærinde. Gennem mindre demokratisk debat opnår vi mindre forståelse for andres holdninger, og er dermed medvirkende til at lægge fundamentet for ekstremistiske holdninger. Enhver ekstremistisk ytring må ikke stå uimodsagt. Oplysning og ytringsfrihed – ikke censur – er de vigtigste våben i kampen mod ideologier, tankesystemer eller overbevisninger der ønsker, at begrænse demokratiet og borgernes frihed.
EU – ikke Folketinget – er med til at sikre danskernes frihed og rettigheder
Det lyder paradoksalt, men ikke desto mindre er det sandt: De sidste 10 år er det ikke Folketinget, men EU der har været med til at sikre danskernes frihed og grundlæggende rettigheder. Imens der fra Folketingets side er blevet indført love der har haft til formål at begrænse danskernes frihed til at bo med den de elsker her i Danmark, så har flere EU domme sikret at disse rettigheder, og danskernes frihed, ikke er blevet undermineret. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har med. 24-års reglen, starthjælp og senest forslaget om point-system gjort det lysende klart, at de ønsker at begrænse danskernes frihed til at bo med den de elsker i Danmark – enten direkte gennem lovgivningen eller ved at ramme danskerne på pengepungen. Helt grundlæggende, så burde staten dog ikke begrænse danskernes personlige ret og frihed til frit at vælge hvem de forelsker sig i og bor sammen med – tværtimod.
Flere domme fra EU-Domstolen bl.a. Zambrano-, Toprak- og Metock-dommen har slået fast, at Folketinget ikke kan begrænse de grundlæggende rettigheder og frihed, som danskerne har som EU borgere. Dommene handler ikke direkte om udlændinges rettigheder. De handler om EU-borgere (og dermed også danske borgere) og deres ret til at bo sammen med deres familier. Som grundlæggende princip i et retssamfund skal Domstolenes afgørelser respekteres, og derfor skal de danske myndigheder også følge dommene fra EU-Domstolen.
I stedet for at lave en domstolsstridig lovgivning der begrænser danskernes frihed og rettigheder, så burde man i stedet fokusere på en effektiv integration. Alle der ønsker at komme til Danmark skal være velkomne, så længe de ønsker at bidrage til det danske fællesskab. Derfor skal der være klare regler for hvad der påkræves af de nytilkomne danskere. Der skal stilles krav om enten en aktiv indsats på arbejdsmarkedet eller en vedholdende uddannelsesindsats. Man kan kun blive ordentligt integreret i Danmark, hvis man ved tilstedeværelse på en arbejdsplads eller uddannelsesinstitution kommer i berøring med det danske samfund. Folketinget skal ikke lovgive om hvorvidt danskerne må rejse ud i verden og tage deres store kærlighed med hjem til Danmark – Folketinget skal respektere danskernes frihed og grundlæggende rettigheder – men Folketinget skal gennem lovgivningen sikre, at alle der kommer til Danmark bliver bedst muligt integreret i det danske samfund. Det er helt i orden, at det danske samfund stiller krav til nytilkomne borgere ligesom det stiller krav til herboende danskere om uddannelse og en indsats på arbejdsmarkedet, men det er ikke i orden når samfundet begrænser den enkelte danskers frihed og grundlæggende rettigheder.
Vi skal vise tillid til, at den enkelte dansker og indvandrer gerne vil bidrage til det danske samfund, og at det er de færreste, der ønsker at leve på offentlig forsørgelse. Dog skal vi sikre, at alle der enten bor i Danmark eller kommer til Danmark bidrager til fællesskabet og bliver en aktiv del af samfundet. Lige meget hvordan vi gør dette, så skal det være et grundlæggende præmis, at vi ikke reducerer danskernes grundlæggende frihed og rettigheder. Det burde ikke være EU, men derimod det danske Folketing der sikrede danskernes frihed. Selvom det paradoksalt har været den anden vej rundt de sidste 10 år.
Alle borgere skal uden brugerbetaling have adgang til velfærden
Alle borgere i Danmark bidrager til velfærdsgoderne over deres skatteindbetalinger. Nogle betaler mere i skat, mens andre betaler lidt mindre, og nogle har et større behov for velfærdsgoderne, mens andre har et langt mindre behov for f.eks. læge- og hospitalsbehandling. Princippet om, at der skal være gratis adgang for alle borgere til velfærdsgoderne uanset deres økonomiske formåen eller sociale baggrund, er et princip vi skal holde fast i. Dette princip er nemlig det, der er med til at sikre sammenhængskraften og tilslutningen til den danske samfundsmodel – en samfundsmodel der har skabt os en høj velstand og et velfungerende samfund med mest mulig frihed til den enkelte borger.
Det er nødvendigt, at alle borgere bidrager til fællesskabet. Forholdet mellem borgerne og samfundet skal være defineret ved, at vi alle yder efter evne og nyder efter behov. Styrken i den danske samfundsmodel er, at vi alle bidrager til det fælles bedste, mod at vi også får del i det fælles bedste – og på den måde har et tilhørsforhold til fællesskabet og hinanden. Derfor er ideen om at målrette offentlige ydelser, eller at pålægge brugerbetaling på offentlige ydelser en rigtig dårlig ide. En beskeden brugerbetaling på det at gå til lægen, vil være fornuftigt, men generel brugerbetaling på en lang række offentlige ydelser vil skævvride det forhold borgerne har til velfærden – og dermed fællesskabet.
Selv de der betaler allermest i skat, skal have gratis adgang til hospitalerne uden at blive opkrævet en større betaling. Det progressive skattesystem betyder, at de som tjener mest betaler en større andel af deres indkomst i skat – og derfor er det kun rimeligt, at de også har samme adgang til ydelserne som alle andre. Samtidig er det vigtigt, at vi ikke friholder nogle fra fællesskabet på baggrund af deres økonomiske formåen eller sociale baggrund. Derfor skal vi ikke gennem en høj brugerbetaling udelukke nogle fra velfærdsgoder såsom uddannelse og sundhed. Styrken i den danske samfundsmodel er, at alle har de samme muligheder, men at vi ikke kræver, at alle borgere opnår de samme resultater. I stedet danner vi grundlaget for, at alle kan opnå de bedst mulige resultater til deres eget og samfundets bedste uanset deres økonomiske eller sociale baggrund.
Den politiske debat i Danmark er meget centreret om hvad specifikke ydelser koster samfundet, men det er vigtigt at denne debat ikke kommer til at omhandle specifikke samfundsgrupper. Det er helt fornuftigt og naturligt, at vi løbende i Danmark diskuterer hvordan vi bruger pengene bedst muligt og løbende omprioriterer midlerne. Dog skal vi holde fast i, at pengene tilhører fællesskabet og relaterer sig til offentlige ydelser – og ikke specifikke samfundsgrupper. Styrken i den danske samfundsmodel er, at vi alle bidrager og derigennem får de samme muligheder – og det skal vi holde fast i.
Effektiv terrorbekæmpelse skal i højere grad anvende blød magt i forhold til hård magt
Det fejlslagne økseangreb på Kurt Westergaard, bombemanden der havde til hensigt at springe en bombe på Nørreport i København og senest den konkrete plan om at angribe Politikens Hus i København med automatvåben viser med al tydelighed, at terroren er kommet tættere på Danmark. En trussel om terrorisme fra få ekstremister skal dog ikke kunne påvirke danskernes liv, hverdag og det danske samfund, men hvis det ikke skal blive tilfældet, så er det nødvendigt, at vi gentænker vores bekæmpelse af terror og ekstremistiske voldshandlinger.
Der er brug for, at den danske terrorbekæmpelse i langt højere grad fokuserer på blød magt i stedet for hårdmagt. Vi skal bruge langt flere ressourcer på at forebygge, at specifikke individer føler sig tiltrukket af ekstremistiske miljøer og efterfølgende bliver foranlediget til at begå volds- og terrorhandlinger. En større fokusering på blød magt inkluderer oplysende tv-udsendelser om andre kulturer og religioner, samt udvekslingsprojekter mellem unge mennesker fra kulturelt forskellige lande. Desuden et mere effektivt opsøgende arbejde af de sociale myndigheder til at identificere unge mennesker, der er på kollisionskurs med det danske samfunds værdier og normer. En bedre integration af nytilkomne danskere gennem især arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutionerne skal også forebygge, at nytilkomne danskere føler sig udelukket fra samfundet og begynder at interesserer sig for ekstremistiske miljøer der er imod det danske samfund – både i Danmark og i udlandet. Derfor er det også nødvendigt, at Danmark fortsat har et aktivt internationalt engagement, og samarbejder med andre lande om at nedsætte risikoen for terrortrusler og terrorhandlinger mod Danmark eller danskere ude i verden.
Vi skal værne om den ytringsfriheden i Danmark, men vi skal også værne om et samfund, hvor vi ikke nedgør hinanden ud fra race, hudfarve, oprindelse, tro eller seksuelle orientering – derfor skal § 266b i Straffeloven (Racismeparagraffen) bevares. Enhver der føler sig krænket skal have muligheden for at gå til domstolene og få sin sag prøvet. I sidste ende må det så være op til dommerne der fortolker loven, at bedømme om man, berettiget eller uberettiget, har følt sig nedgjort. Vi lever i et retssamfund hvor vi skal behandle hinanden med respekt – og derfor er Racismeparagraffen helt i tråd med de grundlæggende værdier i det danske samfund. Oplysning og ytringsfrihed – ikke censur – er de vigtigste våben i kampen mod ideologier, tankesystemer eller overbevisninger der ønsker, at begrænse demokratiet og borgernes frihed – f.eks. til at ytre sig.
Det danske retssamfund forpligter dog også, at vi bruger hård magt når det er nødvendigt gennem en robust terrorlovgivning og en effektiv efterretningstjeneste. Det kan være nødvendigt, at vi overvåger udvalgte bygninger – især offentlige, men en generel overvågning tjener ingen anden nytte end en ”falsk sikkerhed”. Vi skal slå hårdt ned på enhver der har til hensigt at forvolde terror eller skade på det danske samfund eller danske borgere – og det skal være muligt for efterretningstjenesten indenfor specifikke rammer, at overvåge mistænkte personer og mistænkte miljøer med billigelse fra en minister. Der skal dog være krav om en dommerkendelse for en vidtgående overvågning og eventuel indtrængen på privat ejendom. Den danske terrorlovgivning skal være meget tydelig om hvad Politiets Efterretningstjeneste har lov til og ikke har lov til.
Danmarks internationale engagement, vores ytringsfrihed og vide demokratiske frihedsrettigheder skal vi ikke gå på kompromis med, og vi skal ikke føles os tvunget til at slække på nogle af områderne på grund af terrorhandlinger eller terrortrusler fra ekstremister eller yderligtgående grupperinger – i Danmark eller i udlandet. Det er nødvendigt, at vi sætter hårdt mod hårdt over for personer der vil det danske samfund eller danskere det ondt, men vi skal gennem en øget fokus på blød magt søge at forebygge, at ekstremistiske tanker og udemokratiske budskaber kan foranledige svage sjæle at bedrive terror mod Danmark eller danskere.
Udlændingepolitikken skal fokusere på en effektiv integration – ikke et uigennemtænkt og forfejlet pointsystem
Danmark har siden 2001 haft en udlændingepolitik der handlede mere om at holde folk væk fra Danmark end at sørge for, at dem der kom hertil bidrog til samfundet og blev godt integreret. VKO har ændret udlændingeloven 18 gange siden 2001 – det svarer til en ændring hvert halve år. Ændringerne har skabet usikkerhed om udlændingelovgivningen, og har undergravet den enkelte danskers rettigheder – bl.a. til at gifte sig med den man selv ønsker, og stadig bo i Danmark.
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har sammen eller hver især foreslået regler og lovgivning der på den ene eller anden måde stred imod den danske grundlov eller de danske værdier. Burkaforbud, 24-års regel, forslag om at forbyde paraboler, højere egenbetaling for tolkebistand og senest et pointsystem for blot at nævne et par eksempler. Pointsystemerne er en uhørt indgriben i folks privatliv, hvor staten skal gøre sig til dommer over, hvor nyttig din elskede er for det danske samfund. Denne nyttevurdering er helt imod de grundlæggende socialliberale værdier, syn på familien og de personlige frihedsrettigheder. En god og effektiv integration af nydanskere i det danske samfund burde være hele fundamentet i en god udlændingelovgivning – for også på den måde at sikre, at de indvandrere der kommer til Danmark bedste muligt bliver integreret og bidrager til det danske samfund.
Et samfund er et fællesskab, og i et hvert fællesskab er det nødvendigt og vigtigt, at alle bidrager i den grad de har mulighed for det. Det gælder også nytilkomne, og derfor skal der helt naturligt være fokus på at få indvandrere i arbejde og i uddannelse, så de kan bidrage til det danske samfund og højne deres egen levestandard. En god integration går gennem arbejdsmarkedet eller uddannelsesinstitutionerne, og derfor skal især indsatsen med at få indvandrere i arbejde eller uddannelse opprioriteres. Man har et personligt ansvar for at få et arbejde eller få en uddannelse, men vi har som samfund også et ansvar for – og en stor interesse i – at hjælpe især udefrakommende nydanskere til at finde et arbejde eller komme i gang med en uddannelse. Derudover skal vi aktivt søge at integrere alle nydanskere i samfundet ved at ”inkludere” dem i samfundet, og gøre dem bekendt med den danske kultur og de danske værdier – f.eks. ved at sørge for at DR leverer danske nyheder på flere forskellige sprog, så man uanfægtet af om man kan dansk kan følge med i nyhedsstrømmen i Danmark.
Vi skal i Danmark hellere have en udlændingepolitik der søger at skabe en god integration end en politik der kun har til formål at holde folk væk fra Danmark – Hvad enten de så er amerikanere, japanere, tyrkere eller australiere. Ved at fokusere på en effektiv integration koncentreret om uddannelse og aktivering på arbejdsmarkedet i stedet for uigennemtænkt “point”-chikane kan vi sikre, at dem som kommer til Danmark bidrager til samfundet – men også føler sig velkomne og bliver behandlet anstændigt.
Velkommen til Krysser.dk!
Nyeste indlæg
- Der skal være en økonomisk gulerod ved at arbejde
- Statens indtægter fra Nordsøen skal i en oliefond
- Unødig kontrol koster penge vi ikke har
- En privatisering kan hjælpe DSB
- Afskaf værnepligten og invester i Arktis
- Færre og mindre risikable lån til boligejerne
- En adskillelse af kirke og stat kan kun gå for langsomt