En fri debat er det bedste værn mod ekstremisme
Debatten og det frie ord er en af hjørnestenene i et velfungerende demokrati. Kun gennem en åben og fri debat kan tabuer, misinformationer og løgne nedbrydes. Derfor er det vigtigt, at vi altid værner om friheden til at ytre sig og alles ret til at deltage i den offentlige debat. Ytringsfriheden må ikke krænkes, men ytringer må ikke have karakter af trusler eller krænkelser af f.eks. folks ære, religiøse tilhørsforhold eller hudfarve. Holdninger og argumenter må ikke blive udskiftet med hån, spot og latterliggørelse.
Tragedien i Norge har sat den åbne samfundsdebatten til diskussion…
Den seneste tragedie i Norge har igen vakt liv i debatten om ytringsfrihed, der her i Danmark for alvor kom i gang i forbindelse med Muhammed-tegningerne og den efterfølgende diplomatiske krise med flere arabiske lande. Anders Breivik er en ekstremist der brugte nettet til at udtrykke sine yderliggående holdninger, og nettet er i stigende grad blevet det sted, hvor de yderliggående holdninger for alvor brydes i vores samfund. I et åbent demokratisk samfund skal der være plads til yderliggående holdninger så længe de holder sig inden for lovens rammer. Lovens rammer sætter grænsen ved ytringer der har karakter af trusler (§ 266 i Straffeloven), er racistiske eller på baggrund af religiøs overbevisning (§ 266b i Straffeloven, racismeparagraffen) eller krænker andres borgeres ære (§ 267 i Straffeloven). Det er nødvendigt med disse love for at sikre, at den demokratiske debat ikke kører helt af sporet og skaber skel i stedet for at skabe større forståelse af hinandens holdninger.
…, men ekstremismen skal bekæmpes åbent med ord.
Ekstremisme trives under usikkerhed. I en tid med religiøs ekstremisme (især i lyset af 11. september), international krigsførelse og økonomisk krise er der skabt grobund for en grundlæggende usikkerhed i vores samfund. Den bedste måde at nedbryde denne usikkerhed på er ved at italesætte den, og gennem en åben demokratisk debat forsøge at forstå den. Stigende usikkerhed, frygt for forandringer og ”det fremmede” skal besvares med mere debat, og et mere ihærdigt forsøg på at åbne samfundsdebatten. Vi skal ikke lægge restrektioner på debatten – ytringsfriheden – og tabuisere den usikkerhed, som mange borgere føler. Anders Breiviks ekstremisme og grufulde handlinger fremkom ikke på baggrund af for mange ord – for megen debat f.eks. på nettet, men af for få ord – for lidt debat, og dermed for lidt forståelse for andre holdninger og andre mennesker.
En åben og fri debat er det bedste værn mod ekstremisme…
Netop derfor er det vigtigt, at vi ikke på baggrund af tragedien i Norge søger at kontrollere og ”censurere” debatten på nettet og derved i vores samfund. I stedet skal vi sætte debatten endnu mere fri. Vi skal gøre mere for at bekæmpe lukkede debatfora på nettet og anonyme ytringer i samfundsdebatten. Vi skal skabe åbne debatfora på nettet og rundt i landet skal vi afholde arrangementer, hvor holdninger kan brydes, så borgerne får en større forståelse for de forskelligartede holdninger der er i samfundet. I uddannelsessystem skal de unge uddannes i de mange ekstremistiske holdninger der er i et samfund, og få viden om hvordan de kan deltage i den demokratiske debat.
… og dermed et værn mod forfærdelige handlinger som Anders Breiviks.
Det er en politisk opgave, at sikre de bedst mulige udfoldelsesmuligheder for en åben demokratisk debat – og med alle midler italesætte de ekstremistiske holdninger der er i vores samfund. Forslagene fra visse politikere om at begrænse debatten på nettet er direkte farlig for den frie demokratiske debat, og går Anders Breiviks ærinde. Gennem mindre demokratisk debat opnår vi mindre forståelse for andres holdninger, og er dermed medvirkende til at lægge fundamentet for ekstremistiske holdninger. Enhver ekstremistisk ytring må ikke stå uimodsagt. Oplysning og ytringsfrihed – ikke censur – er de vigtigste våben i kampen mod ideologier, tankesystemer eller overbevisninger der ønsker, at begrænse demokratiet og borgernes frihed.
Effektiv terrorbekæmpelse skal i højere grad anvende blød magt i forhold til hård magt
Det fejlslagne økseangreb på Kurt Westergaard, bombemanden der havde til hensigt at springe en bombe på Nørreport i København og senest den konkrete plan om at angribe Politikens Hus i København med automatvåben viser med al tydelighed, at terroren er kommet tættere på Danmark. En trussel om terrorisme fra få ekstremister skal dog ikke kunne påvirke danskernes liv, hverdag og det danske samfund, men hvis det ikke skal blive tilfældet, så er det nødvendigt, at vi gentænker vores bekæmpelse af terror og ekstremistiske voldshandlinger.
Der er brug for, at den danske terrorbekæmpelse i langt højere grad fokuserer på blød magt i stedet for hårdmagt. Vi skal bruge langt flere ressourcer på at forebygge, at specifikke individer føler sig tiltrukket af ekstremistiske miljøer og efterfølgende bliver foranlediget til at begå volds- og terrorhandlinger. En større fokusering på blød magt inkluderer oplysende tv-udsendelser om andre kulturer og religioner, samt udvekslingsprojekter mellem unge mennesker fra kulturelt forskellige lande. Desuden et mere effektivt opsøgende arbejde af de sociale myndigheder til at identificere unge mennesker, der er på kollisionskurs med det danske samfunds værdier og normer. En bedre integration af nytilkomne danskere gennem især arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutionerne skal også forebygge, at nytilkomne danskere føler sig udelukket fra samfundet og begynder at interesserer sig for ekstremistiske miljøer der er imod det danske samfund – både i Danmark og i udlandet. Derfor er det også nødvendigt, at Danmark fortsat har et aktivt internationalt engagement, og samarbejder med andre lande om at nedsætte risikoen for terrortrusler og terrorhandlinger mod Danmark eller danskere ude i verden.
Vi skal værne om den ytringsfriheden i Danmark, men vi skal også værne om et samfund, hvor vi ikke nedgør hinanden ud fra race, hudfarve, oprindelse, tro eller seksuelle orientering – derfor skal § 266b i Straffeloven (Racismeparagraffen) bevares. Enhver der føler sig krænket skal have muligheden for at gå til domstolene og få sin sag prøvet. I sidste ende må det så være op til dommerne der fortolker loven, at bedømme om man, berettiget eller uberettiget, har følt sig nedgjort. Vi lever i et retssamfund hvor vi skal behandle hinanden med respekt – og derfor er Racismeparagraffen helt i tråd med de grundlæggende værdier i det danske samfund. Oplysning og ytringsfrihed – ikke censur – er de vigtigste våben i kampen mod ideologier, tankesystemer eller overbevisninger der ønsker, at begrænse demokratiet og borgernes frihed – f.eks. til at ytre sig.
Det danske retssamfund forpligter dog også, at vi bruger hård magt når det er nødvendigt gennem en robust terrorlovgivning og en effektiv efterretningstjeneste. Det kan være nødvendigt, at vi overvåger udvalgte bygninger – især offentlige, men en generel overvågning tjener ingen anden nytte end en ”falsk sikkerhed”. Vi skal slå hårdt ned på enhver der har til hensigt at forvolde terror eller skade på det danske samfund eller danske borgere – og det skal være muligt for efterretningstjenesten indenfor specifikke rammer, at overvåge mistænkte personer og mistænkte miljøer med billigelse fra en minister. Der skal dog være krav om en dommerkendelse for en vidtgående overvågning og eventuel indtrængen på privat ejendom. Den danske terrorlovgivning skal være meget tydelig om hvad Politiets Efterretningstjeneste har lov til og ikke har lov til.
Danmarks internationale engagement, vores ytringsfrihed og vide demokratiske frihedsrettigheder skal vi ikke gå på kompromis med, og vi skal ikke føles os tvunget til at slække på nogle af områderne på grund af terrorhandlinger eller terrortrusler fra ekstremister eller yderligtgående grupperinger – i Danmark eller i udlandet. Det er nødvendigt, at vi sætter hårdt mod hårdt over for personer der vil det danske samfund eller danskere det ondt, men vi skal gennem en øget fokus på blød magt søge at forebygge, at ekstremistiske tanker og udemokratiske budskaber kan foranledige svage sjæle at bedrive terror mod Danmark eller danskere.
Dansk retspolitik skal ikke vurderes på om den er blød eller hård, men om den er effektiv eller ej
Den danske retspolitik er på vildspor, og der er brug for at gentænke retspolitikken på centrale områder hvis vi ønsker et Danmark med mindre kriminalitet begået af færre kriminelle. Den nuværende VK-regering har slået sig op på en hård retspolitik med strengere straffe, men har dermed fokuseret for meget på midlet i stedet for på målet. Målet med retspolitikken er at nedsætte kriminaliteten og skabe tryghed for alle i Danmark, og sikre at dem som begår kriminalitet ikke gør det igen – og at de ikke har incitament til at begå en kriminel handling til at starte med. Derfor skal forebyggelse af kriminalitet – det kriminalpræventive arbejde – være den vigtigste del af retspolitikken. Dette arbejde skal især fokuseres på de unge og skal koordineres med den sociale indsats. Vi skal undgå at unge mennesker starter en kriminel løbebane i en tidlig alder, og at især personer med sociale problemer ikke har et incitament til at begå kriminalitet. At nedsætte den kriminelle lavalder og sende unge mennesker i fængsel er ikke en god ide hvilket bl.a. direktør i Vestre Fængsel, Peter Vesterheden, og direktør ved Institut for Menneskerettigheder, dr. jur. Jonas Christoffersen, begge har udtalt. Fængsler er rugekasser for unge kriminelle, og risikere i højere grad at sætte dem på en kriminel løbebane i stedet for at få dem afvendt fra kriminalitet.
På trods af det primære fokus på det kriminalpræventive arbejde, så skal retspolitikken være konsekvent og hård når en kriminel handling er blevet begået. Dog skal retssystemets straf i højere grad være individualiseret til den enkelte kriminelle. Det gælder ikke bare for straffens længde eller beløbsstørrelse, men især for strafmetoden hvor fængsel ikke skal ses som den primære strafmetode. Fodlænke, samfundstjeneste eller institutionel forvaring skal i langt højere grad benyttes til at straffe personer der har begået lovovertrædelser. Indenfor banderelateret kriminalitet er det vigtigt, at isolere ikke bare banderne, men også bandemedlemmerne fra de enkelte grupper fra hinanden. En vej ud af banderne starter med at afskære bandemedlemmerne fra den sociale omgang og kontakt med deres ”bandebrødre”, som de har i fængslerne. Mere og mere af den banderelaterede kriminalitet stammer også fra udenlandske bander, og derfor skal politisamarbejdet på tværs af landegrænser intensiveres – især med vores nærmeste nabolande Sverige, Norge, Polen og Tyskland, men også generelt i EU.
Debatten om den danske retspolitik skal ikke fokusere på om retspolitikken er ”hård eller blød”, men om den er effektiv eller ej. Kriminelle skal have den straf de fortjener for de handlinger de har begået, men det primære fokus må og skal være, at vi nedsætter kriminaliteten gennem en aktiv kriminalpræventiv indsats, effektiv straf for kriminalitet og et intensiveret arbejde med at stoppe udefrakommende kriminelle personer ved at øge politisamarbejdet med landene omkring Danmark.
Danskernes retssikkerhed skal ikke undergraves af retspolitiske enkeltsager
Danmark er ligesom andre vestlige lande truet af ikke blot klimaforandringer, men også ekstremister der afskyr frihed, demokrati og respekt for medmennesker. Selvom sandsynligheden for at komme galt afsted i trafikken er langt større end at blive offer for terror fra disse ekstremisters side, så er der meget stor fokus på terrorister og terrorisme fra myndighedernes og mediernes side. Selvom der bruges store ressourcer fra især efterretningstjenesternes side på at overvåge ekstremister, forebygge terrorisme og opretholde en høj sikkerhed, så er der igen og igen tilfælde på at sikkerheden er blevet brudt eller ekstremister ikke er blevet overvåget godt nok. Af eksempler kan nævnes Greenpeace-aktivisterne der kunne snige ind til Dronningens Galla-middag for over 100 stats- og regeringsledere, nigerianeren der prøvede at spring et amerikansk fly i luften på vej til Detroit i USA og den danske tegner Kurt Westergaard der i sit eget hjem blev overrumplet med økse og kniv af en ekstremist, som PET ellers havde under skærpet opsyn. Der er ingen tvivl om, at vi skal gøre hvad vi kan for at forebygge terrorisme og forhindre ekstremister i at udføre deres vanvittige gerninger. Dog er vi også et demokratisk retssamfund og der må være en grænse for hvor langt vi vil gå med terrorlovgivning, overvågning, krænkelse af personlig frihed og nedsættelse af retssikkerheden for at sikre os mod ekstremisternes gerninger. Efterretningstjenesterne skal have de nødvendige ressourcer og vide beføjelser til at jagte, overvåge og anholde ekstremister, men det skal stadig ske inden for rammerne af et demokratisk retssamfund. Hvis ikke, så lader vi ekstremisterne ændre på vores demokratiske samfund, nedsætte vores personlige frihed og nedsætte vores retssikkerhed – alt det ekstremisterne ønskede at opnå med deres handlinger – forskellen er, at det er os selv der foretager ændringerne af frygt for ekstremisternes gerninger.
Det skal f.eks. ikke censureres hvilke hjemmesider man kan gå ind og man skal heller ikke kunne straffes for blot at besøge bestemte hjemmesider – som ellers foreslået af SF. Man skal heller ikke kunne blive smidt ud af Danmark på blot en mistanke om terrorplaner eller anden form for ekstremistisk virksomhed – som foreslået af DF. Det må være sådan at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, hvilket er hele grundlaget for danskernes retssikkerhed i Danmark. Når det kommer til indgriben i personlig frihed, overvågning og nedsættelse retssikkerheden virker det som om de politiske yderfløje mødes i enderne. Ikke desto mindre må vi stå fast på en ting – den enkelte danskers retssikkerhed skal ikke unødigt undergraves for at imødegå ekstremisternes handlinger. Efterretningstjenesterne skal gøre deres bedste for at sikre vore alles sikkerhed og de skal have ressourcer hertil, men det skal ske inden for rammerne af det demokratiske retssamfund vi lever i.
Der skal sættes hårdt og konstruktivt ind mod banderne
Udviklingen i bandemiljøet som alle danskere har være vidne til er skræmmende og skal på ingen måde tolereres. Banderne er blevet langt hårdere i deres fremgangsmåde, mere iderige med deres kriminalitet og respekterer hverken politi eller civile. Det kan vi som samfund på ingen måde acceptere, og derfor er der nødt til at blive lavet nye tiltag og taget nye metoder i brug for at sætte banderne på plads. Politiet skal have langt større beføjelser til at bruge meddelere, overvågning af banderne og have mulighed for at give dusør til tips der kan hjælpe til opklaring af bandekriminalitet. Derudover skal kampen mod banderne i langt højere grad koordineres mellem både politi, skat og de sociale myndigheder. Banderne skal modarbejdes på alle fronter, og især deres hvervning af nye unge medlemmer skal besværliggøres. Hvis banderne både bliver svækket på deres rekrutteringsgrundlag og på deres skattemæssige forhold samt sociale ydelser, så vil deres kamplyst og kriminalitetsiver for alvor blive svækket.
Kampen mod banderne handler i lige så høj grad om at sende et signal, som det handler om at sætte en stopper for deres kriminelle foretagender. Især forebyggelsen er vigtig hvis vi for alvor skal have skovlen under banderne, og her er det sociale arbejde med unge mennesker i højsædet. Rigtig mange steder har det hjulpet at de unge får en institution eller en fritidsklub hvor de kan hænge ud og være sig selv. Derfor skal der afsættes penge til laves langt flere fritidsklubber for unge – især i landets socialt belastede områder. Stederne skal være overvåget af politiet, så bandemedlemmer ikke kan komme og prøve og rekruttere de unge og derved blive et fristed for de unge. Kampen mod banderne bliver ikke vundet fra den ene dag til den anden, men bliver en konstant og hård indsats fra både politiets og andre myndigheders side. Derfor skal betjentene også på politiskolen undervises i hvordan banderne opererer, og hvordan man bekæmper dem. Den store indsats mod banderne kan dog vise sig at være værdifuld på andre områder da banderne står for langt hovedparten af salget med narkotiske stoffer i Danmark. En kamp mod banderne er dermed ikke bare en kamp mod skyderier i gaderne, men også hård kriminalitet og salg af narkotiske stoffer. Det er vigtigt at vi forsøger med tiltag såsom mægling mellem banderne, men det er altså nødvendigt at vi sætter hårdt mod hårdt og viser banderne hvem der bestemmer. Kun på den måde kan vi for alvor få bekæmpet banderne og også bekæmpet den enorme mængde kriminalitet som de bedriver.
Velkommen til Krysser.dk!
Nyeste indlæg
- Der skal være en økonomisk gulerod ved at arbejde
- Statens indtægter fra Nordsøen skal i en oliefond
- Unødig kontrol koster penge vi ikke har
- En privatisering kan hjælpe DSB
- Afskaf værnepligten og invester i Arktis
- Færre og mindre risikable lån til boligejerne
- En adskillelse af kirke og stat kan kun gå for langsomt