Fleksibel dagpengeperiode og obligatorisk efteruddannelse

Arbejdsløsheden er stigende og det er derfor foreslået, at den nuværende dagpengeperiode på 2 år forlænges. En forlængelse af dagpengeperioden vil dog ikke i sig selv få flere i arbejde, og går derfor imod den grundlæggende målsætning: At forkorte ledighedsperioden for de arbejdsløse og sikre alle ledige et nyt job. For at få flere i arbejde, så er det nødvendigt med en mere intensiv aktiveringsindsats under dagpengeforløbet – især når man lige er blevet ledig og kommer på dagpenge. Det skal være et klart krav, at dem som ikke kan finde et arbejde senest efter 1½ års ledighed skal på et længerevarende obligatorisk uddannelsesforløb der opkvalificerer dem til nye stillinger, som samfundet har brug for. Efter endt uddannelsesforløb og bestået eksamen skal man starte forfra på dagpenge, og have ret til dagpenge i et år. Derved opnår man en mere fleksibel dagpengeperiode der tilgodeser det løbende behov for opkvalificering der er nødvendigt for at kunne få en af morgendagens arbejdspladser. Et af problemerne aktuelt er at arbejdsløse ikke kan få de ledige stillinger på arbejdsmarkedet.

En intensiv og tidlig beskæftigelsesindsats…

Studier har vist, at en intensiv aktivering og en tidlig igangsættelse aktiveringsindsats markant øger sandsynligheden for, at de ledige kommer i arbejde (se bl.a. Arbejdsmarkedskommissionen og 2020-planen). Man er som ledig mest motiveret til at finde et arbejde kort efter påbegyndt arbejdsløshed, og en tidlig aktiveringsindsats er derfor med til at honorere den motivation. Erfaringerne fra ikke bare Danmark, men andre lande viser, at flere ledige kommer jo tættere man kommer på dagpengeperiodens ophør. Grundene er, at man f.eks. slækker på de lønkrav, krav om arbejdspladsens beliggenhed og grundlæggende arbejdsopgaver, som måske tidligere har gjort sig gældende. Derfor er det vigtigt, at man ikke øger dagpengeperioden, men i stedet gennem målrettet intensiv aktivering, en håndholdt beskæftigelsesindsats og mulighed for opkvalificering øger sandsynligheden for at de ledige får arbejde før dagpengeperioden slutter.

…, obligatorisk opkvalificering efter 1½ år…

En intensiv aktiveringsindsats vil få mange flere i arbejde, men for nogle kan det være nødvendigt med en mere grundlæggende opkvalificering for at kunne påtage sig nogle af de mulige jobs. Derfor skal man senest efter 1½ på dagpenge i en obligatorisk uddannelse der gennem meritgivende eksamen opkvalificerer en til at påtage sig nogle af de jobs, som samfundet har brug for. Efter endt uddannelsesforløb og bestået eksamen skal man igen have mulighed for at få dagpenge i et år.

… og målrettet løntilskud samt virksomhedspraktik …

Det som mest effektivt bidrager til at ledige får et arbejde er virksomhedspraktik. Som det er i dag, så udgør andelen af ledige i virksomhedspraktik dog kun en lille del af de samlede redskaber indenfor aktiveringsindsatsen, jf. jobindsats.dk. En af de største aktiveringsindsatser over for dagpengemodtagere er derimod ansættelse med løntilskud. Det skal laves om, så det primære tilbud til dagpengemodtagere er virksomhedspraktik samt vejledning og opkvalificering. Kontanthjælpsmodtagere skal derimod have langt større mulighed for ansættelse med løntilskud end det er tilfældet i dag. For både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere gælder det, at det er kontakten til arbejdsmarkedet der i sidste ende giver job. Vejledning og opkvalificering virker også, men kun hvis også der er en kontakt til arbejdsmarkedet.

… skal føre til at flere ledige kommer i arbejde.

Samlet set, så vil en tidlig og intensiv aktiveringsindsats, målrettet løntilskud samt virksomhedspraktik kombineret med obligatorisk efteruddannelse efter længere tids ledighed bidrage til, at flere ledige kommer i arbejde – og at de kommer hurtigere i arbejde efter begyndt arbejdsløshed. En forlængelse af dagpengeperioden løser derimod ikke problemerne. Det der vil få flere ledige i arbejde er en bedre indsats under dagpengeperioden samt mulighed for et ekstra års dagpenge efter gennemført efteruddannelsesforløb. Det primære fokus i den danske beskæftigelsespolitik må og skal altid være at få de ledige hurtigere og klogere tilbage på arbejdsmarkedet. Ikke at holde dem på dagpenge i så lang tid som muligt.

Principper for en økonomisk, vidensmæssig og social genopretning af Danmark

Ikke kun økonomisk, men også social genopretning

Økonomiske krisetider går ofte hårdest ud over samfundets svageste. Og sådan er det desværre også under den nuværende økonomiske krise. Derfor er der i Danmark ikke kun behov for en økonomisk genopretning, men i ligeså høj grad behov for en social genopretning. Der er behov for, at vi i højere grad opstiller faste socialpolitiske mål for at sikre, at langt flere borgere med psykiske sygdomme, udsatte børn og familier der lever med misbrug, og tidligere kriminelle får mulighed for at få den fremtid de ønsker.

Danmark skal have en fattigdomsgrænse…

Første skridt på vejen til at løse et problem er dog at anerkende at det eksisterer. Derfor er det nødvendigt, at vi i Danmark får en fattigdomsgrænse. Der skal nedsættes en Kommission der kan kulegrave problemet med fattigdom i Danmark, og komme med et fornuftig bud på en fattigdomsgrænse. En fattigdomsgrænse skal ikke bare afhænge af indkomst, men også af andre faktorer som f.eks. sundhed og sociale muligheder. Arbejderbevægelsens erhvervsråd har på baggrund af bl.a. EU og OECD’s fattigdomsgrænse analyseret antallet af fattige i Danmark. Deres konklusion er, at der er op imod 234.000 fattige i Danmark. Bare på Fyn lever over 20.000 mennesker i fattigdom (se nedenstående tabel). Og antallet har været stærkt stigende i de seneste år.

… og vi skal prioritere en bedre social indsats.

Overalt på Fyn og i Danmark findes der fattige og sociale skæbner, vi som samfund ikke formår at tage os af. Brønderslevsagen er et tydeligt eksempel på, at der er behov for en bedre social indsats. Derfor skal der iværksættes en social genopretning i Danmark. En helhedsorienteret plan og ekstra 4 mia. kroner årligt skal bidrage til at udsatte og sårbare grupper får muligheden for en bedre fremtid. ”Fattigdomsydelser” som starthjælpen, 450-timers reglen og kontanthjælpsloftet skal afskaffes. Ydelserne hjælper ikke de berørte tilbage på arbejdsmarkedet, men er til gengæld med til at holde mange familier fastlåst i dårlige sociale vilkår og i fattigdom.

Fattigdom og dårlige sociale vilkår kan sætte sig spor for resten af livet…

Fattigdom og dårlige sociale vilkår kan ses mange steder. Aktuelt er der op imod 6.000 børn i Danmark der har et længerevarende ulovligt fravær fra Folkeskolen – og det er 6.000 for mange. En hård barndom kan sætte sig spor resten af livet. Tilknytning af socialrådgivere til de alle danske folkeskoler skal sikre, at flest mulige børn har en god skolegang.

I kriminalforsorgen er der ligeledes mange unge der har brug for en hjælpende hånd. Over en tredjedel af de indsatte i de danske fængsler har tidligere været fængslet inden for de sidste 5 år – og især for de 15-25 årige er der mange gengangere. For at bryde denne konstante svingdør mellem samfund og fængsel, skal vi i det danske Kriminalforsorgen i langt højere grad afprøve alternative strafformer samt bruge samfundstjeneste langt mere aktivt end vi gør i dag.  Det skal være et klart mål, at flere af de, især unge, kriminelle ikke kommer tilbage i fængsel, men i stedet får muligheden for at få et job og et liv efter deres kriminelle ugerninger.

… og derfor skal vi tage større ansvar for dem der har det sværest.

Samlet set, så må den økonomiske krise ikke betyde, at vi som samfund glemmer dem der har det allersværest. For hvis det sker, så har vi for alvor mistet en del af det der er unikt for det danske samfund: Et samfund hvor alle har lige muligheder og hvor vi tager ansvar for dem der har det sværest. Uden en økonomisk genopretning er det en utopi at tro, at vi effektivt kan hjælpe de udsatte borgere der har brug for samfundets hjælp. Den sociale genopretning skal, ligesom den økonomiske genopretning, iværksættes med det samme.

Alle borgere skal uden brugerbetaling have adgang til velfærden

Alle borgere i Danmark bidrager til velfærdsgoderne over deres skatteindbetalinger. Nogle betaler mere i skat, mens andre betaler lidt mindre, og nogle har et større behov for velfærdsgoderne, mens andre har et langt mindre behov for f.eks. læge- og hospitalsbehandling. Princippet om, at der skal være gratis adgang for alle borgere til velfærdsgoderne uanset deres økonomiske formåen eller sociale baggrund, er et princip vi skal holde fast i. Dette princip er nemlig det, der er med til at sikre sammenhængskraften og tilslutningen til den danske samfundsmodel – en samfundsmodel der har skabt os en høj velstand og et velfungerende samfund med mest mulig frihed til den enkelte borger.

Det er nødvendigt, at alle borgere bidrager til fællesskabet. Forholdet mellem borgerne og samfundet skal være defineret ved, at vi alle yder efter evne og nyder efter behov. Styrken i den danske samfundsmodel er, at vi alle bidrager til det fælles bedste, mod at vi også får del i det fælles bedste – og på den måde har et tilhørsforhold til fællesskabet og hinanden. Derfor er ideen om at målrette offentlige ydelser, eller at pålægge brugerbetaling på offentlige ydelser en rigtig dårlig ide. En beskeden brugerbetaling på det at gå til lægen, vil være fornuftigt, men generel brugerbetaling på en lang række offentlige ydelser vil skævvride det forhold borgerne har til velfærden – og dermed fællesskabet.

Selv de der betaler allermest i skat, skal have gratis adgang til hospitalerne uden at blive opkrævet en større betaling. Det progressive skattesystem betyder, at de som tjener mest betaler en større andel af deres indkomst i skat – og derfor er det kun rimeligt, at de også har samme adgang til ydelserne som alle andre.  Samtidig er det vigtigt, at vi ikke friholder nogle fra fællesskabet på baggrund af deres økonomiske formåen eller sociale baggrund. Derfor skal vi ikke gennem en høj brugerbetaling udelukke nogle fra velfærdsgoder såsom uddannelse og sundhed. Styrken i den danske samfundsmodel er, at alle har de samme muligheder, men at vi ikke kræver, at alle borgere opnår de samme resultater. I stedet danner vi grundlaget for, at alle kan opnå de bedst mulige resultater til deres eget og samfundets bedste uanset deres økonomiske eller sociale baggrund.

Den politiske debat i Danmark er meget centreret om hvad specifikke ydelser koster samfundet, men det er vigtigt at denne debat ikke kommer til at omhandle specifikke samfundsgrupper. Det er helt fornuftigt og naturligt, at vi løbende i Danmark diskuterer hvordan vi bruger pengene bedst muligt og løbende omprioriterer midlerne. Dog skal vi holde fast i, at pengene tilhører fællesskabet og relaterer sig til offentlige ydelser – og ikke specifikke samfundsgrupper. Styrken i den danske samfundsmodel er, at vi alle bidrager og derigennem får de samme muligheder – og det skal vi holde fast i.

Det skal være mere attraktivt at arbejde i Danmark

Jo flere der er i arbejde i Danmark, jo større velstand kan vi opnå som samfund, og jo flere velfærdsgoder kan vi tillade os at have. Derfor er det helt grundlæggende, at vi i højere grad tilskynder til at alle får et arbejde og aktivt arbejder for, at de som enten er arbejdsløse eller uden for arbejdsmarkedet får et arbejde. På trods af, at vi kun er på vej ud af den økonomiske krise og arbejdsløsheden stadig er høj, så er det paradoksale, at vi blot om få år kommer til at mangle arbejdskraft i Danmark, i takt med at flere seniorer går på pension, mens færre unge indtræder på arbejdsmarkedet. Helt konkret vil 250.000 seniorer forlade arbejdsmarkedet i de kommende år mens kun 100.000 unge vil indtræde på dette.

Gennem en mere målrettet aktivering, efteruddannelse og opkvalificering af ledige, i samarbejde med erhvervslivet, skal kommunerne sikre, at flest mulige arbejdsløse igen får et arbejde, men der er også behov for, at vi helt grundlæggende gør det mere attraktivt at arbejde. Vi har brug for, at dem som er på arbejdsmarkedet, har lyst til at arbejde lidt mere – og samtidig har vi brug for at dem som er uden for arbejdsmarkedet har større økonomisk motivation for at søge at få et arbejde. Derfor skal personer, der arbejder lidt ekstra, belønnes for det – og det kan gøres ved at nedsætte topskatten og dermed skatten på den sidste tjente krone. Dernæst skal det gøres mere attraktivt at få et arbejde i stedet for at være uden for arbejdsmarkedet – og det kan gøres, ved at hæve beskæftigelsesfradraget for de laveste indkomster. I dag er beskæftigelsesfradraget ens for alle indkomstgrupper og det skal laves om. Beskæftigelsesfradraget skal være højst for lave indkomster, og skal nedsættes i takt med at indkomsten stiger.

Vi skal gennem skattesystemet søge at tilskynde danskerne til at arbejde mere, uden at vi skærer i de sociale ydelser, for de pesoner der virkelige har brug for disse – og uden at vi gennem unødvendige skattelettelser fjerner det økonomiske grundlag for kernevelfærd som sundhed og uddannelse. Vi skal indrette vores skattesystem, så vi i højere grad beskatter det vi vil have mindre af: forurening og spild af ressourcer. Derimod skal vi fjerne skattebyrden fra det, vi gerne vil have mere af: arbejde. Kun gennem et intelligent og gennemskueligt skattesystem kan vi tilskynde alle i Danmark, til at gøre det, der er bedst for dem selv – og bedst for det danske samfund.