Browsing articles tagged with " Velfærd"
dec 5, 2011
Mathias Kryspin Sørensen

Unødig kontrol koster penge vi ikke har

Læger der hver dag bruger tid på kontrol og administration i stedet for på at tilse patienter. Skolelærere der gerne vil bruge mere tid på undervisning, men i stedet må bruge tid på elevplaner, tests og rapportering. Og ansatte i jobcentrene der udelukkende beskæftiger sig med nye regler fra Christiansborg.  Vi har i Danmark verdens største offentlig sektor, men mange af pengene går til unødig kontrol og formålsløse administrative opgaver. Over 1.600 læger i Region Hovedstaden sagt fra over for det unødvendige bureaukratiSamfundsøkonomisk skønnes det, at en reduktion i den tvungne kontrol og unødvendige dokumentation kan spare det danske samfund for langt over 13 mia. kroner årligt. Både for medarbejdernes skyld og for samfundsøkonomiens skyld bliver vi nødt til at reducere bureaukratiet i den offentlige sektor.

Kampen mod bureakrati er ikke ny…

Udbygningen af den offentlige sektor har kraftig forøget omfanget af kontrol og unødvendig administrative opgaver. Især siden 1980’erne har skiftende regeringer søgt at minimere omfanget af kontrol og regler i den offentlige sektor under slogans som ”Operation regelstorm” og ”Kampen mod bøvlet”.  Status i 2011 er dog, at f.eks. de danske dagpengeregler er ved at blive til verdens tykkeste bog med sine over 20.000 sider. Især siden år 2001 er antallet af nye love, regler, kontrolsystemer og unødvendig administration eksploderet. Krav om elevplaner i Folkeskolen, tidskontrol i hjemmeplejen og regeljunglen på dagpengeområdet – for blot at nævne et par eksempler – koster årligt de offentligt ansatte oceaner af tid og derfor samfundet masser af penge.

…, men i en tid med økonomisk smalhals og verdens største offentlige sektor må vi intensivere kampen.

Siden 2006 har Danmark haft verdens største offentlige sektor, og derfor er der mere end nogensinde brug for, at vi siger stop og reducerer den unødvendige kontrol og dokumentation i den offentlige sektor. Undersøgelser har vist, at f.eks. lærere, socialrådgivere og sygeplejersker bruger en time om dagen på at dokumentere det arbejde de har lavet. Årligt bliver det til 60 mio. timer. En reduktion af den unødvendige administration og kontrol – bare for lærere, socialrådgivere og sygeplejersker - kunne spare det danske samfund for over 13 mia. kroner om året. De samfundsmæssige gevinster kan dog være meget højere hvis man på alle områder i den offentlige sektor vurderede hvor man kunne spare penge på unødvendigt bureaukrati. F.eks. bruger offentlige uddannelsesinstitutioner hvert år op imod 500 mio. kroner på markedsføring. Og her er altså også en oplagt mulighed for en besparelse.

Mindre bureakrati vil ikke kun spare penge…

Det høje grad af kontrol og unødvendigt bureakrati koster ikke kun mange penge i tabte arbejdstimer, men nedsætter også arbejdskvaliteten hos mange offentligt ansatte. Derudover, så forringer det den offentlige service. I skolerne betyder tvungne elevplaner og unødvendig administration mindre undervisningstid for lærerne. Og det kan forringe elevernes indlæring. I sygehusvæsenet betyder unødvendig administration mindre tid til patienterne for læger og sygplejersker. Og lægerne i Region Hovedstaden har nu fået nok. Derfor har over 1.600 læger indgivet et protestbrev om omfanget af unødvendig administration og kontrol i sygehussektoren til Region Hovedstadens ledelse.

…, men vil også øge arbejdsmoralen hos mange offentligt ansatte.

Hvis man gjorde op med en stor del kontrollen og den unødvendige administration ville man øge arbejdsmoralen hos mange offentligt ansatte. Dette kunne betyde et fald i antallet af sygedage. Og dette kunne spare samfundet for mange penge.  Derudover ville man med mindre bureaukrati opnå store gevinster indenfor den offentligt støttede forskning hvor mange forskere i dag bruger mere tid på at konkurrere internt og søge penge til forskning end på at forske.

Medarbejderne ved bedst…

Selv om man kan afskaffe megen kontrol, så er det dog nødvendigt med en vis dokumentation. Undersøgelser har dog vist, at jo mere medarbejderne har været inddraget i at vælge formerne for dokumentation, i desto større grad oplever de, at dokumentationen af opgaverne på deres arbejdsområde bidrager til bedre service for borgerne. Derfor skal man ikke angribe det unødvendige bureakrati og kontrol oppefra, men nedefra. Man skal i højere grad sætte de overordnede rammer – især økonomiske – centralt, men lade det være lokalt bestemt hvor meget kontrol og dokumentation man ønsker. Man skal fra Christiansborg ikke detailstyre detaljerne, men blot fastlægge rammerne.

… og derfor skal opgøret med bureaukratiet påbegyndes nedefra.

Til forskel for tidligere tider, så skal man i videst mulige omfang forsøge at komme det unødvendige bureaukrati, og den ineffektive kontrol, til livs nedefra hos de medarbejdere der sidder og skal bruge tid på dokumentation og kontrol. Hvis man endnu engang forsøger at komme den unødvendige kontrol til livs fra højeste niveau med kommissioner, så vil det kuldsejle ligesom det har gjort siden 1980′erne. En ny tilgang skal være, at man sætter de overordnede økonomiske rammer, men at man så lader det være lokalt bestemt – i kommunerne, på sygehuset, på plejehjemmet, på den enkelte skole - hvor meget dokumentation og kontrol som ledelsen og medarbejderne ønsker. Kun på den måde kan vi reducere bureaukratiet, højne arbejdsglæden hos mange offentligt ansatte og spare det danske samfund for mange milliarder kroner årligt.

okt 7, 2011
Mathias Kryspin Sørensen

Principper for en økonomisk, vidensmæssig og social genopretning af Danmark

Med udsigten til store underskud på den offentlige saldo og den fremtidige mangel på arbejdskraft så er det er nødvendigt at fastholde allerede vedtagne reformer. Derudover, så skal der vedtages reformer for at få Danmark og Fyn tilbage på ret kurs økonomisk, vidensmæssigt og socialt. Dem der kan klare sig selv, skal have mulighed for det. De, der ikke kan, skal hjælpes, så ingen efterlades på bunden af samfundet. Og så skal vi investere i viden – det Danmark skal leve af fremadrettet. Tre punkter er altafgørende for, hvilken vej vores samfund skal gå i.

Der skal nye reformer til. Forskning og uddannelse trænger til et gevaldigt løft.

VKO’s planlagte nedskæringer skal erstattes med langsigtede investeringer i viden. Det betyder blandt andet, at de nedskæringerne på efteruddannelsesområdet skal rulles tilbage. Vi skal have flere opkvalificeret til at få morgendagens job. Investeringer i praktikpladser, efteruddannelse og en forhøjelsen af studiekapaciteten på de videregående uddannelser med 10.000 pladser, og målrettede investeringer skal forbedre kvaliteten i uddannelserne og styrke alles mulighed for at få den uddannelse de ønsker og har brug for. Endvidere skal vi styrke den offentlige forskning med tilførsel af nye midler, så 1 pct målsætningen ikke alene fastholdes, men også udvides.

Det skal kunne betale sig for alle at arbejde ekstra. Det øger arbejdsudbuddet og styrker økonomien.

Skatten på arbejde skal sænkes og der skal flere afgifter på forbrug. Men det kræver en omlægning, der er finansieret krone-til-krone. Det skal ikke kunne betale sig at fråse, og derfor skal skal der indføres flere grønne og sunde afgifter. Ophævelsen af skattestoppet for boligerne betyder, at den enkelte boligejers betaling af ejendomsværdiskatten fastholdes i kroner-og-ører frem til 2015, hvorefter ejendomsværdiskatten reguleres svarende til udviklingen i boligprisen. Det betyder en ekstra betaling på 200-600 kr. om året for en boligejer, hvis boligpriserne udvikler sig som forventet. Hvis boligpriserne ikke udvikler sig, skal man ikke betale ekstra. Hver en krone fra ophævelse af skattestoppet skal anvendes til at nedsætte skatten på arbejde. Grønne afgifter virker adfærdsregulerende og skaber et bedre klima, når afgifter på bilkørsel, flytrafik og forurening gør det dyrere at frådse med ressourcerne. Afgifterne kan finansiere en forhøjelse af topskattegrænsen, en forøgelse af beskæftigelsesfradraget og en beskæftigelsesbonus til dem på kanten af arbejdsmarkedet. Radikale venstre vil samlet lette skatten på arbejde med i alt ca. 11 mia. kr. det øger arbejdsudbuddet med ca. 10.000 personer. Skattesystemet bliver samtidig mere retfærdigt. Finansministeriet har dokumenteret, at uligheden i Danmark er øget som følge af skattestoppet. Denne udvikling skal bremses med ophævelsen af skattestoppet.

Den sociale indsats skal styrkes. De seneste 10-års regeringstid med VKO har været hård for de mest udsatte.

Der skal ikke kun ryddes op i økonomien – der skal også ryddes op efter regeringens mangeårige forsømmelser af de fattige og sårbare grupper. Radikale Venstre vil gradvist afsætte penge til den sociale indsats så der i 2015 og 2020 er henholdsvis 4 og 5 mia. kr. rådighed til en sammenhængende og helhedsorienteret social indsats. I øjeblikket findes der ikke penge til en sådan indsats. Satspuljen finansierer gode, men små og kortsigtede tiltag. Ingen kender omfanget af de kommunale besparelser på socialområdet, som følge af regeringens ”nul- vækst” politik. Men de er omfattende. Gennemførelse af økonomiske forbedringer rammer ofte de svage i samfundet, fordi de er afhængige af den offentlige service og sociale ydelser. Det vil Radikale Venstre undgå. Vi vil tværtimod prioritere så de fattige og udsatte grupper opnår forbedringer. Udover en massiv indsats over børn, fattigdom, kriminelle og andre udsatte grupper skal kontanthjælpsloftet, 450- timers reglen, starthjælpen og varighedsbegrænsningen på sygedagpenge afskaffes.

aug 24, 2011
Mathias Kryspin Sørensen

Reformer frem for kortsigtede krisepakker

Kortsigtede krisepakker får ikke Danmark ud af den økonomiske krise, men øger til gengæld Danmarks gæld. I stedet for forhastede og tidsbegrænsede krisetiltag er der behov for at vi gennemfører varige reformer af arbejdsmarkedet, der sikrer, at flest mulige er aktive på arbejdsmarkedet – bl.a. gennem mulighed for fleksible seniorordninger og et forøget beskæftigelsesfradrag for unge under 30 år. Samtidig skal vi reformere og reducere de danske erhvervsstøtteordninger på 24. mia. kroner årligt. Det forøgede økonomiske råderum fra disse og andre tiltag skal bruges fremrykning af offentlige investeringer (bl.a. i form af energirigtige renoveringer af offentlige bygninger), øgede investeringsmidler til dansk forskning og flere midler til efteruddannelse af bl.a. arbejdsløse.

Vi skal investere os ud af krisen, men ikke øge vore gæld.

Den aktuelle uro på de aktiemarkederne er med til at understrege, at den globale økonomiske krise ikke er overstået. Samtidig har konsekvenserne af en stigende gæld i flere lande – herunder Grækenland, Portugal, Irland og senest USA – tydeliggjort, at vi ikke konsekvensløst kan øge de offentlige udgifter og forøge vores gæld. For at kunne investere os ud af krisen, så bliver vi nødt til at finde pengene først – krone for krone – gennem reformer og fornuftige prioriteringer på de offentlige budgetter.

Renoveringer af offentlige bygninger er en måde hvorpå vi kan sætte gang i økonomien…

En måde hvorpå man fra det offentliges side kan sætte gang i økonomien er gennem renoveringer og investeringer i energirigtige forbedringer af offentlige bygninger. Mange danske folkeskoler lider aktuelt under et renoverings-efterslæb. Konsulentvirksomheden COWI har vurderet, at vedligeholdelsesefterslæbet af offentlige bygninger i 2011 er vokset til over 14 mia. kroner. Renoveringer og investeringer energirigtige renoveringer af offentlige bygninger kan vise sig at være tjent ind over en kortere årrække gennem et lavere energiforbrug. De forøgede investeringer i offentlige bygninger vil i forhold til regeringens midlertidige fradrag for håndværkerudgifter, ikke bare skabe flere arbejdspladser i dansk byggeri, men også de næste mange år.

…, men også investeringer i uddannelse og forskning er nødvendigt.

Sideløbende med renoveringer og energirigtige investeringer, så er forøgede midler til dansk forskning en kilde til nye arbejdspladser og øget økonomisk vækst bare et par år ude i fremtiden. Forskning bidrager til at skabe ny viden og ideer der lægger fundamentet for morgendagens vækstvirksomheder i Danmark. Flere midler til forskning skal kombineres med bedre muligheder for efteruddannelse – både for arbejdsløse, men også for borgere der har brug for opkvalificering for at få et nyt job. Forøgede midler og flere tilbud om meritgivende kursusforløb fra landets VUC-centre skal være med til at øge andelen af danskere der efteruddanner sig.

For at kunne investere skal vi finde pengene først – krone for krone…

For at finansiere renoveringerne af offentlige bygninger samt de forøgede investeringer i forskning og uddannelse, så er det nødvendigt med reformer af det danske arbejdsmarked der gør det mere attraktivt at arbejde. Det skal gøres administrativt lettere og mere attraktivt at kombinere pension, efterløn og førtidspension med deltidsbeskæftigelse. Det danske skattesystem gør det aktuelt ikke attraktivt at kombinere deltidsbeskæftigelse med permanente offentlige ydelser. Det skal laves om. Dernæst, så skal de danske erhvervsstøtteordninger på over 24 mia. kroner årligt reduceres og de reducerede midler skal i højere grad målrettes iværksættere. En reduktion af de danske erhvervsstøtteordninger med 14 mia. kroner kunne bruges på at rette op på vedligeholdelsesefterslæbet af offentlige bygninger. Pengene ville dermed stadig komme erhvervslivet til gode og skabe arbejdspladser.

… ellers risikerer vi at øge Danmarks gæld og renteomkostninger.

Vi har en udfordring i Danmark med at komme ud af krisen, men vi må ikke gå i panik politisk. Vi skal ikke iværksætte kostbare og midlertidige krisetiltag, men ændre på de grundlæggende forhold i vores samfund der hæmmer den økonomisk vækst og nye arbejdspladser. Det er nødvendigt, at vi foretager fornuftige prioriteringer af hvad det offentlige bruger sine penge på. Og her er renoveringer af offentlige bygninger, flere midler til forskning og investeringer i efteruddannelse langt bedre end erhvervsstøtte der ikke har det fornødne afkast. Reformer af arbejdsmarkedet og skattesystemet skal sikre, at langt flere danskere kommer ud på arbejdsmarkedet gennem en øget tilskyndelse til at få et arbejde eller starte egen virksomhed. Og så skal vi sikre, at hver gang vi ønsker at bruge penge på et område, så finder vi pengene andre steder på de offentlige budgetter – krone for krone. Kun på den måde får vi Danmark økonomisk ansvarligt tilbage på det økonomiske vækst spor.

jun 19, 2011
Mathias Kryspin Sørensen

Ikke kun økonomisk, men også social genopretning

Økonomiske krisetider går ofte hårdest ud over samfundets svageste. Og sådan er det desværre også under den nuværende økonomiske krise. Derfor er der i Danmark ikke kun behov for en økonomisk genopretning, men i ligeså høj grad behov for en social genopretning. Der er behov for, at vi i højere grad opstiller faste socialpolitiske mål for at sikre, at langt flere borgere med psykiske sygdomme, udsatte børn og familier der lever med misbrug, og tidligere kriminelle får mulighed for at få den fremtid de ønsker.

Danmark skal have en fattigdomsgrænse…

Første skridt på vejen til at løse et problem er dog at anerkende at det eksisterer. Derfor er det nødvendigt, at vi i Danmark får en fattigdomsgrænse. Der skal nedsættes en Kommission der kan kulegrave problemet med fattigdom i Danmark, og komme med et fornuftig bud på en fattigdomsgrænse. En fattigdomsgrænse skal ikke bare afhænge af indkomst, men også af andre faktorer som f.eks. sundhed og sociale muligheder. Arbejderbevægelsens erhvervsråd har på baggrund af bl.a. EU og OECD’s fattigdomsgrænse analyseret antallet af fattige i Danmark. Deres konklusion er, at der er op imod 234.000 fattige i Danmark. Bare på Fyn lever over 20.000 mennesker i fattigdom (se nedenstående tabel). Og antallet har været stærkt stigende i de seneste år.

… og vi skal prioritere en bedre social indsats.

Overalt på Fyn og i Danmark findes der fattige og sociale skæbner, vi som samfund ikke formår at tage os af. Brønderslevsagen er et tydeligt eksempel på, at der er behov for en bedre social indsats. Derfor skal der iværksættes en social genopretning i Danmark. En helhedsorienteret plan og ekstra 4 mia. kroner årligt skal bidrage til at udsatte og sårbare grupper får muligheden for en bedre fremtid. ”Fattigdomsydelser” som starthjælpen, 450-timers reglen og kontanthjælpsloftet skal afskaffes. Ydelserne hjælper ikke de berørte tilbage på arbejdsmarkedet, men er til gengæld med til at holde mange familier fastlåst i dårlige sociale vilkår og i fattigdom.

Fattigdom og dårlige sociale vilkår kan sætte sig spor for resten af livet…

Fattigdom og dårlige sociale vilkår kan ses mange steder. Aktuelt er der op imod 6.000 børn i Danmark der har et længerevarende ulovligt fravær fra Folkeskolen – og det er 6.000 for mange. En hård barndom kan sætte sig spor resten af livet. Tilknytning af socialrådgivere til de alle danske folkeskoler skal sikre, at flest mulige børn har en god skolegang.

I kriminalforsorgen er der ligeledes mange unge der har brug for en hjælpende hånd. Over en tredjedel af de indsatte i de danske fængsler har tidligere været fængslet inden for de sidste 5 år – og især for de 15-25 årige er der mange gengangere. For at bryde denne konstante svingdør mellem samfund og fængsel, skal vi i det danske Kriminalforsorgen i langt højere grad afprøve alternative strafformer samt bruge samfundstjeneste langt mere aktivt end vi gør i dag.  Det skal være et klart mål, at flere af de, især unge, kriminelle ikke kommer tilbage i fængsel, men i stedet får muligheden for at få et job og et liv efter deres kriminelle ugerninger.

… og derfor skal vi tage større ansvar for dem der har det sværest.

Samlet set, så må den økonomiske krise ikke betyde, at vi som samfund glemmer dem der har det allersværest. For hvis det sker, så har vi for alvor mistet en del af det der er unikt for det danske samfund: Et samfund hvor alle har lige muligheder og hvor vi tager ansvar for dem der har det sværest. Uden en økonomisk genopretning er det en utopi at tro, at vi effektivt kan hjælpe de udsatte borgere der har brug for samfundets hjælp. Den sociale genopretning skal, ligesom den økonomiske genopretning, iværksættes med det samme.

jun 9, 2011
Mathias Kryspin Sørensen

Vi skal turde investere os ud af krisen

Danmark har et potentiale. Et potentiale, der kan gøre, at vi igen kan blive et af de lande, som verden kigger på, når de ønsker at finde et land med høj levestandard, et stærkt socialt sikkerhedsnet, et højt uddannelsesniveau og sunde vilkår for erhvervslivet.

Aktuelt er vi i Danmark i en dyb økonomisk krise. På trods af en svagt faldende ledighed faldt det danske bruttonationalprodukt (BNP) med 0,5 procent i første kvartal i 2011, når der korrigeres for prisudvikling og sæsonbevægelser. Dermed er vi i Danmark officielt i recession, da BNP er faldet i to sammenhængende kvartaler. En recession, som ikke bare gør os fattigere, men som også kan få konsekvenser for mange helt almindelige borgere i Danmark.

Vi skal investere og reformere os ud af krisen…

For at komme ud af den krise, vi befinder os i, er det nødvendigt, at vi investerer og reformerer. Vi skal gennem reformer sikre, at flest mulige står aktive på arbejdsmarkedet, og at alle borgere tilskyndes til at arbejde mere gennem en lavere skat på arbejde. Vi skal vi investere i forskning og uddannelse for at danne grundlaget for fremtidige arbejdspladser i såvel produktionssektoren som videnssektoren i erhvervslivet. Investeringer i uddannelse skal blandr andet være i folkeskolen og mulighed for løbende efteruddannelse. En god begyndelse i folkeskolen skal lægge fundamentet for den uddannels,e man ønsker sig senere i livet, og investeringer i løbende efteruddannelse skal sikre, at man ikke går uddannelsesmæssigt i stå, mens udviklingen i samfundet kører videre. Det skal gøres fradragsberettiget at tage relevant efteruddannelse.

… og der er allerede lavet fornuftige reformer…

Radikale Venstre har med dagpengereformen og tilbagetrækningsreformen været med til at lave de reformer, der er nødvendige for, at flere borgere bliver aktive på arbejdsmarkedet. Vi ønsker med en reform af de danske erhvervsstøtteordninger på over 24 milliarder kroner at støtte iværksættere langt mere, end vi gør i dag. Forslagene om en lavere skat på arbejde og en ophævelse af skattestoppet på boliger gør, at alle danskere vil få skattelettelser og tilskyndes til at arbejde, i stedet for at det kun er de rigeste danskere, der får en årlig skattelettelse gennem deres bolig.

Alle forslagene er samlet i Radikale Venstres 2020-plan, der netop er blevet fremlagt. I planen er der lagt op til reformer, der vil bidrage med 57 milliarder kroner. Det tillader solide investeringer i folkeskolen, vores børns uddannelser og ny forskning for knap 14 milliarder kroner. Danmark har underskud, og det betyder at hvis vi ønsker at bruge flere offentlige midler, så bliver vi nødt til at finde dem gennem fornuftige omprioriteringer. Alternativet er et endnu større underskud og en stigende gæld.

…, men der er stadig behov for reformer og især investeringer.

Udover at Radikale Venstres 2020-plan indeholder konkrete investeringer, så vil indeholder planen gennem bl.a. forslag til bedre rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, en afskaffelse af multimedieskatten samt iværksætterskatten og en digitalisering af den offentlige sektor, der vil gøre det mere attraktivt at investere i Danmark som land. De direkte investeringer i Danmark fra udlandet er faldet de seneste par år. Hvis vi ønsker fornyet vækst i Danmark, så skal vi ikke bare selv investere, men også gøre det mere attraktivt at investere i Danmark.

Samlet set skal vi turde reformere og investere i Danmark. Vi kan ikke spare os ud af krisen, men vi kan heller ikke bero os på tro, håb og gældssætning. Den eneste farbare vej ud af den økonomiske krise er gennem strukturelle reformer, der får flere i arbejde – både nu og på sigt – og gennem investeringer i forskning og uddannelse. Danmark har et stort potentiale til igen at blive en sprudlende økonomi, som udlandet skeler til. Det er på tide, at vi kommer i arbejdstøjet og realiserer potentialet.

Sider:123456789»

Velkommen til Krysser.dk!

Krysser.dk er en uafhængig blog der stiller skarpt på dansk politik med en socialliberal indgangsvinkel.

Krysser.dk udgives af Mathias Kryspin Sørensen.

Politikområder